Krænkelserne af menneskerettigheder i flere muslimske lande bør ikke bremse dialogen med muslimske lærde, lyder det fra Anders Gadegaard, formand for Danske Kirkers Råd
Når den muslimske verdens førende ledere og lærde rækker hånden ud til dialog, vil det være forkert at slå dem over fingrene.
Det er i korte træk en af begrundelserne for, at de 15 kirkesamfund og 40 kirkelige organisationer i Danske Kirkers Råd netop har sendt et svarbrev til 138 muslimske lærde, der sidste år opfordrede verdens kristne trossamfund og ledere til en tættere dialog.
I spidsen for Danske Kirkers Råd står Anders Gadegaard, der ikke kan genkende kritikken af, at man med brevet ignorerer de religiøse forskelle på islam og kristendom.
– Da de 138 lærde sidste år udsendte deres åbne brev, gav det den kristne verden en sjælden mulighed til at indlede en dialog, som er helt afgørende, hvis vi skal mindske konflikten mellem islam og kristendom.
Har I gjort jer nogle overvejelser om, hvor langt I kan gå i dialogen uden at udvande de grundlæggende principper i kristendommen?
Det har vi naturligvis overvejet. Det er et fuldstændig gennemtænkt brev, og jeg mener ikke, at vi på nogen måde er i konflikt med det kristne budskab. Ja, vi skriver, at både muslimer og kristne er enige om, at Gud er én, og at vi begge religioner tror på Gud som Herre og skaber. Det er jo et faktum, at begge religioner udspringer af det samme monoteistiske miljø.
I skriver i brevet, at erklæringerne bør følges op af konkret handling. Men er virkeligheden ikke, at man i Mellemøsten, hvor mange af de lærde kommer fra, oplever en udbredt og systematisk undertrykkelse af grundlæggende menneskerettigheder?
Jo, og derfor har Danske Kirkers Råd og Kirkernes Verdensråd også et tæt samarbejde med de kristne minoritetskirker i Mellemøsten. Grundlæggende mener jeg også, at vi i første omgang må vise de 138 lærde den respekt at sige ja, når de selv inviterer til en tættere dialog. Hvis vi senere oplever, at de så bevidst billiger eller ignorerer krænkelser af menneskerettighederne i strid med deres udmelding, bliver det naturligvis vanskeligt at fortsætte dialogen. Men vi skal ikke indlede dialogen med at sige, at vi ikke stoler på dem, for det har vi intet grundlag for. Udgangspunktet for dialogen må være at finde et fælles fundament.
Men dialog handler vel også om at respektere hinandens forskelle? Giver dialogen mening, hvis man i de muslimske lande ikke respekterer religiøse mindretal og kritiske holdninger?
Med den argumentation kan man jo sige, at man heller ikke skal have en dialog med paven, når han i en tale kritiserer islam på en skarp måde. Med vores brev forholder vi os til et udspil fra 138 muslimske ledere, som udtrykker velvilje og forståelse for et samarbejde over en bred front. Det vil være helt forkert, hvis vi ikke tager en sådan henvendelse alvorligt. Og nu skal man også huske, at de her 138 lærde ikke kun kommer fra Mellemøsten, men fra en lang række lande i hele verden, deriblandt lande, hvor muslimer er i mindretal. Og selvom de kommer fra Mellemøsten, er det jo ikke ensbetydende med, at de personligt støtter den undertrykkelse, som nogle regimer er ansvarlige for.
rasmussen@kristeligt-dagblad.dkLæs mere om religionsdialog på religion.dk