Nyd dog livet

Brødrene Adam og James Price har succes med deres madprogrammer på tv, Spise med Price, hvor de ikke lider af fedtforskrækkelse, men bruger de råvarer, der hører til både klassiske og moderne retter

– Hvis man går i køkkenet for at lave en rigtig ret, må man også tillade sig at bruge det, der skal bruges. Jeg går ind for at nyde fedtet i fulde drag, når det er der, selvom man selvfølgelig ikke skal spise bøf stroganoff hver dag. Ellers bliver det til den der fedtforskrækkelse, hvor man hele tiden ender med at straffe sig selv, og tingene ikke smager godt, siger Adam Price (tv.), som her ses sammen med sin bror. –
– Hvis man går i køkkenet for at lave en rigtig ret, må man også tillade sig at bruge det, der skal bruges. Jeg går ind for at nyde fedtet i fulde drag, når det er der, selvom man selvfølgelig ikke skal spise bøf stroganoff hver dag. Ellers bliver det til den der fedtforskrækkelse, hvor man hele tiden ender med at straffe sig selv, og tingene ikke smager godt, siger Adam Price (tv.), som her ses sammen med sin bror. –. Foto: Allan Sundstrøm, DR.

Scenen er et sommerhus i Nordsjælland. I køkkenet står to brødre og småskændes lidt om, hvorvidt de håndskårne kartofler skal koges i en gryde med olie eller i en til formålet konstrueret friteuse. Køkkenmaskinen vinder, og de gyldne pommes frites bliver senere serveret til en tallerkenfuld boeuf sauté Stroganoff.

Man tager: 800 gram oksefilet, som skæres i strimler på størrelse med en lillefinger og pudres ind i paprika. Tre til fire løg hakkes og klares i smør i en sort støbejernsgryde. Derefter skal der bacon, markchampignon, tomatpuré og fløde til denne ret, som hørte til klassikerne i Adam og James Prices barndomshjem.

For det er de to mesterkokke, der er tale om, og deres program, Spise med Price, som for tiden kan ses på DR 2, og det er der rigtig mange, der gør.

Vi har fået mange positive reaktioner, og der er gode seertal. Det er meget dejligt, siger James Price, og Adam Price fortsætter:

Og så er det meget forskellige mennesker, der ser programmet, ikke kun madnørder, men også mange, der ser det som underholdning. En skrev og fortalte, at hun havde fået lyst til at gå ud i køkkenet og lave mad, og det er den bedste ros, man kan få!

De to brødre er travle folk. Adam Price, der ud over at anmelde restauranter i Politiken er dramatiker og manuskriptforfatter, skriver for tiden på en spillefilm, en ny tv-serie til DR samt tekster til Cirkusrevyen. Og James Price, der ud over at skrive om mad i Politiken er komponist og musiker, er kapelmester ved Cirkusrevyen på Bakken og i fuld gang med prøverne op til premieren den 22. maj.

Årets topscorer som revyoffer 2008 hverken kan eller vil de afsløre, da Kristeligt Dagblad møder dem over en kop cafe au lait på en café i Hellerup nord for København. Men glæden ved at lave og spise mad og i det hele taget nyde livets goder vil de gerne tale om.

De kreative gener kan de takke deres forældre for skuespiller- og instruktørparret Birgitte og John Price. Det samme gælder den gastronomiske interesse og kunnen, hvor de slægter faderen på, der skrev om mad i magasinet Mad og Gæster og ugebladet Hjemmet og i 1973 udgav kogebogen Spise med Price, som programmet er opkaldt efter.

Dér står vi jo på skuldrene af vores gamle far. Vi er opdraget med, at mad er noget, man taler om, skriver om og har et forhold til. Hvis man ikke har levet i et madhjem, kan man ikke forestille sig, hvordan det var. Der blev talt fantastisk meget om mad, og når vi var ude at rejse, blev der ikke talt om andet. Måske kunne man have reageret modsat og tænkt: kun rugbrød og leverpostej i køleskabet. Men sådan gik det ikke. Når man som os har smagt meget god mad, bliver man irriteret over ikke selv at kunne lave det, og så er det, man finder ud af at lave den kylling i karry, siger James Price.

Adam Price synes også, at det er en stor glæde at kunne lave et måltid varm mad til folk med nogenlunde sikkerhed.

Jeg kan huske, at bare det at lave lam i dild til 80 var fantastisk. Og hvis man ikke var så god til sport eller spille guitar, kunne man imponere pigerne med at lave mad.

Spise med Price tæller i alt 10 programmer med filminspirerede titler som Grease om friture og fed mad og Silence of the Lambs med lam på tyrkisk, marokkansk og dansk samt Hanen og ægget med blandt andet coq au vin og en grundopskrift på omelet, der derefter kan fyldes med gedeost og pinjekerner, krydderurter, grønne asparges eller peberfrugter, løg og tomater. Køkkenskriveriet er krydret med gamle sjove klip fra tv-køkken-udsendelser med deres far og det legendariske kokkepar Conrad og Aksel fra dengang, fjernsyn var ungt, og madprogrammer ikke i farver.

Mad-tv i sort-hvid er temmelig absurd, lyder det fra James Price, der glæder sig over det gode samarbejde med holdet bag udsendelserne.

Adam og jeg har arbejdet sammen i mange år, og vores indgangsvinkel er humor. Derfor er det skønt at have så god en producer, der virkelig er med på den.

De opfatter begge det at lave mad som kreativt, men også som et praktisk håndværk, hvor man bruger sine hænder til noget andet end at skrive noder, spille klaver og arbejde ved computeren.

Det er også lidt meditativt, samtidig med at der kan dukke løsninger op på problemer, mens man går til og fra komfuret.

Deres køkken er en blanding af klassiske retter, som vor far lavede dem, og moderne kogekunst.

Den mad, vi laver i udsendelserne, er meget den mad, som vi også laver i det daglige. Hjemme hos mig abonnerer vi for tiden på Aarstidernes økologiske grønsagskasse, og dér er det udfordringen at finde ud af, hvad man skal lave ud af de ting, der ligger i kassen. Denne gang var det blandt andet kål og rigtig mange ramsløg. Og dér siger det noget om vores køkken, at min kone den ene dag bestilte stegt medisterpølse med stuvet hvidkål og den næste ramsløgsuppe. Mormorkøkkenet har jo fået en enorm renæssance, og det er der bestemt ikke noget i vejen med, hvis det bliver lavet ordentligt, siger Adam Price og forklarer:

Vi har med vores programmer haft et ønske om at sige, at hvis man går i køkkenet for at lave en rigtig ret, må man også tillade sig at bruge det, der skal bruges. Jeg går ind for at nyde fedtet i fulde drag, når det er der, selvom man selvfølgelig ikke skal spise bøf stroganoff hver dag. Ellers bliver det til den der fedtforskrækkelse, hvor man hele tiden ender med at straffe sig selv, og tingene ikke smager godt. Jeg vil hellere undvære brun sovs lavet på fromage frais og så tage en grøn salat i stedet for.

James Price supplerer:

Smør er smør. Man skal selvfølgelig ikke sidde med pakken og bide af den, men hellere bruge lidt rigtigt smør end et blandingsprodukt.

De skriver begge to under på, at de er livsnydere.

Det er svært at forestille sig det modsatte. Livsnyder, ja! Men hvis man elsker noget så meget som jeg at lave mad og spise den ligger overdrevet lige om hjørnet, og det skal jeg arbejde med. Jeg vil hellere dyrke rigtig meget motion og løbe, cykle og spille tennis og kunne spise god mad end at være på slankekur. Det er nok en filosofi, der er gået i arv i vores familie, at man skal suge af og bruge livet. Dér var vores gamle far et eksempel. Han gjorde ikke tingene halvt, men gik meget op i det, han lavede, og havde store armbevægelser, nogle gange lidt for store. Men jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har arvet den nysgerrighed over for livet, siger Adam Price.

James Price kæmper med egne ord en evig kamp med kiloene.

Nogle gange vinder jeg, nogle gange vinder kiloene. Jeg går glad hen og køber et kort til et fitnesscenter, men når det udløber, glemmer jeg at forny det. Fitness er ikke min yndlingsbeskæftigelse, men til at leve med. Til gengæld hader jeg at løbe, og at cykle er der ikke altid tid til.

Men ellers mener jeg, at det at nyde livet absolut er noget af det vigtigste, man kan. Det modsatte er da underligt. Og jeg har bestemt ikke et asketisk syn på livet. Man er jo også meget privilegeret, når man som jeg kan beskæftige sig med et arbejde, som man elsker meget, meget højt. Tænk at få lov til at lave det, man allerhelst vil, hele tiden. Men det er også sådan, at det lystbetonede også er hårdt, ellers bliver det ikke godt. Så det er forbundet med lyst og livsglæde, men ja, det kan også være hårdt at sidde og skrive noder til klokken fire om morgenen og vide, at klokken ni sidder der et hold musikere og venter på dem.

Adam Price er enig.

Det er det største privilegium ud over at være sund og rask og have søde børn. Jeg er sindssygt privilegeret, og derfor kan jeg ikke altid tale med, når folk brokker sig over deres arbejde. Det, jeg primært laver, er at fortælle historier. Hold da op! Det er fantastisk, men kan også være hårdt, når deadline nærmer sig, og man skal aflevere.

Tidens hang til sundhedstyranni har de to brødre et kritisk syn på.

Det er afsindigt anstrengende! Selvfølgelig er det vigtigt at få at vide, at nu har man opdaget det og det. Videnskaben finder hele tiden nye spændende ting, det er forbundet med livsfare at gøre. Man skal bare passe på ikke at blive livsangst, mener James Price, mens Adam Price taler om at leve i tilgængelighedens tidsalder:

Vi har adgang til alle informationer hele tiden, så derfor er den største udfordring at vælge.

Og så en lille afsløring: I Spise med Price snyder den ene af brødrene sig altid fra den enorme opvask efter de kulinariske anstrengelser. Men det er bare en lille gimmick, der baserer sig på det kærlige drilleri, der altid er mellem søskende, og altså også disse to.

Opvask hører sig til, når man laver mad. Mange siger: Pyha! Men sådan er det altså. Og faktisk oplever vi tit, at vi tager opvasken undervejs. 50 procent af tiden, mens vi laver mad, går med at rydde af og vaske op.

remar@kristeligt-dagblad.dk