Opskrift på bedre ledelse i folkekirken

– Det er en rolle, som er sårbar for magtmisbrug, og jeg mener ikke, at vi på nogen måde skal ønske os tilbage til det gamle oppustede syn på præsten. Han skal ikke op på en ny piedestal, og det handler heller ikke om, at præsten skal være det perfekte menneske. Tværtimod giver kristendommen jo netop plads til fejltrin og det uperfekte, men samtidig er præster på en særlig måde forpligtet på at leve et autentisk kristenliv.

Carsten Haugaard Nielsen har, foruden sit præsteembede, erfaring som leder fra sin tid som generalsekretær i Sudanmissionen. Hans bogprojekt, som er blevet færdiggjort under en tremåneders orlov, begyndte med en afklaring af præstens rolle som leder og falder her i tråd med Kirkeministeriets betænkning fra 2006, der netop peger på præsten som mulig daglig leder. Undervejs udvidede det sig til også at omfatte menighedsråd og menighed – det lutherske ”almindelige præstedømme”, som Carsten Haugaard Nielsen mener trænger til at blive støvet af og vil have styrket.

Bogen tager udgangspunkt i en analyse af tidens samfundsforandringer, som stiller nye krav til en folkekirke med traditionen til den ene side og et farvel til den kristne enhedskultur til den anden. Netop i en tid med forandringer er der brug for ledelse og visioner, og eftertanke om det at være kirke, mener Carsten Haugaard Nielsen. I dag har enhver virksomhed med respekt for sig selv opstillet visioner, men selv om erhvervslivets virksomhedsstrategier måske kan inspirere kirken, er det for Haugaard Nielsen vigtigt at fastholde, at kirken er andet og mere end blot en almindelig virksomhed. Her skal sammentænkes teologi og ledelse, og som et hovedanliggende i bogen påpeges behovet for at vende sig til kirkens bibelske grundlag.

– Ved enhver ægte reformation er man altid gået tilbage til de kilder, det hele begyndte med. Hvis folkekirken skal kunne navigere i en tid som vores med store forandringer, må den tilbage til de visioner, vi kan finde i Det Nye Testamente om, hvad det er at være kirke. Her står dåbs- og missionsbefalingen som noget helt centralt. Gennem dåben optages den døbte i kirkens udadrettede fællesskab. Paulus opfattede menigheden som Kristi Legeme, hvor man er med i et gensidigt arbejdsfællesskab. Kirken er derfor, kort sagt, i nytestamentlig sammenhæng mere Kristus og mere engagement, og det må også i dag være vores udgangspunkt.

Hvordan man så i dag i praksis skal forsøge at være kirke, må det enkelte sogn selv sætte sin vision for, mener Carsten Haugaard Nielsen, for visionen skal tilpasses sognets lokale muligheder og situation. Er der tale om et landsogn, hvilke ressourcer har man i menigheden og så videre?

I Tyrstrup Sogn i Christiansfeld – et lille bysogn på omkring 3700 indbyggere – udarbejdede man en vision for et par år siden. Selvom der var knaster og uenigheder undervejs, husker Carsten Haugaard Nielsen det som en god og kreativ proces.

– Vi fandt frem til, at vi ville være en kirke med Hjerte, Mund og Hænder: Hjertet: At vi er et fællesskab, hvor vi vil noget med hinanden. Mund: At evangeliet forkyndes i gudstjeneste og undervisning. Hænder: At vi skal hjælpe hinanden med det og støtte mennesker, der har det svært. Undervejs fandt vi ud af, at vi nok var en kirke med meget mund, men få hænder, så arbejdet med visionen satte fokus på behovet for nye diakonale tiltag, som vi nu prøver os frem med.

steens@kristeligt-dagblad.dk