Morten Thomsen Højsgaard |
12. april 2008
Positivt brev fra danske kirkesamfund til muslimske ledere
STÆRKT BEMÆRKELSESVÆRDIGT er det, at mere end 50 vidt forskellige danske kirkesamfund og kirkelige organisationer er blevet enige om en fælles udtalelse om islam. Netop forholdet mellem kristne og muslimer er jo et af de emner, der ellers deler folk i tidens store værdi- og samfundsdebatter. Derfor aftvinger det også respekt, at kirkerne med det åbne svarbrev til de 138 muslimske ledere og lærde, som blev offentliggjort i denne avis forleden, har valgt at lægge interne uenigheder til side for i stedet i et imødekommende og venligt sprog at fokusere på, hvordan den muslimske og den kristne verden kan komme bedre overens i fremtiden.
FRYGTEN FOR islamisme har sammen med bekymring for en stadig stærkere organiseret ateisme fået flere og flere kirkesamfund verden over på talefod i de senere år. At danske pinsevenner, ortodokse kristne, katolikker og repræsentanter for folkekirken nu også går sammen om et udspil er et udtryk for samme tendens. Men det var og er langtfra selvfølgeligt, at kirkesamfundene i Danmark skulle gå den vej.
Ved tidligere lejligheder har ikke mindst folkekirken haft problemer med at tilslutte sig fælles kirkelige udspil og erklæringer. Det er så lykkedes nu. De positive og fredelige signaler, som svarbrevet sender videre til verdens muslimer, vil derfor også som en sidegevinst i den kommende tid blive læst som imødekommelser og tegn på forsoning mellem kirkerne.
AT KIRKESAMFUND på denne måde kan tale med én fælles stemme betyder dog ikke, at folkekirken nu også har fået en enslydende holdning til islam. Det står ikke soleklart, hvilket mandat folkekirkens repræsentanter i Danske Kirkers Råd har haft til at udtale sig på kirkens vegne. Samtidig sætter rådets klart formulerede brev en række af folkekirkens egne udspil om islam i et besynderligt relief. For eksempel er det endnu uvist, hvad folkekirken egentlig mener i dag om fordømmelsen af gudssynet hos ”muhamedanerne” i et af kirkens fem officielle bekendelsesskrifter. Biskopperne har nærmest opgivet at nå til enighed på det punkt, og derfor er kirken nu til fleres fortrydelse tæt på at tale med to tunger.
Er muslimernes Gud og de kristnes Gud den samme? Svarbrevet fra Danske Kirkers Råd siger ja: Det er den samme Gud, men vi taler blot forskelligt om ham. Svaret fra Den augsburgske bekendelse, som stadig juridisk tegner linjen i folkekirken, er et nej: Muslimernes lære om Gud placeres her tydeligvis sammen med andre kætterier, som fordømmes.
ÆGTE OG GODE samtaler bygger på gensidig tillid og ærlighed. Det markante, men også omdiskuterede udspil fra Danske Kirkers Råd forsøger først og fremmest at skabe denne tillid ved at vise imødekommenhed. Men ærligheden må ikke glemmes i det forløb, som nu vil følge med intensiveret dialog mellem kristne og muslimer både i internationalt regi og herhjemme. Det vil nemlig være forkert i lighedens hellige navn at skjule de betydelige forskelle, som findes mellem kristendom og islam. I længden vil det også give bagslag at foregive at have en fælles holdning, hvis virkeligheden rent faktisk er en anden. Og endelig må det sikres, at de venlige ord i diverse dialogbreve om respekt og frihed følges op af handling.
Ingen seriøse kristne kirkeledere støtter eller legitimerer i dag brug af vold eller undertrykkelse. De 138 muslimske ledere må nu alle som en bevise, at de heller ikke gør det.
mth
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad