Global religionsdialog med knyttede næver

Den europæiske storby findes næppe, som ikke har et forum for tværreligiøs debat, hvor man forsøger at finde løsninger på praktisk sameksistens som skolemad eller muslimske gravpladser. Dette praktiske samarbejde har medvirket til at modne religionsdialogen, mener Jahangir Sarosh.

– Der er ingen dialog uden tillid. Den første del af processen går derfor nødvendigvis ud på at skabe tillid, og derfor har det været nødvendigt at undgå de mest kontroversielle spørgsmål. Nu er er vi på vej ind i en ny, spændende, men også vanskelig fase, hvor vi ikke nøjes med at tale pænt til hinanden, men også forsøger at skabe fælles handling, siger han.

– Vi vil ikke længere se muslimerne som et mindrtal, der skal beskyttes, men som partnere. Og partnere taler om alt, også om konflikterne, siger tyske Martin Affolderbach.

– Efter 25 års institutionaliseret dialog på religiøst, nationalt og lokalt niveau er der ingen emner, vi ikke kan tage op, siger også Abduljalil Sajid, imam i den engelske by Brighton og en af nøglepersonerne i den britiske religionsdialog.

Baggrunden for denne nye udvikling er i nogen grad de konflikter, som i de seneste år har favoriseret Samuel Huntingtons teori om ”civilisationernes sammenstød”. Terrorangrebene på Vesten men også de danske Muhammed-tegninger og nye toner fra pave Benedikt har indvarslet en mere islamkritisk religionsdialog.

Pave Benedikts såkaldte Regensburg-tale i 2006 markerede et afgørende vendepunkt i forhold til forgængeren, Johannes Pauls, indgang til religionsdialogen.

Hvor Johannes Paul blev modtaget med åbne arme i Marokko og talte til 80.000 unge muslimer i Casablanca i 1985, var der til sidste øjeblik tvivl om pave Benedikts besøg i Tyrkiet i november 2006. Og hvor Johannes Paul sagde til muslimerne, at ”vi tror på den samme Gud”, fokuserede Benedikt i Regensburg på islams krigeriske fortid.

Men nu er der et tøbrud på vej, indvarslet af de 138 muslimske intellektuelles fredsbrev til de kristne kirker, herunder de danske kirker, som forleden afsendte deres officielle svar. Det er første gang, at et så markant initiativ til dialog kommer fra muslimsk side.

Til gengæld falder den nye drejning i religionsdialogen hen imod mindre konsensuelle diskussioner ikke i lige god jord overalt. En af kritikerne af den nye linje er den marokkanske religionsforsker Abdou Ansary-Filali, leder af Aga Khan-fondets Institut for Arabiske og Islamiske Studier i London. Han skelner mellem intellektuel debat og religionsdialog.

– I den intellektuelle debat blandt historikere og forskere er der ingen tabuer. Alt i islam står til diskussion. Men hvis man gør religionsdialogen til en måde at beordre islam til at indtage nogle bestemte standpunkter på, skaber man spændinger i stedet for at mindske dem, mener Abdou Ansary-Filali.

Lige modsat reagerer Mohammed Talbi, tunesisk historiker og en af religionsdialogens pionerer siden 1970’erne.

– Pave Benedikt har afklaret debatten, som tidligere var tvetydig og hyklerisk. Hvad vil det sige, at vi tror på den samme Gud? Absolut intet. Religionsdialog kan ikke handle om det, der udgør kernen i troen, for ingen troende kan give køb på sin tro. Det eneste, man kan diskutere i en religionsdialog, er værdier, hvilket vil sige menneskerettigheder, som omfatter alle rettigheder fra religionsfrihed til kvinders stilling. Fremtidens religionsdebat skal være en debat om menneskerettigheder, som er den eneste værdi af universel dimension, siger Mohammed Talbi.

Det er også, med visse nuancer, holdningen i Det Pavelige Institut for Arabiske og Islamiske Studier, PISAI i Rom, en af de katolske aktører i religionsdialogen.

– En frontal teologisk diskussion fører ingen vegne eller kun til en blindgyde. Man kommer ikke uden om, at Koranen naturligvis indeholder en negation af Kristi mysterium og af Hans død på korset. Til gengæld skal man kunne tale om, hvad mennesket er i Guds billede, siger Etienne Renauld fra PISAI.

Dette er det nye bud på, hvad religionsdialog skal gøre godt for i det 21. århundrede.

Konfrontation på spørgsmålet om religionsfrihed eller demokrati modsvares af fortsatte eller intensiverede forsøg på at skabe en fælles religiøs front på det etiske område.

– Man kan godt blive lidt bekymret over denne alliance mellem Vatikanet og islamiske organisationer med en stærkt konservativ dagsorden i moralske spørgsmål, som vi allerede tidligere har set i for eksempel FN, kommenterer den svenske teolog Hans Ucko, som i en årrække har været ansvarlig for islamdialogen i Kirkernes Verdensråd.

Han sammenligner ikke desto mindre den fremtidige religionsdialog med den økumeniske bevægelses erfaringer.

– Vi skal finde et fælles grundlag, hvorfra vi kan samarbejde. Det er det, vi har gjort i den økumeniske bevægelse. Man kan også henvise til den tyske teolog Hans Küngs tanker om et ”verdens-etos”, et fælles etisk grundlag, der rækker ud over de teologiske forskelle, siger Hans Ucko.

Den lige vej til relativisme, som nogle kritikere af religionsdialogen hævder?

– Nej, svarer Hans Ucko.

– Relativisme får man, når man ikke er virkelig engageret i sin tro og ikke holder fast i sine principper. Men man kan godt være principfast og samtidig erkende, at der er andre veje til troen end ens egen. Det er det, vi har gjort i den økumeniske bevægelse. Vor tid har brug for en endnu bredere økumenisme, mener Hans Ucko.

kirke@kristeligt-dagblad.dk