– Hvad enten vi bryder os om det eller ej, lever vi i en trosmæssig virkelighed, hvor islam er et faktum, som man ikke kan komme uden om, og det må vi som kristne forholde os til. Brevet er udtryk for en bevidsthed om, at selvom vi af en lang række årsager er uenige i mangt og meget, så er det vigtigt på kristen grund at forsøge at nå frem til en enighed om de ting, vi kan være enige om, og gribe de muligheder, der opstår, siger han og tilføjer:

– Der er ikke nogen overgivelse eller underkastelse i brevet fra Danske Kirkers Råd, men man skal være forsigtig med at komme til at sige, at kristne og muslimer tror på den samme Gud. Når det er sagt, mener jeg, at det ville være både uhøfligt og urimeligt at afvise dét, der kunne være en fremstrakt hånd.

Også biskop Czeslaw Kozon fra den katolske kirke mener, at brevet fra de muslimske imamer giver en enestående mulighed for en fælleskirkelig respons.

– Selvom vi kristne er forskellige, er vi fælles om de centrale kristne trossandheder, og det er dem, vi møder andre religioner med. Vi kan roligt optræde sammen som kristne over for en anden religion, og vi er enige om alle formuleringer i brevet, siger han.

Når de danske kirkesamfund kan blive enige om en fælles erklæring, går man i internationale organisationers fodspor, og det er kun godt, mener Jørgen S. Nielsen, professor ved Københavns Universitet.

– Der er et internationalt bud om dialog mellem kristendom og islam, som man ikke kan isolere sig fra. Både Den Angelsaksiske Kirke, Vatikanet og Kirkernes Verdensråd åbner dørene for dialog med islam. Omvendt åbner muslimer for dialog med kristne. Der er tale om en dialog, hvor der er ligheder, men også plads til forskellene, og det er nyt. Det er da fantastisk positivt og opmuntrende, at kirkerne kan mødes på tværs og stå sammen om ét fælles budskab, fastslår han.

kirke@kristeligt-dagblad.dk