Børn fra afrikanske lande viser deres ønsker foran EU-Kommissionens hovedkvarter i Bruxelles under et møde mellem EU og Verdensbanken. Netop international koordinering af bistanden er essentiel for at gøre den mere effektiv. Men det kan gøre det sværere at forklare befolkningerne i de rige lande, hvordan pengene bliver brugt. –
- John Thys/AFP/Scanpix.
Simon Ankjærgaard |
14. april 2008
En bedre international koordinering af udviklingsbistanden er nødvendig, hvis den skal være effektiv. Det betyder, at lande som Danmark må slække på kontrollen med egen bistand
Behovet for en bedre international koordinering af udviklingsbistanden til Den Tredje Verden stiger. Antallet af bistandsdonorer er vokset hurtigere end mængden af udviklingsbistand, og det mærker man eksempelvis i Tanzania, hvor myndighederne årligt skal modtage omkring 1000 donordelegationer og udarbejde 2400 rapporter til de lande og organisationer, der står som afsendere af bistanden.
En bedre international koordinering er derfor nødvendig for at sikre en mere effektiv bistand, hvilket senest er blevet stadfæstet med Paris-erklæringen fra marts 2005. Erklæringen, der er underskrevet af en række internationale bistandsdonorer, herunder Danmark, tilstræber blandt andet at give modtagerlandene større ejerskab over bistandsmidlerne.
Dette er imidlertid en knast, der volder store problemer for flere donorer, lyder det fra eksperter.
Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, vurderer således, at Danida, der forvalter den officielle danske bistand, vil få svært ved at leve op til intentionerne i erklæringen. Det skyldes et omfattende bistandsprogram med mange strategier og målsætninger, samt hensynet til danskerne, der har aktier i udviklingsbistanden via skattebilletten.
– En logisk konsekvens af erklæringen må være, at donorlandene foretager en gennemgribende revision af egne politikker, således at det overhovedet bliver muligt at tale om harmonisering og tilpasning. Danmark må nedbringe antallet af målsætninger og strategier for at kunne leve op til Paris-erklæringen og levere effektiv bistand, men det er ikke særlig sandsynligt, siger han og fortsætter:
– Da det er en meget ringe andel af danskerne, der mener, at fattige mennesker i fattige lande har en grundlæggende ret til en andel af de danske skattekroner, er det vigtigt, at bistanden udformes på en måde, så den har danskernes opbakning. Dansk indenrigspolitik er derfor i høj grad bestemmende for vores udviklingspolitik. Derfor er der nogle barrierer for, hvor langt Danmark kommer til at gå i retning af harmonisering og tilpasning.
Hans kollega på DIIS, seniorforsker Ole Therkildsen, er enig.
– Danmark vil gerne følge erklæringen, men den strider mod, at vi gerne selv vil have kontrol over vores bistandsmidler. Det er en legitim interesse, men donorlandenes interesse i, at bistanden matcher deres behov, er lige så legitim, siger han.
Det er rigtigt, at Danmark ønsker at føre en nøje kontrol med den danske udviklingsbistand. Det bekræfter souschef Martin Hermann fra Udenrigsministeriets udviklingspolitiske kontor.
– Selvfølgelig skal de midler, vi får stillet til rådighed for vores arbejde, kontrolleres. Og det bliver de også, blandt andet af Rigsrevisionen. Vi står til ansvar over for de danske skatteydere, siger han og fortsætter:
– Det er den danske regering, der fastlægger den danske udviklingspolitik, men dialogen med modtagerlandene tager også udgangspunkt i deres behov og prioriteter. I sidste ende handler det om, at også regeringerne og forvaltningerne i modtagerlandene kommer til at stå til ansvar for deres skatteydere. Vi vil gerne have, at bistanden bliver en del af modtagerlandenes egne systemer, men det sker ikke på én gang. Det er en løbende proces, hvor vi vurderer vores krav og holdninger over for modtagerlandenes behov og prioriteter.
Martin Hermann henviser til dialogen med Mali om den danske udviklingsbistand.
– Vi havde måske fundet det naturligt at fokusere på uddannelses- og sundhedssektoren, men Malis regering ønskede, at vi i stedet fokuserede på landbruget og erhvervslivet, blandt andet med henvisning til, at der allerede var mange donorer inden for uddannelses- og sundhedssektoren. Og det gjorde vi så. Det er et eksempel på, at vi lytter til modtagerlandenes behov og prioriteter, siger han.
En mindre national kontrol med de midler, der bruges til udviklingsbistand, er en del af globaliseringen, lyder vurderingen fra Holger Bernt Hansen, professor i Afrikastudier, men det får konsekvenser for, hvordan danskerne fremover bliver oplyst om udviklingsarbejdet i Den Tredje Verden.
– Vi ser en stigende afnationalisering af dansk bistandsarbejde. Dette er helt i pagt med globaliseringsprocessen, men der ligger en risiko for, at der opstår en forståelseskløft til den danske befolkning, hvilket udgør en særlig udfordring for oplysningsarbejdet. Hvordan forklarer og formidler vi denne tingenes nye tilstand til befolkningen i almindelighed og til skatteyderne i særdeleshed? spørger han.
– Det er korrekt, at donorharmoniseringen stiller nye krav til oplysningsindsatsen, siger Eva Egesborg Hansen, chef for public diplomacy og kommunikation i Udenrigsministeriet.
– Vi bygger allerede nu en stor del af vores oplysningsindsats på ”den gode historie”, gerne i en personificeret form, hvor danskeren møder den afrikanske bonde eller skoleelev, hvis livsbetingelser er blevet bedre på grund af Danmarks eller donorsamfundets indsats. Selvom Paris-erklæringen betyder øget harmonisering og tilpasning, så handler udviklingsbistanden fortsat om mennesker. Og det er dem, vi forsøger at tage udgangspunkt i, når vi bedriver udvikling, siger hun.
udland@kristeligt-dagblad.dkKristeligt Dagblad er i samarbejde med Danidas avis ”Udvikling” vært ved et debatmøde om u-landsoplysning i morgen, tirsdag den 15. april kl. 17-19. Mødet foregår på Bethesda, billedsalen, Rømersgade 17, København K. Tilmelding sker til Kristeligt Dagblads abonnementsafdeling på telefon 33 48 05 05
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad