Katrine Barslev |
14. april 2008
Socialdemokraterne vil fratage kommunerne muligheden for at formidle købesex. Der er uenighed i kommunerne, men deres forening vil ikke udsende vejledninger på området
I regeringens handlingsplan mod prostitution bliver prostitution betegnet som et socialt problem. Handlingsplanen ”Et andet liv” fra 2005 slår fast, at der er store negative helbredsmæssige og sociale konsekvenser ved at være prostitueret. Samtidig er det op til hver enkelt kommune at beslutte, om personalet skal hjælpe ældre på plejehjem eller handicappede med at komme i kontakt med prostituerede.

Dette paradoks har fået Det Radikale Venstres medlem i ældreudvalget i Skanderborg Kommune, Mie Bergmann, til at foreslå at forbyde ansatte at formidle sex til pensionister. Kommunens ældreudvalg stemte om sagen i sidste uge, og ud af de syv medlemmer stemte to for forslaget, mens én undlod at stemme. Forslaget gik dermed ikke igennem, og det er fortsat muligt for ansatte i Skanderborg Kommune at hjælpe borgere med at købe sex.
Kommunal formidling af købesex har været oppe i flere kommuner, og blandt andre Københavns Kommune har forbudt sine ansatte at hjælpe beboere på institutioner med at købe sex.
Sagen i Skanderborg forarger og forundrer Socialdemokraterne på Christiansborg, hvor Kirsten Brosbøl har fulgt sagen.
– Jeg er frustreret over de af mine partifæller, som har stemt imod at forbyde det. Det betyder, at kommunen bidrager til at opretholde prostitution, som vi er enige om er et problem, siger hun.
Kirsten Brosbøl er valgt ind i Skanderborg-kredsen, og hun vil snarest muligt tale med sit bagland om sagen. Hun tror ikke, at den enkelte sag i Skanderborg kan føre til en lovændring, da størstedelen af partierne i Folketinget mener, at det er op til kommunerne selv at bestemme.
Denne holdning har Kommunernes Landsforening (KL) også. Den har ikke en vejledning vedrørende kommunal hjælp til at købe sex, og formand for KL’s social- og sundhedsudvalg Tove Larsen mener, at det er en sag, som den ansatte må gøre op med sig selv.
– Jeg mener ikke, at vi kan pålægge personalet at formidle sex, men hvis en ansat synes, det er i orden, så vil jeg ikke skride ind, siger Tove Larsen. Hun mener dog, at kommunerne skal passe på, at de ikke benytter sig af kvinder, som har været ofre for kvindehandel.
Intentionen i Skanderborg Kommune er da også, at de prostituerede ikke må være handlede kvinder. Det er bare næsten umuligt at kontrollere i praksis, mener Kirsten Brosbøl.
– Det er ikke realistisk, at de kan skelne mellem de forskellige typer prostituerede. Man risikerer, at halvdelen af pengene går til en bagmand, og så bidrager kommunen til rufferi, som er ulovligt i Danmark, siger hun.
I Skanderborg Kommune er sagen ikke slut, for der er ikke enighed i den socialdemokratiske gruppe, som skal diskutere sagen i den kommende tid.
barslev@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad