Hvis vi skal debattere ytringsfrihed versus blasfemi, kan vi få et bedre grundlag fra eksperter. Eksperterne skal ikke træffe beslutninger. Men de kan være med til at afklare problemstillingen. Det viser en uenighed mellem to af landets mest fremtrædende juridiske professorer, Henning Koch og Vagn Greve.

Henning Koch ønsker i Weekendavisen den 28.marts at beholde blasfemiparagraffen. Han ser i den et værn mod, at minoriteter nedværdiges, forhånes og systematisk stigmatiseres. Uden blasfemiparagraffen vil man ikke kunne beskytte mod indpakkede antisemitiske eller islamofobiske løgne om Talmud eller Koranen. Løgne kan igen føre til politiske forfølgelse og ukontrollable uroligheder, frygter Koch. Han vil beskytte samfundsfreden.

Vagn Greve anlægger derimod et mere liberalt syn på spørgsmålet i sin nye bog ”Bånd på hånd og mund – strafforfølgning eller ytringsfrihed?”. For Greve bør ytringsfriheden især omfatte religiøse og politiske spørgsmål. Han finder intet grundlag for påstanden om, at hadefulde ytringer kan true den offentlige orden. Hans synspunkt er, at menneskerettighederne, herunder ytringsfriheden, netop er givet til glæde og til gavn for de personer, ”som vi finder afskyelige”.

Greve ser det som en fordel at få de afskyelige meninger frem. Så kan vi holde øje med dem. Vi kommer for eksempel ikke så let til at støtte et politisk parti med skjulte hensigter. Det er et velkendt kulturradikalt synspunkt. Vagn Greve citerer Poul Henningsen for det synspunkt, at man takket være den relativt store politiske frihed i Danmark i 1930’erne let kunne finde ud af, hvem der var nazister. Det ville have været meget sværere at gå imod nazismen under mindre frie forhold, lød Poul Henningsens synspunkt. Så man kan egentlig godt kalde Jesper Langballes holdning i denne sag for ”kulturradikal”, selvom Langballe nok vil frabede sig denne betegnelse.

Vagn Greve og Henning Koch kan kun hjælpe os af med primitive automatreaktioner. De kan hjælpe med at klargøre, hvad det er, vi skal afveje og vælge imellem. De kan befri os for skindiskussioner. Men til syvende og sidst er der en personlig afvejning mellem hensynet til samfundsfreden over for ønsket om at bekæmpe forhånelser åbent. Man kan overvinde sin træthed ved Muhammed-debatten og tænke på tegningerne. Var der en forudgående selvcensur? Var tegningerne en forhånelse? Og hvis de var en forhånelse, hvor vellykket var den demokratiske ”bekæmpelse” i den fri offentlighed? Ville det have været bedre, om der kunne være faldet en dom for blasfemi? Enhver drager sine egne konklusioner. Uden facitliste.

Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.