Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Når paveflyet letter til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når paveflyet letter

Christine Gahagan gør stabler af bøger om og af pave Benedikt XVI klar i en boghandel i Washington. Interessen for pavens besøg i USA, som begynder i dag, er enorm. –

- Jonathan Ernst/Scanpix.

Kommenter Hold mig opdateret

Benedikt XVI, som i dag indleder sit første besøg i USA i sin tid som pave, rejser med et universelt budskab, men med sin egen stil. Besøget er planlagt til mindste detalje

Italienerne siger ”il volo papale,” men amerikanerne rammer nok mere præcist, når de med et skævt smil kalder Benedikt XVI’s flyvemaskine for ”Shepherd One”. For det er mest som hyrde for sin flok, at paven rejser til USA i disse dage, ligesom den tekniske betegnelse for hans seksdages program i Washington D.C. og New York, den 15.-20. april, er ”pastoralt besøg”.

Selvom det lyder meget fredeligt altsammen, er et pavebesøg ikke noget, man kommer sovende til. Lokale biskopper, civile myndigheder, græsrodsbevægelser og allehånde kirkelige og religiøse grupper søger i månederne forud at gøre deres indflydelse gældende på planlægningen, der koordineres af den lokale pavelige ambassadør – den såkaldte apostolske nuntius.

Da paven derudover rejser som overhoved for Vatikanstaten, kræver protokollen møder med stedlige stats- og regeringschefer, og derfor bliver Benedikt modtaget med al behørig pomp af præsident Bush i Det Hvide Hus. En sidste spidsfindighed ved netop denne rejse er, at paven også kommer til New York efter invitation fra FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, hvilket indebærer, at en række flere formaliteter og møder skal lægges til programmet.

Fænomenet med globetrottende paver er relativt nyt. Det begyndte i 1960’erne, da Paul VI blandt andet besøgte Jerusalem, Indien, Uganda og Tyrkiet, ligesom han var i New York og talte i FN.

Annonce
Siden gjorde Johannes Paul II paverejser til sit speciale med besøg i 117 lande – inklusive Danmark i 1989 – i løbet af de 27 år, han stod i spidsen for den katolske kirke. USA kom han til i alt syv gange – inklusive to korte ophold i Alaska.

Benedikt rejser også. Otte gange uden for Italien er det hidtil blevet til, og der er ingen tvivl om, at han nyder møderne med sine trosfæller rundt omkring på kloden. Men Benedikt er folkelig på sin egen måde, for selv om han godt ved, at han er anledningen til festlighederne, ønsker han ikke at dominere dem.

Besøget i Regensburg i 2006 med den berømte forelæsning om tro og fornuft viste desuden, at man skal lægge mindst lige så meget mærke til lydsiden som til billedsiden, når Benedikt er gæst.

En nyskabelse er det også, at besøget i USA vil byde på mindre skarer til de to offentlige pavemesser, end man tidligere har været vant til. Deltagerantallet til messerne i Washington og New York skønnes at ligge på henholdsvis 46.000 og 60.000, og selvom det stadig er mange mennesker, er det langt fra de hundrede tusinder, som Johannes Paul II rutinemæssigt omgav sig med.

Benedikts indstilling synes at være, at så store menneskemængder kan skygge for selve gudstjenesten, som i hans optik er den væsentligste grund til at samles.

Folkefest skal der nu nok komme alligevel, for interessen for besøget har været kolossal både blandt katolikker og ikke-katolikker, og pavens ruter i den berømte pavemobil gennem de to byer er offentliggjort forlængst. Det er første gang, den tyske pave besøger verdens eneste supermagt, og amerikanerne er nysgerrige efter at lære ham at kende.

Ligesom Paul VI og Johannes Paul II skal også Benedikt XVI tale i FN, mens han er i New York, og det vil yderligere fremhæve, at paven er en global leder med et universelt budskab. Her agerer Benedikt direkte i forlængelse af sin forgænger, for Johannes Paul II var den pave, der for alvor lærte katolikkerne at tænke globalt og mindede dem om nødvendigheden af et verdensomspændende engagement.

På sine rejser får Benedikt et førstehåndsindtryk af, hvor forskellige levevilkårene er rundt om i verden. Men han ved også, at symbolværdien af pavens embede som et tegn på enhed mellem vidt forskellige kulturer og mennesker bliver stadigt stærkere, hver gang han besøger et nyt land. I juli måned rejser Benedikt til Australien for at medvirke ved den 12. katolske verdensungdomsdag, og til september er det Frankrig, der står for tur med et besøg i Paris og Lourdes.

Skønt kælenavnet på pavens fly, ”Shepherd One”, minder om ”Air Force One”, der er betegnelsen for den amerikanske præsidents specialbyggede Boeing 747, ejes pavens fly ikke af Vatikanet, men er et almindeligt Alitalia-rutefly, som er chartret til lejligheden. Når turen er ovre, indgår såvel fly som besætning i selskabets vanlige kommercielle drift. Det betyder også, at paven ikke har nogen separat kabine med seng, skrivebord og andre bekvemmeligheder om bord. Hans eneste frynsegode er, at han får første række på businessclass for sig selv med sine nærmeste medarbejdere placeret bag sig.

Længere bagude sidder de godt 50-75 journalister, der har fået særlig tilladelse til at rejse med paven, og som har betalt dyre billetter for privilegiet. Nogle repræsenterer katolske medier, men de fleste kommer fra store internationale nyhedsbureauer og aviser. Italienerne fylder altid godt, og amerikanerne er som regel nummer to. Men på denne rejse er det nok omvendt.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Andreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​