Når paveflyet letter

Benedikt rejser også. Otte gange uden for Italien er det hidtil blevet til, og der er ingen tvivl om, at han nyder møderne med sine trosfæller rundt omkring på kloden. Men Benedikt er folkelig på sin egen måde, for selv om han godt ved, at han er anledningen til festlighederne, ønsker han ikke at dominere dem.

Besøget i Regensburg i 2006 med den berømte forelæsning om tro og fornuft viste desuden, at man skal lægge mindst lige så meget mærke til lydsiden som til billedsiden, når Benedikt er gæst.

En nyskabelse er det også, at besøget i USA vil byde på mindre skarer til de to offentlige pavemesser, end man tidligere har været vant til. Deltagerantallet til messerne i Washington og New York skønnes at ligge på henholdsvis 46.000 og 60.000, og selvom det stadig er mange mennesker, er det langt fra de hundrede tusinder, som Johannes Paul II rutinemæssigt omgav sig med.

Benedikts indstilling synes at være, at så store menneskemængder kan skygge for selve gudstjenesten, som i hans optik er den væsentligste grund til at samles.

Folkefest skal der nu nok komme alligevel, for interessen for besøget har været kolossal både blandt katolikker og ikke-katolikker, og pavens ruter i den berømte pavemobil gennem de to byer er offentliggjort forlængst. Det er første gang, den tyske pave besøger verdens eneste supermagt, og amerikanerne er nysgerrige efter at lære ham at kende.

Ligesom Paul VI og Johannes Paul II skal også Benedikt XVI tale i FN, mens han er i New York, og det vil yderligere fremhæve, at paven er en global leder med et universelt budskab. Her agerer Benedikt direkte i forlængelse af sin forgænger, for Johannes Paul II var den pave, der for alvor lærte katolikkerne at tænke globalt og mindede dem om nødvendigheden af et verdensomspændende engagement.

På sine rejser får Benedikt et førstehåndsindtryk af, hvor forskellige levevilkårene er rundt om i verden. Men han ved også, at symbolværdien af pavens embede som et tegn på enhed mellem vidt forskellige kulturer og mennesker bliver stadigt stærkere, hver gang han besøger et nyt land. I juli måned rejser Benedikt til Australien for at medvirke ved den 12. katolske verdensungdomsdag, og til september er det Frankrig, der står for tur med et besøg i Paris og Lourdes.

Skønt kælenavnet på pavens fly, ”Shepherd One”, minder om ”Air Force One”, der er betegnelsen for den amerikanske præsidents specialbyggede Boeing 747, ejes pavens fly ikke af Vatikanet, men er et almindeligt Alitalia-rutefly, som er chartret til lejligheden. Når turen er ovre, indgår såvel fly som besætning i selskabets vanlige kommercielle drift. Det betyder også, at paven ikke har nogen separat kabine med seng, skrivebord og andre bekvemmeligheder om bord. Hans eneste frynsegode er, at han får første række på businessclass for sig selv med sine nærmeste medarbejdere placeret bag sig.

Længere bagude sidder de godt 50-75 journalister, der har fået særlig tilladelse til at rejse med paven, og som har betalt dyre billetter for privilegiet. Nogle repræsenterer katolske medier, men de fleste kommer fra store internationale nyhedsbureauer og aviser. Italienerne fylder altid godt, og amerikanerne er som regel nummer to. Men på denne rejse er det nok omvendt.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Andreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.