Gå ned i tempo med hveder

Øllet har farve som bronze og smager syrligt og en anelse sødt på en og samme tid. To eller tre kan han vel låne mig! Ideen om at spise lune hveder aftenen før store bededag med koldt smør fra Osted mejeri og koldt, mørkt hvedeøl fra Osted præstegård tiltaler mig vildt.

I grunden er hveder ikke særlig spændende, selvom dejen er blevet krydret med kardemomme.

Men der er noget poetisk over at spise nogle bestemte ting på bestemte dage af året. Det er en måde at huske årets gang på. De lune hveder er på mine smagsløg tæt forbundet med store bededag. Helligdagen smager af hveder, og når jeg tygger på hvederne, erindrer jeg den fortælling, jeg har hørt og læst mange gange. Nemlig at skikken med at spise varme hveder aftenen før bededag skyldes, at bagerne førhen holdt lukket på selve helligdagen. Det var dengang, butikkerne lukkede på kristendommens særlige dage, og samfundet turde gå i stå. At spise hveder torsdag aften bør derfor være en påmindelse om, at det er helligdag næste dag. Vi skal besinde os på at gå ned i tempo, ligesom hvedebrødsbagerne gjorde engang.

Oven på de lune hveder med det kolde smør vil jeg ikke lægge rabarbermarmelade, selvom mine vinrabarber i haven er store nok til at blive til marmelade.

Jeg vil som tilbehør servere et lille udvalg af italiensk salami. Salami med hvidløg og salami med dildfrø og min favoritsalami, der ikke, som de andre, er lavet af fede svin. Men af gæs. Pølsestykkerne er fulde af kød, og som i al god salami skal fedtstykkerne kunne ses som måner eller galakser i et mørkt univers.

Måske er min smag lidt rodet. Men sådan bliver min torsdag aften. Det er den menu, jeg anretter for min elskede og mine sønner: frisk- bagte spelthveder, koldt smør, mørkt hvedeøl og pølse fra Italien.

mad@kristeligt-dagblad.dk