Karin Dahl Hansen |
17. april 2008
Danmarks gamle koloni i nord er ved at rive sig løs og er på vej mod selvstyre. Men økonomien er skrøbelig, og landet står i en helt afgørende brydningsperiode, mener journalist og forfatter Marianne Krogh Andersen, der i dag udkommer med en bog om Grønland
Fortællingen om det moderne Grønland er historien om utrolige kontraster. Om en voksende middelklasse i Nuuk, der spiller golf og har springvand i haven. Om børn i yderdistrikterne, som må gå sultne i seng, fordi reel fattigdom fortsat hersker i den yderste del af rigsfællesskabet. Om bjærgsomme politikere, som forstår at sikre sig selv og deres kammerater. Og om ubegribelige statistikker, når det gælder vold, selvmord og seksuelle overgreb.
– Grønland er et af de mest abnorme, vanvittige og vilde steder på jorden. Landskabet er voldsomt og bedårende, og befolkningen er nogle hårde bananer, der kan overleve det utroligste. De har nogle gode gener, og kan den styrke bruges rigtigt, er Grønland også et meget løfterigt sted, siger Marianne Krogh Andersen.
Det er 30 år siden, at hun som journalist første gang kom til Grønland. Siden har hun besøgt landet igen og igen og været i de fleste byer og mange bygder. Hun er fascineret og forundret over den store isklump, hvor en befolkning på bare 56.000 mennesker bor spredt på kanten og forsøger at opretholde og videreudvikle et lille nordisk velfærdssamfund på vej frem. I flere år har hun savnet en bog, hvor danskere kan blive klogere på den del af kongeriget, som er rundet af en jægerkultur så forskellig fra det danske bondesamfund som tænkes kan. Og i dag udkommer hendes egen bog, ”Grønland – mægtig og afmægtig”.
– Mange, selv veluddannede danskere, mangler elementær viden om Grønland og ved for eksempel ikke engang, at ingen byer eller bygder er forbundet med veje. Alle beboelser ligger som små kolonier, og man skal sejle eller flyve for at komme fra den ene by til den anden.
– Det er mit indtryk, at en del i Danmark ser Grønland som en social losseplads, hvor befolkningen drikker sig i hegnet. Men det er også så meget andet, og det kunne da være forfriskende, hvis man også så på dem som de potentielle arktiske oliesheiker, de er.
Netop olien og de mange andre råstoffer, der formentlig gemmer sig i polarområdet, har givet nyt mod til grønlændere, der drømmer om et selvstændigt land. I øjeblikket sender Danmark tre milliarder bloktilskudskroner til Nuuk om året, og dertil kommer offentlig service i Danmark såsom hospitaler, fængsler og uddannelsesinstitutioner, som grønlænderne har fri adgang til.
Det er helt urealistisk, at Grønland ville kunne opretholde samme levestandard som i dag, hvis ikke det var for de danske støttekroner. De løfterige beregninger om, hvad undergrunden indeholder af rigdomme, har imidlertid skabt grobund for håb om en egen stat.
Det er en fantastisk mulighed, men Marianne Krogh Andersen advarer i sin bog om, at der skal fares med lempe, hvis ikke de mange penge, udenlandske arbejdere og forandringer skal føre til ødselhed og udsigtsløs lediggang. At Grønland simpelthen vil blive løbet over ende.
– Det er vældig positivt, at man allerede nu har besluttet, at eventuelle oliepenge skal anbringes i en fond, som man kender det fra den måde, Norge har forvaltet sine olierigdomme på. Men det bliver også noget af en udfordring at styre en fond med måske milliarder af kroner, når man tænker på de skandaler, der har været med grønlandske politikeres kammerateri og uretmæssige forbrug af hjemmestyrets repræsentationskonti.
Marianne Krogh Andersen understreger, at der er mange håbstegn for Grønland i dag. Til trods for at gamle siumuter (det grønlandske socialdemokrati, red.) med store patriarker som Lars-Emil Johansen og Jonathan Motzfeldt fortsat sidder tungt på magten, er der både et ungdomsoprør og et kvindeoprør undervejs. Kvindelige politikere kommer ind i byråd og landsting med store personlige stemmetal i ryggen, og selvom der fortsat er et voldsomt uddannelsesefterslæb, er det i dag ikke usædvanligt, at piloten, skolelæreren og håndværkeren er grønlænder.
Men de kunne være mange flere. Ifølge Marianne Krogh Andersen er der ikke så få læger, tandlæger, folkeskolelærere og jurister af grønlandsk oprindelse bosat i Danmark, og det brain drain kan det arktiske samfund ikke holde til. Landet har brug for sine egne hoveder og hænder. Og ikke nok med det. Der er også fortsat brug for dansk arbejdskraft på alle niveauer, og derfor kan det ikke nytte noget med de krav, hjemmestyret netop har fremsat om, at alle topposter skal besættes af medarbejdere, der mestrer det grønlandske sprog. Det kan ikke lade sig gøre.
– Man burde tage konsekvensen og så sige, at Grønland er to- eller tresproget ligesom Schweiz. Så kan alt foregå på dansk, grønlandsk eller engelsk, og alle sprog er lige gode. Man behøver ikke tage stilling til, hvilket sprog er mest rigtigt eller fint, selvom grønlandsk naturligvis vil være det mest fremtrædende, da det er det oprindelige sprog, siger Marianne Krogh Andersen.
Hun understreger, at netop i de kommende år, hvor der skal forhandles med store multinationale selskaber om rettigheder til minedrift og olieboring, er det vigtigt, at Grønland har nogle yderst kompetente forhandlere til at varetage sine interesser, og her bør det ikke være afgørende, om forhandleren kan grønlandsk.
– Jeg forstår godt, at de ønsker grønlandisering. Men det er ikke realistisk at forlange, at alle medarbejdere skal kunne sproget, selvom politikerne burde gøre det lettere for de danskere, som gerne vil lære grønlandsk.
Ifølge Marianne Krogh Andersen vil Grønland med en befolkning, der i antal svarer til Randers, altid være afhængigt af folk udefra. Ikke mindst fremover med det nye mineraleventyr. Bare i løbet af de næste par år åbner der fem nye miner, og måske bliver der også fundet olie.
– Grønlænderne kan komme i mindretal i deres eget land i løbet af få årtier.
Grønland. Mægtig og afmægtig. Marianne Krogh Andersen. Gyldendal. 320 sider. 299 kroner.
dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad