Bjarne Nørum |
24. april 2008
En muslimsk tænketank, som skal modarbejde ekstremisme, når fra starten bredt ud. Organisationen fik en varm modtagelse, da den blev præsenteret i London
Forfatteren Ian McEwan står i en dyb samtale med historikeren Timothy Garton Ash. Lidt længere væk står Shaikh Abdal-Aziz al-Bukhari med en karakteristisk lilla hovedbeklædning. Han er kommet hele vejen fra Jerusalem. Fra Danmark er kommet blandt andre imam Fatih Alev, som dog understreger, han deltager som privatperson.
Kontrasterne er store, og samtalen ligeså i konferencecenteret under Britisk Museum i London. Fra traditionelle muslimske gevandter til en anglikansk præst. Her er akademikere, teologer, forfattere, mediefolk og endog en kvinde, som overlevede terrorangrebet i Londons undergrundsbane.
Alle vil de vise deres støtte til den nye tænketank, Quilliam Foundation, og dermed have en del af de velmenende muslimer.
Blandt gæsterne var også den danske ph.d. og ekspert i muslimsk ekstremisme Kirstine Sinclair fra Centeret for mellemøstlige studier ved Syddansk Universitet. Hun sammenligner Quilliam med det, som lederen af Ny Alliance, Naser Khader, forsøgte med Demokratiske Muslimer. Selvom Demokratiske Muslimer også fik en meget positiv modtagelse, vurderer hun umiddelbart Quillam som mere professionel.
– De har forbindelserne i orden, og det er på et højere niveau end Demokratiske Muslimer. Forskellen er også, at de i modsætning til Naser Khader er praktiserende muslimer, og de kan tale som muslimer til muslimer, påpeger Kirstine Sinclair.
Hun fremhæver, at den lange talerliste tilgodeser alle. Her er sunni- og shiamuslimer, repræsentanter fra Europa og Mellemøsten, kvinder og mænd, troende og agnostikere, teologer, akademikere og almindelige mennesker.
Den sidste på talerlisten er Muhammad Ali Hee, den danske konvertit og afhopper fra Hizb ut-Tahrir.
En anden taler er Shaikh Abdal-Aziz al-Bukhari, hvis familie har boet i Jerusalem uafbrudt siden 1616. Han er en fredsaktivist, som tror på, at det muligt at finde fredelig sameksistens i det hellige land.
– Her i Europa har I næsten større problemer, end vi har i Jerusalem, lyder den overraskende melding.
Han peger på, at mange unge har svært ved at finde sig selv, og at de dermed let bliver ledt på afveje.
Det er netop de unge, Quilliam Foundation vil nå. Et af de første konkrete forslag fra tænketanken er derfor rehabiliteringscentre, som skal hjælpe unge, der har været indfanget af ekstreme islamistiske organisationer som Hizb ut-Tahrir.
Professor i historie ved universitet i Oxford Timothy Garton Ash har sagt ja til at sidde som rådgiver for tænketanken. Han sammenligner processen med den, som kommunister og stalinister gennemgik for 60 år siden.
Han understreger, at han er sekulær og liberal. Hans budskab er, at alle skal respektere hinanden. Troende og ikke troende og forskellige trosretninger.
– Vi får ofte at vide, at tro er noget, vi skal respektere. Men tro har ikke en automatisk ret til respekt. Respekt er noget, du gør dig fortjent til, påpeger Timothy Garton Ash.
Den respekt kan grundlægges allerede i skolen. Imam og universitetslektor Usama Hassan beklager således, at hans sønner ikke deltager i morgensang i deres engelske skole, sådan som han gjorde som barn.
– Jeg nød morgensangen, og vi sang alle med, men var stille, når vi kom til ord som Jesusbarnet. Nu er der ikke morgensang længere, og det skræmmer mig, sagde Usama Hassan, iman og lektor ved Middlesex Universitet.
norum@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad