Æret være deres minde

Anders Storrud var en helt. Det fortæller Susie Storrud jævnligt sine to børn på to og syv år, der for et halvt år siden mistede deres far, som blev dræbt i kamp i Afghanistan.

– På kirkegården ligger de døde, og vi kigger jo ikke på de andre grave, når vi er der. Men kommer der et nationalt mindesmærke, er der et sted, hvor jeg kan tage børnene hen og vise dem, at der også er andre børn, som har mistet deres far. Og her vil jeg fortælle Trine og Ståle, at deres far var en helt, forklarer Susie Storrud.

Forsvarsminister Søren Gade (V) bad i efteråret forsvarschefen om at nedsætte et udvalg, der skal komme med et udspil til et et monument for de mænd og kvinder, der siden 1948 er omkommet i udlandet, mens de gjorde tjeneste for Danmark. Arbejdsgruppen har haft sit første møde og skal blandt andet finde ud af, hvor i landet monumentet skal stå, hvilken kunstner der skal udforme det, og hvordan det skal finansieres. Gruppen skal også tage stilling til, om navnene på de omkring 200 mennesker, der har mistet livet på denne måde de sidste 60 år, skal indgraveres på monumentet eller ej.

Rundt om i landet findes der flere mindesten og mindeplader for danske jenser dræbt i nyere tid, men udsendte politifolk og soldater, der har mistet livet i Bosnien, Irak eller Afghanistan, har ikke et nationalt mindesmærke, som faldne fra Første og Anden Verdenskrig har det.

– Alle, der blev dræbt i Anden Verdenskrig, har fået anerkendelse, men det har de, der er døde i Irak og Afghanistan, ikke fået. Når der kommer et mindesmærke, bliver der et sted, læreren kan tage sin klasse med hen og fortælle om Danmarks engagement i udlandet. Anders skulle altid forsvare og forklare sit arbejde, og alt for få ved, hvad de danske soldater laver i Afghanistan, siger Susie Storrud.