Er jødernes hjemland Israel eller Amerika? Umiddelbart vil man svare Israel staten, der i næste måned fejrer 60-års-jubilæum og som ved oprettelsen var svaret på utallige jøders historiske bøn om et fristed fra antisemitisme, forfølgelse og massemord.
Men svaret kan med lige så stor ret hævdes at være Amerika. Der bor flere jøder i Amerika end i Israel, og de er mere velstående, har flere muligheder og lever frem for alt i større sikkerhed, end i Israel. Amerika er, med en bibelsk betegnelse, det forjættede land. Sådan udlægger mange jødiske forfattere i hvert fald historien om jødernes tilstedeværelse i Amerika. Den begynder i midten af 1600-tallet med de første jødiske udvandrere og fortsætter til i dag, hvor en ny generation af jødiske forfattere undersøger de eviggyldige spørgsmål: Hvad er en jøde, og hvordan kommer jødisk identitet til udtryk i det multikulturelle Amerika?
Jødisk-amerikansk litteratur er den måske mest interessante underafdeling af amerikansk litteratur, og lige nu er der grøde i de jødisk-amerikanske litteraturmiljøer. Derfor sætter Kristeligt Dagblad i dag og den kommende uge fokus på ny jødisk litteratur i USA.
Vores korrespondent i USA, Sidsel Nyholm, interviewer tre af de mest markante nye stemmer i jødisk litteratur. Unge forfattere, der på forskellig vis arbejder med spørgsmål om jødisk tro, kultur og identitet. Og forfattere, der med stor sandsynlighed vil præge fremtidens amerikanske litteratur.
Vi lægger i dag ud med Adam Mansbach, der er aktuel med den kritikerroste roman The End of the Jews. Romanen handler om jødisk kulturel identitet, der måske/måske ikke er i opløsning.
Næste interview i serien er med Dara Horn. Hun er troende jøde og overholder de religiøse forskrifter, som hun skriver om i den prisbelønnede roman Den næste verden (oversat til dansk på forlaget Borgen). Det tredje og sidste interview bringes på næste lørdag og er med Gary Shteyngart, der ligeledes er aktuel på dansk med romanen Absurdistan (Gyldendal). Også hans roman handler om jødisk identitet i Amerika, men fra en helt anden vinkel end Mansbachs og Horns bøger.
De tre forfattere står på skuldrene af talrige forgængere i amerikansk kulturliv. Hollywood og Broadway, filmens og teatrets verden, ville være radikalt anderledes uden den jødiske indflydelse i det 20. århundrede. Tænk bare på Allen Konigsberg bedre kendt som Woody Allen og Israel Baline bedre kendt som Irving Berlin. Disse to og mange andre har på jødisk baggrund lavet uforglemmelig, amerikansk kunst.
I særlig grad er litteraturens verden påvirket af jøderne. Den første store roman af en jødisk forfatter i Amerika er Abraham Cahans udviklingshistorie David Levinskys nye verden (1917), der blev oversat til dansk for første gang forrige år (forlaget Proskrift).
Fra Cahan og frem til i dag er jødiske forfattere gradvist blevet integreret i den amerikanske mainstream-kultur. Højdepunktet kom i 1950erne, hvor forfattere som Philip Roth, Saul Bellow og Bernard Malamud satte dagsordenen med en ny litteratur, der både var distinkt jødisk og bredt appellerende. Indflydelsen fra jødiske forfattere i 1950erne var så stor, af litteraturkritikeren Leslie Fiedler omtalte årtiet som Zion as Main Street, i betydningen: at jødiske spørgsmål var rykket fra kulturens yderområder ind på hovedgaden i amerikansk kulturliv.
Gennembruddet i 1950erne kan ikke adskilles fra holocaust og oprettelsen af Israel, der skabte enorm interesse for jødiske problematikker og virkede som en samlende faktor for mange jødiske kunstnere. Og selvom holocaust fortsat spiller en stor rolle i jødisk-amerikansk litteratur, er den væsentligste udvikling siden 1950erne, at den jødiske forfattergruppe i Amerika er langt mere fragmenteret nu. Der er ingen konsensus om, hvilken rolle holocaust spiller for jødisk-amerikansk identitet, eller om troens og kulturens betydning for samme.
Det, der imidlertid fortsat binder gruppen af jødiske forfattere samme, er, at de alle udforsker, hvad det vil sige at være jøde, og hvordan man er det.
Den måske største nulevende jødiske forfatter, Philip Roth, har engang sagt, at det at være jøde er at udspørge, uafladeligt. Derfor finder den jødiske forfatter aldrig ro. Der er altid nye spørgsmål at stille og nye steder at søge hen. Også selvom Amerika, og ikke Israel, er jødernes forjættede land.