Jødiske forfattere finder aldrig ro

Næste interview i serien er med Dara Horn. Hun er troende jøde og overholder de religiøse forskrifter, som hun skriver om i den prisbelønnede roman ”Den næste verden” (oversat til dansk på forlaget Borgen). Det tredje og sidste interview bringes på næste lørdag og er med Gary Shteyngart, der ligeledes er aktuel på dansk med romanen ”Absurdistan” (Gyldendal). Også hans roman handler om jødisk identitet i Amerika, men fra en helt anden vinkel end Mansbachs og Horns bøger.

De tre forfattere står på skuldrene af talrige forgængere i amerikansk kulturliv. Hollywood og Broadway, filmens og teatrets verden, ville være radikalt anderledes uden den jødiske indflydelse i det 20. århundrede. Tænk bare på Allen Konigsberg – bedre kendt som Woody Allen – og Israel Baline – bedre kendt som Irving Berlin. Disse to og mange andre har på jødisk baggrund lavet uforglemmelig, amerikansk kunst.

I særlig grad er litteraturens verden påvirket af jøderne. Den første store roman af en jødisk forfatter i Amerika er Abraham Cahans udviklingshistorie ”David Levinskys nye verden” (1917), der blev oversat til dansk for første gang forrige år (forlaget Proskrift).

Fra Cahan og frem til i dag er jødiske forfattere gradvist blevet integreret i den amerikanske mainstream-kultur. Højdepunktet kom i 1950’erne, hvor forfattere som Philip Roth, Saul Bellow og Bernard Malamud satte dagsordenen med en ny litteratur, der både var distinkt jødisk og bredt appellerende. Indflydelsen fra jødiske forfattere i 1950’erne var så stor, af litteraturkritikeren Leslie Fiedler omtalte årtiet som ”Zion as Main Street”, i betydningen: at jødiske spørgsmål var rykket fra kulturens yderområder ind på hovedgaden i amerikansk kulturliv.

Gennembruddet i 1950’erne kan ikke adskilles fra holocaust og oprettelsen af Israel, der skabte enorm interesse for jødiske problematikker og virkede som en samlende faktor for mange jødiske kunstnere. Og selvom holocaust fortsat spiller en stor rolle i jødisk-amerikansk litteratur, er den væsentligste udvikling siden 1950’erne, at den jødiske forfattergruppe i Amerika er langt mere fragmenteret nu. Der er ingen konsensus om, hvilken rolle holocaust spiller for jødisk-amerikansk identitet, eller om troens og kulturens betydning for samme.

Det, der imidlertid fortsat binder gruppen af jødiske forfattere samme, er, at de alle udforsker, hvad det vil sige at være jøde, og hvordan man er det.

Den måske største nulevende jødiske forfatter, Philip Roth, har engang sagt, at det at være jøde er at udspørge, uafladeligt. Derfor finder den jødiske forfatter aldrig ro. Der er altid nye spørgsmål at stille og nye steder at søge hen. Også selvom Amerika, og ikke Israel, er jødernes forjættede land.

bach@kristeligt-dagblad.dk