Henrik Hoffmann-Hansen |
26. april 2008
Forslag om at skære båndet mellem stat og kirke over fremsættes med jævne mellemrum. Selvom de rutinemæssigt stemmes ned, slides båndet tyndere for hver debat
Hvor mange folketingsdebatter kan kirke/stat-forholdet overleve?
Spørgsmålet trænger sig på, efter at Folketinget i går tog endnu en tre en halv time lang holmgang om temaet. Det var dels Enhedslistens forslag om i praksis at afskaffe båndet mellem stat og kirke uden en grundlovsændring og dels et forslag fra De Radikale om at flytte personregistreringen fra folkekirken til kommunerne.
Det er mildt sagt ikke første gang, Folketinget tager de debatter. Alene det radikale forslag var oppe for tredje gang, siden VK-regeringen trådte til i 2001.
Umiddelbart kan tilhængere af det tætte bånd mellem kirke og stat som så mange gange før ånde lettet op. Regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, det vil sige et meget stort flertal, afviste begge forslag. Et af de klareste forsvar for folkekirkeordningen kom fra Socialdemokraternes Sophie Hæstorp Andersen, der vikarierede for kirkeordfører Karen Klint.
Til Dansk Folkepartis Søren Krarups store begejstring medgav Sophie Hæstrup Andersen, at den evangelisk-lutherske kirke har været med til at forme velfærdssamfundet og demokratiet, som vi kender det. Og at det trods alt spiller en vigtig rolle, at 83 procent af danskerne er medlemmer af folkekirken. Enhedslistens ordfører, Line Barfod, kunne modsat ikke begribe, at Socialdemokraterne fortsat vil give et bestemt trossamfund en fortrinsstilling frem for alle andre foreninger.
Enhedslisten erkender, at man ikke uden videre kan ændre Grundloven, som sikrer folkekirken sin fortrinsstilling. Alligevel vil partiet gerne fjerne fortrinsstillingen i praksis, for eksempel ved at erstatte faget kristendomskundskab med et fag om livsanskuelse. Konfirmationsforberedelsen skal lægges uden for normal skoletid, blasfemiparagraffen skal ud af straffeloven, statsanerkendelsen af trossamfund skal afskaffes, og endelig skal kommunerne pålægges at registrere fødsler, dødsfald, vielser og navne.
Sidste del svarer til Det Radikale Venstres forslag, der dog kun fik tilslutning fra Enhedslisten, SF og Ny Alliance.
Det store spørgsmål er, hvorfor oppositionspartierne fremsætter de samme forslag år efter år, når de hver gang stemmes ned. Det gør de, dels fordi det hører med til politisk arbejde at genfremsætte lovforslag for at vise vælgerne, hvilken politik de kan vente, hvis de stemmer anderledes næste gang. Men de gør det også, fordi forslagene i sig selv kan give debat og ændre både vælgeres og folketingsmedlemmers holdninger.
På hele det sundhedsetiske område har holdningerne til for eksempel abort, kunstig befrugtning, dødskriterier og genteknik ændret sig dramatisk på 20-25 år – ikke mindst fordi debatterne er blevet rejst igen og igen. Og det er især de borgerlige partier, der har slået sprækker.
Det samme kan meget vel ske i kirke/stat-debatten. Tydeligvis er det nemlig ikke kun en debat mellem højre og venstre, det er i høj grad også en generationsdebat. For eksempel går næsten alle politiske ungdomsbevægelser ind for at skille kirke og stat. Det har en del af dem gjort i mange år, og for eksempel Venstre har traditionelt taget det helt roligt med VU’ernes modstand mod folkekirkeordningen. ”De bliver klogere, når de kommer i Folketinget”, har man typisk sagt.
I dag er skråsikkerheden forsvundet. Ældre politikere fra partiet føler sig ikke længere nær så sikre på, at partiprogrammet i længden holder til kirke-stat-kritikken.
Man kan også spørge, hvad der mon sker med Dansk Folkepartis kirkepolitik, den dag Søren Krarup og Jesper Langballe takker af. Den slags spørgsmål giver en ide om, hvorfor de samme forslag om folkekirken dukker op igen og igen. Selv om de stemmes ned igen og igen.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dkLine Barfod, Enhedslisten:”Der er også andre foreninger, der har haft meget stor betydning, blandt andet ordførerens eget parti (Social-demokratiet, red.) og hele arbejderbevægelsen. Hvorfor skal de så ikke have en særstatus ligesom religionerne?”
Sophie Hæstorp Andersen, Socialdemokraterne:”Jo, vi har haft meget stor indflydelse i arbejderbevægelsen, men vi har trods alt ikke så stor indflydelse, at vores tidsregning går efter arbejder-bevægelsens kalender. Vi kører ikke alene efter arbejderbevægelsens helligdage, og vi har ikke en lukkelov, som tager hensyn til det.”
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad