Omsorgsmødre eller kvinder og præster?

Advarslen om kvindedominans kommer fra et sammensurium af folkekirkens yderste højrefløj, der giver den som undertrykt minoritet, og folk, der giver den som interessante meningsdannere.

Problemet er bare, at det er en myte, som bygger på en besynderlig opfattelse af "kirken" og "kvinden" som fastfrosne fænomener. "Kirken" er mandens ubestridelige domæne, og "kvindens" naturlige plads og trang er under manden, ved en gryde eller en barneseng.

Højrefløjens seneste gentagelse af krav om særordination i bogen med den nedladende titel "Kvinder på Herrens mark", et smudsomslag med et kors i en kavalergang og et indhold som taget ud af pave Johannes Paul II's skrivelse "Kvindens værdighed og kald" (1988) er et godt eksempel. Budskabet er klart: Først i "himmelsengen" har kvinder ret til ligestilling.

MYTEN OM KVINDEDOMINANS har også fået overskriften "feminisering af kirken", idet kvinder forventes at ville drive "omsorgsteologi", et synspunkt af og til fremført her i Kristeligt Dagblad. Men det siges ikke, hvorfor kvinder, der har læst teologi ved universitetet i cirka syv år (studeret Bibelen på græsk og hebraisk, kirkehistorie, dogmatik, etik og religionsfilosofi med mere) i modsætning til mænd skulle drive "omsorgsteologi", eller hvad det er. Igen beror det på en idé om kvinder som en uforanderlig og udifferentieret race.

De omsorgshungrende kvinder findes måske i sundhedssektoren, men ikke blandt universitetsteologer eller universitetsuddannede præster. Tværtimod har kvindelige teologer og præster ambitioner på egne, teologiens og kirkens vegne. De bekymrede sjæle, som advarer om "omsorgskirke", er fanget af egne fordomme og forventninger, og nogle kvindelige præster må stadig kæmpe for at blive fri af disse fordomme og forventninger om at være sognets omsorgs- eller husmoder, som ikke er deres egne.

I bogen "Se min kjole. De første kvindelige præsters historie" (1998) kan man med kulturforsker Karen Schousboes kvalitative undersøgelse se, at kvindelige præster ikke identificerer sig som omsorgsmødre, der skal "stå til rådighed med kaffe og boller". Uanset observans og alder ser de deres identitetsmærke og henter deres styrke i teologien og i udførelsen af de kirkelige handlinger. Det betyder ikke, at de ikke tilfører præstejobbet omsorg og menneskelighed. Men den er af en anden art, end den de traditionelle fordomme og forventninger tilskriver kvinder.

Imidlertid er det relevant at spørge kritikerne af den i øvrigt aldrig definerede "omsorgsteologi", om ikke omsorg er en integreret del af kristendommen? Er den kristnes, også præstens, primære opgave ikke netop omsorgen for næsten? I blandt andet "Om et kristenmenneskes frihed" (1520) fastslår Luther kategorisk, at præster er tjenere og husholdere, og at deres tjeneste har to sider: Præster skal forkynde Kristus og troen (derved adskiller de sig fra andre kristne), og de skal "tage sig af deres næste som gjaldt det dem selv" (derved træder de ind i fællesskabet med alle andre kristne). Som kristen er man ikke kun forpligtet over for Gud gennem det, man gør "mod sit eget legeme", men også gennem det, man gør "imod andre mennesker".

De kvindelige præster kan nok siges at bedrive omsorg i den forstand. De første kvindelige præster, både de grundtvigske frimenighedspræster Maren Sørensen og Jørgine Abildgaard før 1948 og folkekirkepræsterne Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen i 1948, udtrykker det eksplicit.

De er kaldede til at øve omsorg for kristendommen, troen og fællesskabet. Den omsorg, de allerede giver som for eksempel sygeplejerske, lærer eller medhjælper ved kvindefængslets kirke er ikke nok. Johanne Andersen "kommer forbi", da "den gode Gud" kalder: Hun skal ordineres for at kunne forrette altertjeneste; og efter sit teologistudium kaldes hun af en menighed, der ønsker netop hende som sin præst.

KVINDER HAR MÅTTET KÆMPE hårdt for at blive accepteret i samfundet og i folkekirken som fuldgyldige borgere og medlemmer, og det er stadig ikke nogen selvfølge, at kvinder er mennesker på lige fod med mænd. Derfor må kvinder lægge øren til påstanden om, at et hverv, der får stemplet "kvindehverv", er lavstatus.

Dette gælder også i præstehvervet. Allerede da kun 25 procent af præstestanden var kvinder, blev kvinderne beskyldt for at give hvervet til lavstatus. Samme beskyldning har også lydt i forhold til lægehvervet, men aldrig i forhold til tandlæger og psykologer, der i den grad er kvindedomineret! Men sidstnævnte hverv er ikke offentlige, og det er pointen. De er kvindehverv, men ikke offentlige hverv og derfor ikke lavstatus.

Den almindelige samfundsudvikling har betydet, at alle offentlige hverv har mistet den status og autoritet, de nød før 1968. Det gælder både i militær og politi, i sundheds- og uddannelsessektoren og i folkets kirke (præster er i praksis statsansatte).

Danskerne har ikke længere autoritetstro og desværre heller ikke respekt for offentligt ansatte og deres ydelser. De yngre generationer er opdraget til at udvise skepsis og forholde sig kritisk over for alt, især alt offentligt. De folkevalgte politikere skubber til med deres idelige mistænkeliggørelse af offentligt ansatte.

Dertil kommer, at man i det senmoderne samfund ikke får status via faglig kunnen. Den liberalistiske regerings kampråb har været "ned med ekspertvældet". Kun høj indkomst og købekraft eller kendthed, ikke kundskab, tæller. Samtidig har det private erhvervsliv gennem et dygtigt spin overbevist folk og politikere om, at kun den knowhow, det leverer og efterspørger, er værdifuldt og værdiskabende. Her kan kvinder naturligvis også gøre sig gældende, blot de hopper på vognen.

Det er lige så typisk, som det er ærgerligt, at spørgsmålet om kvindelige præster (kvinder i offentlige stillinger) altid ender med diskussion om "kvindens" særlige køn og ikke om embedets særlige karakter. Det gjaldt i diskussionen, fra spørgsmålet om kvinders adgang til præsteembedet blev rejst i Rigsdagen i 1919 (og før) til de første ordinationer i 1948, og det gælder i dag. Kvinder bedømmes ikke som professionelle, men ud fra forventninger og fordomme om kvinden som køn.

Imidlertid er kvinders adgang til præstehvervet den vigtigste udvikling i kirkens historie siden Reformationen. En god og nødvendig udvikling for en folkekirke, der vil være i samklang med sine medlemmer og samfundets demokratiske (og kristne?) idealer, som også indbefatter ligestilling og ligeværdighed mellem mennesker.

De kvindelige præster bliver faktisk værdsat af deres menigheder. Nu mangler vi blot, at også folkekirken bliver omfattet af ligestillingsloven.

Else Marie Wiberg Pedersen er lektor og ph.d. ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet