Han er selv det første offer for sit bedrag. Det rejser spørgsmålet: Kan man tro på, at en mand, der ikke kan gennemskue sig selv, kan gennemskue ret meget andet?

Sørlander påberåber sig, at modsigelsesprincippet er grundlaget for hans tænkning, i modsætning til mange andres, heriblandt min.

Modsigelsesprincippet er hverken Sørlanders eller Aristoteles’ opfindelse. Man kan næppe forestille sig nogen tænkning, som ikke betjener sig af modsigelsesprincippet, og det er altså ikke det, der er det særlige kendetegn ved Sørlanders tænkning. Hvad der adskiller Sørlander fra andre, er ikke, at han tænker logisk, men at han ikke kender til, at der skulle være nogen grænser for, hvor meget logikken fylder, og hvad den kan præstere.

Jeg må således give Sørlander ret i, at der er forskel på vores fornuftsbegreber, men den består ikke i, at jeg ikke accepterer modsigelsesprincippet; den består i, at hans fornuft er dogmatisk og min er kritisk.

Den ukritiske fornuft har en ulyksalig trang til at genfinde sig selv i den ydre verden, og det er netop, hvad der gør sig gældende, hvor Sørlander forsøger at markedsføre kristendommen som en rationel religion.

Når nu hans credo står til modsigelsesprincippet kunne man anbefale ham at bringe det i anvendelse over for kristendommen. Han kunne passende begynde med jomfrufødslen og ende med kødets opstandelse og se, hvor meget fornuft han finder i de fortællinger.

Det er åbenlyst, at Sørlander, der ellers lader til at finde protestantismen særlig rationel, ikke kender til Luthers syn på fornuften. Luther betegnede fornuften som en hore, fordi den stiller sig til rådighed for alle formål.

Sørlander kender tilsyneladende ikke Luther, men man skulle næsten tro, at Luther havde kendt Sørlander.

Asger Brandt er idéhistoriker og anmelder ved Kristeligt Dagblad