Paul Majendie skriver fra Skotland |
16. august 2006
Kulturfestivalen i Edinburgh sætter rekord med 50 forestillinger, der handler om religion. Både islam, kristendommen og jødedommen er på plakaten
Dramatikere og skuespillere ved verdens største kulturfestival er i år frygtløst gået ind i den religiøse ekstremismes minefelt for at aflive myter og bryde tabuer.
Der er næsten ingen tabuer for kunstnerne ved kulturfestivalen i Edinburgh, der sætter rekord med 50 forestillinger, der handler om religion – både islam, kristendommen og jødedommen er på plakaten.
At behandle emnet tro er blevet en fristende udfordring, efter at loven om racehad og religiøst had blev vedtaget – en lov, der skulle give alle religioner lige stor beskyttelse, men som blev fordømt af en række komikere, blandt andet Rowan Atkinson, der frygtede, at loven ville kriminalisere satire.
På trods af dens spøgefulde side har festivalen altid afspejlet de problemstillinger, der optog samfundet.
"Mareridtet om den eksplosive Jesus", et meget dystert stykke om to israelske soldater, der omringes af en brand, er blandt de mest forudseende stykker.
– Det er klart, at den aktuelle situation gør visse steder i stykket meget chokerende, siger Phillip Howard, der er kunstnerisk leder ved The Traverse Theatre.
Dramatikeren Henry Adam lader ingen af verdensreligionerne gå ram forbi i sine kritiske stykker. Alle religioner siger, at man skal dræbe i Guds navn.
Stykket "Maria og stripperen" strækker sig over to årtusinder og sætter fortællingen om Maria Magdalene over for historien om en narkostripper fra det 21. århundrede.
Den sydafrikanske dramatiker Michelle Van Rensburg siger:
– Folk har altid søgt svar. Det er bare kommet mere frem i lyset. Men jeg må sige, at der er forfærdeligt mange stykker om Jesus ved festivalen i år.
– Men der er gjort så meget i Guds navn, der er blasfemisk. Jeg bliver deprimeret, når stand-up-komikerne hele tiden er blasfemiske.
Abie Philbin Bowman, hvis forestilling "Jesus: Guantanamo-årene" spiller for fulde huse, viser, at komedie kan være et effektivt våben, hvis det anvendes fornuftigt.
Han spiller Jesus, en mand fra Mellemøsten med stort skæg, der bliver anholdt af de amerikanske immigrationsmyndigheder og sendt til Guantanamo-lejren på Cuba efter at have indrømmet, at han var rede til at dø som martyr.
– Som irer, der er vokset op i 1980'erne, har jeg haft en følelse af, at min egen kultur blev kapret af terrorister, og at folk derefter gik ud fra, at alle irere var terrorister, siger han.
Om stykket, hvor han fremstiller Jesus som stand- up-komiker, der vender tilbage til jorden, siger han:
– Jeg slår et slag for den religiøse satire.
Han siger, at jøderne har udviklet en utrolig belejringsmentalitet efter 2000 års antisemitisme og holocaust, og at de nu "er omgivet af mennesker, der vil ødelægge dem".
– Man må prøve at forstå, hvad de er rundet af, og prøve at vise dem, at de graver deres egen grav, tilføjer han.
I et andet stykke, "Vi kender ikke shiamuslimer", bruges almindelige menneskers udtalelser af en gruppe unge gadeskuespillere til at kaste lys over det manglende kendskab til islam.
– Tal sammen – det er vores budskab, siger instruktøren, Joshua Blackstone.
– England kunne fungere meget bedre som multikulturelt samfund, hvis folk var mere åbne. Vi kunne begrave stereotyperne, hvis bare der var større forståelse, tilføjer han.
– Kunsten er absolut nødvendig, for at samfundet kan ændre sig.
Reuters
Oversat af Hanne Høgsbro Larsen
udland@kristeligt-dagblad.dk