Det naturliges foranderlighed kan være befriende

I vores del af verden har generationers overbevisning om, hvad der er naturligt, været præget af, hvad der var bibelsk. Det gælder blandt andet synet på kønsroller og kønskarakteristika. Gud har skabt kvinden som mandens medhjælper og har efter syndefaldet forordnet det således, at manden skal herske over kvinden. (I samme forbindelse ordner Gud det i øvrigt så viseligt, at kvinden skal føde i smerte, hvorfor man stadig kan møde jordemødre, som mener, man skal undgå smertelindring under fødsler, fordi det er unaturligt).

Endvidere har forbuddene hos Paulus medvirket til, at det blev opfattet som naturligt for kvinder at overlade den offentlige sfære til mænd. Skam få den kvinde, som stillede sig på en talerstol. Manden derimod, Guds egen afglans, havde naturlige evner for ledelse og havde ordet, kvinder og børn i sin magt. Desuden var mennesket skabt til at leve i ægteskab, hvor en af kvindens primære opgaver var at føde børn. Man anså derfor et ønske om ægteskabsindgåelse og den gudgivne moderkærlighed som naturlige konstanter. Af lignende grunde stod det desuden nedfældet i den danske straffelov frem til 1866, at "handlinger mod naturen" (blandt andet homoseksualitet) skulle straffes med bål og brand, det vil sige med dødsstraf. I kulturen og i kristendommen lå en fælles og udbredt overbevisning om, at særlige elementer lå uforanderlige i kvindens skabthed, i hendes gener, i hendes natur. Kvinder, som opførte sig eller ønskede anderledes, udlagde derfor sig selv som unaturlige. I århundreder har der således været en gensidig bekræftelse mellem på den ene side teologien og på den anden side samfundsordenen, dets bærende institutioner og opfattelser af det naturlige. Kristne teologer har med baggrund i de bibelske tekster bidraget til at konstruere, hvad der er naturligt og unaturligt.

Samme argumenter føres fortsat i felten af den kirkelige højrefløj, som for nylig har gjort sig bemærket med bogen "Kvinder på Herrens mark", udgivet af forlaget Hovedland i et anfald af lykkelig politisk ukorrekthed. Her fremhæves det, at det er en del af Guds gode skabelsesorden, at mænd og kvinder har forskellige evner og karakteristika. Ubibelsk og unaturligt bliver det, når mænd og kvinder handler mod de gudgivne karakteristika og de naturlige roller, sådan som det er tilfældet med de kvindelige præster. Præsten skal være lærer, vejleder og irettesætter, og da dette ligger naturligt for manden og ikke for kvinden, er embedet naturligt nok forbeholdt mænd.

Kvinden kan dog bidrage med sine bløde værdier – de fleste andre steder end lige embedet. For en kirke med kvindelige præster "emmer af omsorg og følelser, men har underskud af forkyndelse og lære". Kvinden har evne til at "være omsorgsfuld og trøstende frem for forkyndende og belærende, mere følsom end intellektuel", hævdes det frejdigt i det indledende kapitel. Her er tale om naturlige og gudgivne anlæg, som vi kun skal glæde os over at leve med og leve ud. Man kan hurtigt konkludere, at det naturliges retorik stadigt ligger godt i munden på højrefløjsteologer.

MEN DET ER LANGTFRA uproblematisk at referere til den slags kønskarakteristika som naturlige. Forestillingen om, at det skulle være naturligt for kvinden at underordne sig manden og lade ham om det intellektuelle arbejde, om beslutningerne, om at skrive historie, skabe politik og forkynde Guds ord, er åbenlyst uholdbar. Det kræver ikke noget stort historisk overblik at gøre sig klart, at det naturlige forandrer sig. Forandring ikke bare fryder, men afdækker, at en overvældende stor del af de såkaldt naturlige kønskarakteristika er konstruerede størrelser. Idealet om ligestilling mellem kønnene, som de fleste kvinder og mænd i dagens Danmark betragter som helt naturligt, er blevet til gennem en forandringsproces. Samfundets syn på kvinder ændrede sig, og det blev efterhånden mere og mere unaturligt, at kvinden skulle være sin mand underdanig. Allerede da højskolekvinden og kvindesagsforkæmperen Astrid Hostrup blev viet i 1892, undlod præsten ordene om underdanighed til fordel for sætningen: "Astrid vil ikke være underdanig, og det skal hun heller ikke".

Med tiden holdt det også op med at være en trussel mod den naturlige orden og samfundets gode opretholdelse, når en kvinde ville på talerstolen. Vi finder det derfor fuldstændig naturligt, at vi har kvindelige ministre og partiledere. Når det kan betragtes som problematisk, at Asmaa Abdol-Hamid vil på Folketingets talerstol, skyldes det ikke, at hun er kvinde, men at hun er muslim med tørklæde.

Og i et samfund, hvor det at gå med slør betragtes som udemokratisk og unaturligt, synes det interessant at læse, at Paulus refererer netop til naturen, når han skriver: "Lærer ikke naturen selv, at det er vanærende for en mand at have langt hår, mens det er ærefuldt for en kvinde at have langt hår? Hun har jo fået håret som et slør" (1. Kor 11, 14-15). Det er vel de færreste, som vil anbefale, at disse paulinske ord om det helt naturlige for henholdsvis det mandlige og det kvindelige køn skulle gælde for den kristnes udseende i dag? Og dog er det en sådan fremgangsmåde, som anvendes, når teologer og lægfolk ønsker at gøre gældende, at det er unaturligt og ubibelsk, at kvinder (korthårede såvel som langhårede) bliver præster.

Når det fortsat lader sig gøre at referere forholdsvis uproblematisk til det naturlige, skyldes det denne retoriks evne til forførelse. Naturen betegner i modsætning til kulturen det oprindelige, det universelle, den originale mening med det hele. Film og bøger kan lovprise naturtilstanden, som dér hvor mennesker virkelig finder sig selv, som dem de er, i pagt med naturen og med det sande liv. Ud fra den slags opfattelser af naturen har vi en evne til at få det til enhver tid "naturlige" til at fremstå indiskutabelt og selvindlysende. Som noget alle må acceptere som udgangspunkt og forståelsesramme for deres liv. Retorikken taler desuden til de dele i os, som trænger til at læne sig op ad det sikre og uforanderlige. Der er en vis tryghed i at kunne bedømme moderne fænomener som "unaturlige". Retorikkens forførelseskraft ændrer dog ikke ved det faktum, at meget at det, vi betragter som naturligt, er foranderligt.

Det naturliges foranderlighed kan betragtes som et forfald, som noget skræmmende. Men det kan også betragtes som befriende og som mulighed. Det langsomme nybrud i kønsopfattelsen betød en ny mulighed for de tre kvinder i 1948 og for mange andre kvinder siden da. Og kirken blev stående, selvom teologer så dens tårne falde og grundvolde vakle. I dag betragter de fleste af os det som helt naturligt, at præsten kan være en kvinde, samt at menighedsråd og bestyrelser har frihed til at vælge den præst de vil, uanset køn. Det jubilæum er værd at fejre og lære noget af. Når "det naturlige" forandrer sig, kan det være til det bedre.

Benedicte Hammer Præstholm er valgmenighedspræst og ph.d.-stipendiat