60-ÅRET FOR ordinationen af de første kvindelige præster har igen givet anledning til at rette opmærksomheden mod forholdet mellem mandlige og kvindelige præster i folkekirken. Tendensen synes klar. Stadigt færre mænd og flere kvinder på danske prædikestole.

Det er en udvikling, som er til at få øje på. Den forklares gerne med præsteembedets dårlige løn og faldende status i samfundet. I hvor høj grad denne udvikling er bekymrende eller uden synderlig betydning, skal jeg her lade ligge. En anden og mere alvorlig udvikling gemmer sig imidlertid bag kønsstatistikkerne. Det er nemlig ikke kun mænd, som fravælger teologistudiet og siden præsteembedet. Stadig flere dygtige unge mennesker af begge køn går i dag uden om folkekirken, når de vælger uddannelse og arbejdsliv.

Præsten er ikke længere en af samfundets få højtuddannede. Eliteuniversitetet er siden 1970’erne blevet erstattet af et masseuniversitet, der samler en efterhånden betydelig andel af hver ungdomsårgang.

FØR VAR TEOLOGI et oplagt studievalg for de godt begavede, de særligt engagerede, veltalende, menneskekloge, ildsjælene, der kan brænde for en sag. I dag bejler langt flere uddannelser og erhverv til netop den studentergruppe. Et akademikerproletariat er ved at udvikle sig. Præsten kandiderer til en bundplads i dette proletariat. Det er der flere grunde til.

Uddannelsen virker tung og utidssvarende. Lønnen og arbejdsforholdene er ringe. Præsten og dennes ægtefælle går desuden glip af den opsparing i egen bolig, som udgør den egentlige pensionsopsparing for de fleste danskere. Mulighederne for avancement og videreuddannelse er stort set fraværende. En lang række fag fører i dag til den engagerende og personligt udfordrende beskæftigelse, der før var forbeholdt præsteembedet.