Engelsk kirke overvejer kønsopdelte stifter

For at bevare enheden i Den engelske kirke og skabe et fristed for modstandere af kvindelige biskopper, overvejer kirken at oprette stifter baseret på køn frem for geografi

Engelsk kirke overvejer kønsopdelte stifter
Foto: stock.xchng.

Den engelske kirke er måske parat til at gøre op med hundrede år gamle traditioner.
 
Ifølge Times Online overvejer kirken, om der skal oprettes stifter baseret på køn, så modstandere af kvindelige biskopper har mulighed for at vælge et stift, der tilgodeser deres præferencer.
 
Vil undgå splittelse
Forslaget kommer som et forsøg på at redde Den engelske kirke fra splittelse, fordi millioner af konservative kirkegængere er imod ordination af kvinder.
 
Men forslaget risikerer at støde liberale kirkegængere fra sig, fordi de mener, at Den engelske kirke ikke skal tilbyde kompromisser, skriver Times Online.
 
Kritikere siger, at stifter baseret på køn vil medføre store mangler i stifterne.
 
Hensyn til modstandere
Det nye forslag blev sammen med en række andre forslag overdraget Den engelske kirkes biskopper fra en gruppe med Manchester-biskoppen, Nigel McCulloch, i spidsen.

I deres rapport kræver gruppen, at flertallet, som støtter ordination af kvinder, accepterer, at "den teologiske overbevisning hos dem, der ikke går ind for ordination af kvinder er inden for spektret af Den angelske kirkes lære og tradition".

De, der er af denne overbevisning, skal derfor have mulighed for at blive betjent af præster "på en måde, der stemmer overens med deres overbevisning", står der.

Baner vej for kvindelige biskopper
Rapporten tager nye skridt ved at fokusere på, hvordan kvinder kan blive biskopper snarere end på, hvorvidt de bør kunne blive biskopper. Tidligere forsøg er kuldsejlet på grund af problemet med at tage højde for modstanderne.
 
Selvom mere end halvdelen af de præstestuderende i England i dag er kvinder, er modstanden mod kvindelige biskopper ikke mindsket nævneværdigt.

Ifølge biskop McCulloch er det centrale aspekt for kirken, i hvilken grad den ønsker at rumme de forskellige teologiske synspunkter med hensyn til kvindelige præster og biskopper. 

Den engelske kirke diskuterer, om oprettelse af stifter baseret på køn kan være løsningen på modstanden mod kvindelige præster og biskopper. -
Den engelske kirke diskuterer, om oprettelse af stifter baseret på køn kan være løsningen på modstanden mod kvindelige præster og biskopper. - Foto: .