Et kuriosums bekendelser

I lyset af, at der i Bibelen også blev nævnt profetinder, der talte med myndighed, også til mænd (for eksempel Debora i Dommerbogen kapitel 4 eller Anna i Lukasevangeliet kapitel 2), fandt jeg denne forståelse sandsynlig.

Da nejsigerne tilsyneladende ikke tog højde for disse argumenter, fandt jeg ikke deres argumenter overbevisende. Desuden blev der af og til brugt knap så gode argumenter i debatten, for eksempel om, at det var imod "traditionen" (selvom man ellers altid forfægtede "Skriften alene"), eller om, at kvinden var "fritaget" for det belastende ansvar (det samme argument, som blev brugt mod kvinders stemmeret for 100 år siden!). Men skulle jeg overbevises om et nej, skulle det være ud fra Bibelen og ikke ud fra den slags argumenter.

I lang tid var jeg overbevist om, at det var bibelsk at sige ja til kvindelige præster. Men på et tidspunkt kom jeg i tvivl, om jeg var helt på vildspor. Alligevel kunne jeg ikke forlige mig med, hvis det skulle være et nej, der var rigtigt, men det er jo ikke et argument i sig selv mod et standpunkt, at man ikke bryder sig om det. Det blev til en større kamp, men da jeg ikke nåede til afklaring i første omgang, landede jeg for en tid på en mellemposition, hvor jeg hverken var helt sikker på det ene eller det andet, men lod spørgsmålet ligge lidt.

Med tiden blev jeg opmærksom på nogle vinkler på sagen, som jeg ikke helt havde set før. For eksempel det, at der ganske vist stod, at manden var kvindens hoved, men også, at Gud var Kristi hoved (Første Korintherbrev 11, 3.) Det slog mig da, at denne "hovedstruktur" måske i virkeligheden var et udtryk for menneskets gudbilledlighed. Gud sagde jo ved skabelsen: "Lad os skabe mennesker i vort billede", og skabte dem så som mand og kvinde. Og hvis det var de briller, man skulle læse Paulus' ord med, inklusive hans nej til kvindelige lærere i menigheden, så var det pludselig til at forlige sig med. For så var det ikke et spørgsmål om nedvurdering af kvinder, men om Guds kærlige skabervilje.

Som jeg kom til at forstå det, havde Faderen og Sønnen samme guddommelige væsen, som vi bekender det i den nikænske trosbekendelse, men forskellig funktion. Dette indebar, at Sønnen underordnede sig Faderen som sit hoved – uden at det på nogen måde betød undertrykkelse eller mindreværd, men derimod skete denne underordning i kærlighed, ligeværd og enhed.

Dernæst forstod jeg, at lige så lidt, som denne struktur i guddommen betyder mindreværd, betyder den det mellem kønnene. Ellers kommer vi til at begå en lignende fejl som oldkirkens arianere, som blandt andet mente, at Jesu underordning under Faderen måtte være tegn på, at han ikke var af samme guddommelige væsen som Faderen. Så en nedvurdering af kvinden på baggrund af Det Nye Testamentes tekster om underordning kunne vi kalde en "antropologisk arianisme", som for mig at se er lige så fejlagtig som et ja til kvindelige præster.

Tanken om, at den kristne er kaldet til at følge efter Jesus, gav mig også lys over sagen: Jesus underordnede sig sit hoved, Faderen, og vi kvinder får lov til at ligne ham i forholdet til vort "hoved" på samme ydmyge, kærlige og ligeværdige måde, som han forholdt sig til sit. På den anden side får mændene lov til at ligne ham i hans måde at være (kirkens) hoved på: i selvhengivende kærlighed og omsorg.

På den måde må vi som mænd og kvinder sammen følge ham, der tog tjenerskikkelse på og gav sig selv hen af kærlighed til os, og gensidigt tjene hinanden i de opgaver, vi hver især har fået. Tænker vi det sådan, bliver hovedstrukturen ikke tyranni, men en ordning, hvor de forskellige parter supplerer hinanden i kærlighed. Og underordningen bliver ikke væsensforskellig fra det tjenersind, Jesus gav os som forbillede, da han vaskede disciplenes fødder – noget, som vel næppe nogen ser noget undertrykkende i.

Det er ikke en måde, vi er vant til at tænke på i dag. Det kræver nogen øvelse, og det gjorde det også for mig. Men det var bestemt øvelsen værd.

Med hensyn til det eksegetiske fandt jeg frem til, at det var usandsynligt, at det i Første Timotheusbrev kun skulle dreje sig om vranglærende kvinder, når der også var vranglærende mænd, uden at de fik undervisningsforbud. Desuden virkede det usandsynligt, at de samme kvinder skulle tillades at være menighedstjenere, hvis de var vranglærere. (I de seneste år i folkekirken har vi set, at både en Grosbøll og en Ribers kan udbrede falsk lære, selvom de er henholdsvis præst og kirketjener.)

Efterhånden blev jeg afklaret med det nej, jeg var nået frem til – og at det ikke var en spændetrøje, men Guds velsignede ordning.

Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg med mit nej til kvindelige præster ikke mener, at kvinder er mindre kvalificerede til arbejdet, mindre intelligente eller lignende. Det drejer sig udelukkende om den før skitserede skaberordning.

Ligeså vigtigt er det at gøre opmærksom på, at det ikke er et "nej til kvinder i tjeneste", som flere fejlagtigt har udlagt det. Derimod er der mange tjenester og lemmer på legemet, hvor den ene ikke kan sige til den anden: "Jeg har ikke brug for dig". Eller: "Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet". (Første Korintherbrev 12, 21 og 15.) Der er ingen "trøstpræmier" i Guds riges arbejde! Derimod er der nok at gøre med hensyn til både mission, diakoni og meget mere.

For mit eget vedkommende vil jeg heller ikke tænke på det, at jeg ikke bliver præst, som noget negativt eller fokusere på det, jeg siger nej til at blive, men på de mange andre muligheder for at tjene Gud med frimodighed. Han har brug for både mænd og kvinder i sin tjeneste – og så stoler jeg på, at han også har en opgave til mig.

Da Jomfru Maria modtog sit kald til at blive Jesu mor, svarede hun: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!" Disse ord kan vi kvinder, teologer eller ej, også gøre til vore i dag: Det skal ske os netop efter hans ord, ikke imod hans ord, som hvis vi for eksempel går ind i en præstetjeneste – men stadig må vi være Herrens tjenerinder på så mange andre måder.

Anne Illeborg Riis er stud.theol. og medredaktør af bogen "Kvinder på Herrens mark", Forlaget Hovedland, 2007