Som politiker mente Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair, at hans personlige tro ville stå i vejen for budskabet. Han har forklaret, at religion i politik ses som noget, der skiller folk, er irrationelt og tilmed skadeligt.
Men efter han er trådt tilbage som premierminister, er han ikke alene konverteret til katolicismen, han taler også åbent om sin egen tro og om at knæle for Gud.
Gud er ikke en gammel klog mand oppe i himlen, men en sand kilde til livet. Gud er uselvisk kærlighed, tilgivelse og en grænseløs uddeler af nåde, fortalte Tony Blair i en nylig tale i Westminster Cathedral i London.
Hans nye åbenhed om religion betyder ikke, at han ser sig som en missionær.
Vi skal ikke pådutte andre vores tro, men vi skal heller ikke skamme os over at værdsætte og være stolte af vores tro, fortsatte Tony Blair.
Hvor hans egen tro nu er katolsk, så taler han samtidig åbent og klart om, at alle religioner nu skal arbejde mere sammen. Næste skridt er således en kommende international fond, som skal samle de forskellige trosretninger i kampen for en bedre verden.
Tony Blairs fokus på Gud og religion kommer også til udtryk i hans udnævnelse til gæsteprofessor ved det prestigefyldte universitet Yale i USA. Her vil han i det kommende akademiske år være en del af et kursusforløb, som undersøger forhold, som er relateret til religiøs tro og globalisering.
Dermed har han taget et markant skridt væk fra politikeren, som havde berøringsangst over for religion og særligt hans egen personlige tro.
Religiøs tro vil være af samme vigtighed i det 21. århundrede, som politisk ideologi har været i det 20. århundrede. I globaliseringens tidsalder er der ikke noget mere vigtigt end at få folk af forskellig religiøs og dermed kulturel baggrund til at forstå hinanden bedre, så vi kan leve i fred og gensidig respekt samt give troen sin rette plads i fremtiden, lyder visionen fra Tony Blair.
Fonden, The Tony Blair Foundation, vil samle kristne, muslimer, jøder, hinduer, sikher og buddhister, som er de seks store religioner i verden, og arbejde for en bedre forståelse af tro og religion i den moderne verden.
Som lakmusprøven på at det kan lade sig gøre, har Tony Blair udpeget FN's årtusindemål som afgørende. Disse mål dækker over en meget ambitiøs plan fra årtusindskiftet for at forbedre forholdene for de mest udsatte af jordens befolkning. Det handler om at bekæmpe sult, fattigdom, sikre uddannelse og bekæmpe sygdomme fra malaria til hiv/aids.
Det vil være et fantastisk billede på troen i arbejde, hvis vi kan forsøge at mindske afstanden mellem mennesker og vække verdens samvittighed, sagde Tony Blair.
Men han er også klar over, at nogle af målene ikke hænger naturligt sammen med alle religiøse opfattelser.
Uanset hvad dit synspunkt er omkring aids og brugen af kondomer og lignende, så kan vi faktisk få trossamfund til at arbejde sammen om at bekæmpe denne dræbende sygdom, men det bliver hårdt, argumenterede Tony Blair ifølge avisen The Times. Han opfordrer samtidig til ikke at blive fanget i en diskussion om doktriner.
Argumentet fra Tony Blair er, at religion skal ses som en løsning, men ikke et problem.
Men den fremtrædende historiker, samfundsdebattør og professor ved universitet i Oxford Timothy Garton Ash er ikke udelt begejstret for Tony Blairs initiativ.
Jeg mener, det er en god idé at engagere sig i religion på en intelligent og velvillig måde. Men jeg deler ikke Tony Blairs opfattelse, at tro i sig selv nødvendigvis er en positiv kraft i samfundet, understreger Timothy Garton Ash over for Kristeligt Dagblad.
Han peger samtidig på, at folk for 30 år siden sagde, at religion var døende, men at religionen nu tydeligvis er vendt mangefold tilbage.
Det er vigtigt at få en dialog mellem trosretninger. Men også mellem de religiøse og de areligiøse. Det er efter min opfattelse tilsvarende vigtigt, fastslår Oxfordprofessoren.
Han advarer samtidig mod, at politikere bliver dommere over religion.
Jeg tror ikke, det er politikernes eller statens opgave at fortolke, hvad der er sand eller falsk religion. Jeg finder det absurd, at personer, der ikke er eksperter eller for den sags skyld muslimer, kan sige, at islam er en hadfyldt religion eller en fredfyldt religion. Hvordan kan vi vide det? Men at fremme en dialog mellem religioner som ofte er skeptiske over for hinanden, er af det gode, tilføjer Timothy Garton Ash.
Netop den tværreligiøse forståelse står centralt i Tony Blairs argumentation.
I denne verden har religiøs overbevisning afgørende betydning for mange menneskers kultur og identitet. Men religion kan spille både en positiv og en negativ rolle, fremhæver Tony Blair.
På positivlisten er, når religion opfordrer til fredelig sameksistens, hvor folk af forskellige religioner mødes i respekt, forståelse og tolerance. Hvor folk kan bevare deres særlige identitet og stadig leve fredeligt sammen med andre. Negativt er, når religion bliver brugt til at definere, hvem der er anderledes, og ikke virker for at leve fredeligt sammen.
Han erkender, at religionen er under pres fra to fronter udefra og indefra.
En aggressiv sekularisme ser tro som en forhistorisk ting. Men vi er også under pres indefra, fra folk, der ser deres egen religion som noget der udelukker alle andre, påpeger Tony Blair.
Han har nu selv sat sig i spidsen for et arbejde, som skal arbejde for religionen og for at bruge religion som et værktøj for en bedre verden. Fra ikke at ville tale om religion har den tidligere premierminister foretaget et hamskifte til at fokusere på religion og sin egen personlige tro.