FORSIDE DANMARK UDLAND KIRKE OG TRO KULTUR REJSER SENESTE NYT
Kirke & tro

Stilhedens munk blev breaking news

08. maj 2008 00:00 Der er i de sidste tre år opstået stor opmærksomhed omkring den tidligere så tilbagetrukne engelske munk abbed Jamison, og han rejser nu fra land til land med sit enkle budskab: Ligesom munke kan også almindelige mennesker i dagligdagen finde deres eget hellige rum i stilhed og selvfordybelse

Share
Debat (1)
Læs også
Claus Vincents
Claus VincentsArtikler
Profil
Udskriv
Tip en ven
Billede
Christopher Jamison er blevet en populær foredragsholder i mange lande, efter at han blev landskendt på BBC som lederen af klostret Worth Abbey i en udsendelsesrække, som trak millioner af seere. – Mette Frandsen.

Budskabet er måske ikke så overraskende: I stilhed og selvfordybelse finder vi vores sande jeg, som Gud har skabt det. Mere overraskende er det måske, at den katolske abbed Christopher Jamison vil have os alle til at blive munke i vores eget liv, bare fem minutter om dagen. I hvert fald slog han som katolsk munk igennem for tre år siden i BBC’s bedste sendetid, da tre millioner seere aften efter aften sad klistret til skærmen for at følge, hvordan klosterliv anno 2005 så ud i hans kloster.

Den efterhånden verdenskendte benediktinermunk Christopher Jamison har været på kort visit i Danmark for at tale om sin bog ”At finde et helligt rum – klostervisdom for moderne mennesker”, som netop er blevet tilgængelig på dansk. I en kort session i Helligåndshuset i København, hvor Christopher Jamison fremlagde sine pointer om moderne kristentro på baggrund af årtusind gamle munkeregler, fortalte han, at sidst han var i København som ung, brugte han det meste af sin tid i Tivoli og ingen tid i kirkerne – denne gang skulle det være lige omvendt.

Som almindelig læser stiller man sig måske lidt tøvende over for budskabet i Christopher Jamisons umiddelbart selvmodsigende bogtitel, men med et mediebevidst foredrag og en god portion engelsk humor så begynder den engelske munks iagttagelser at skabe mening.

Annonce
Vi spoler lige filmen tilbage til dengang, det hele begyndte, i maj 2005 på BBC. Over tre dage blev der sendt et dokumentarprogram – reality-tv – om fem engelske mænds 40 dages ophold i abbed Jamisons kloster, Worth Abbey i West Sussex. De skulle leve efter alle gældende klosterregler og fik hver en åndelig vejleder. Ikke uden effekt, viste de tre programmer, for eksempel blev en af deltagerne direkte omvendt, en anden har besluttet sig for at blive præst, og en tredje er blevet kirkegænger – for alle fems vedkommende blev de gennem klostrets åndelige praksis konfronteret med barndomstraumer og indre dæmoner og lærte at bekæmpe dem.

Tre millioner englændere fulgte udsendelserne, og munkene i klostret fik en anderledes åbenbaring: Ældgamle klosterregler beregnet på tilbagetrukne munke kunne bruges den dag i dag af almindelige mennesker uden for klostrets tykke mure. I dag valfarter mennesker som aldrig før til klosteret og retræteopholdene er booket et år frem i tiden.

Og det er så det, Christopher Jamison gør i dag: Rejser verden rundt og fortæller, at vi alle uden undtagelse dybt nede i vores bevidsthed har brug for stilhed og selvfordybelse for at finde vores sande jeg, det jeg, som Gud har skabt. Det er en måde at lukke Gud ind i vores tilværelse på, en tilværelse, som ellers holder åndelighed og spiritualitet væk, fordi der ikke er plads blandt stresset travlhed, karriereløb og en opslugende forbrugerkultur. Christopher Jamisons enkle pointe er, at selv det travle storbymenneske kan beslutte at skaffe sig selv – og muligvis familien – stilhed og selvfordybelse bare fem minutter om morgenen og fem minutter om aftenen for på den måde at komme nærmere til Gud. Præcis som den hellige Benedikt (stifter af Benediktinerordenen) for næsten 1500 år siden lærte sine munke langsomt at skrabe selvforstillelsen væk og dermed også de utilsigtede bolværker og masker, som vi ubevidst har opbygget, og som holder Gud ude.

Christopher Jamisons bog handler om Sankt Benedikts gamle klosterregler, og hvordan de har relevans for mennesker i dag – også uden at de behøver at gå i kloster. Bogen er blevet til på baggrund af reality-serien fra hans kloster, men var der ikke bare tale om endnu et producerskabt reality-show som Big Brother og Robinson-ekspeditionen?

– Det kan godt være, at tv-stationens marketing hævdede det for at gøre seerne interesserede i programmet. Men faktisk er der meget stor forskel på det almindelige reality-tv og klosterserien. Munkene bestemte, hvad der skulle ske. I andre programmer er det producenterne. Det var et nøglespørgsmål, da vi planlagde programmet, og vi blev enige om, at tv-instruktøren ingenting skulle bestemme. Derfor blev det ikke reality-tv, men live-tv, siger Christopher Jamison.

Programmets succes og klosterlivets dybe indvirkning på de fem deltagere overraskede alt og alle – herunder også klostrets munke – og opfølgende blev Christopher Jamison opfordret til at nedskrive klosterreglerne i en moderne sammenhæng – de så jo ud til at virke. Abbed Jamison mener, at den kristne kirkes klostertradition har en evne til at tale ind i vore dages samfund på en måde, som andre af kirkens mere almindelige traditioner ikke formår. Man kunne spørge, om det at skrive en bog om katolske klosterregler ikke bare er en smart måde at propagandere for den katolske kirkes værdier på?

– Bogen er evangelisation gennem en opfordring til mennesker i samfundet om en ny, kristen selvfordybelse. Det er jeg helt åben omkring. Bogen er et tilbud om at blive medlem af et verdensomspændende kirkeligt fællesskab. Mange mennesker udvælger sig en snæver vennekreds, som de måske svigtes af en dag. Men de viger tilbage for at engagere sig i et bredere og mere ægte fællesskab, fordi det består af anderledes mennesker, som man måske oven i købet ikke er enig med, siger Christopher Jamison og fortsætter:

– På samme tid anerkender bogen, at mennesker i dag kommer til kirken på mange forskellige måder. Vores opgave er at fortsætte vores arbejde på lige så mange forskellige måder, men ikke forvente, at kirken vil blive en stor aktivitet i menneskers liv. Mange mennesker ser kun kirken gennem pressen. Jeg vil ikke kritisere pressen, men kirkens mangel på tidssvarende kommunikation. Set i det lys er bogen et ydmygt og anderledes forsøg på at skabe opmærksomhed omkring kirken.

vincents@kristeligt-dagblad

Bogen ”At finde et helligt rum” er udgivet på forlaget Boedal og anmeldes i Kristeligt Dagblad på lørdag

Læs mere om spiritualitet på www.kristendom.dk

Kommentér denne artikel Share


Mest læste
Præster er bange for at tale om Helvede
Bevidstløse patienter taler med hjernen
Biskop blåstempler halalkød
Momssag kan slå bunden ud af velgørenhed
Klapjagten på de troende er sat ind
 

 
Flere nyheder? Tilmeld dig vores nyhedsbrev


E-mailadresse:


 



 



 



 
Label Mest læste Danmark
Label Mest læste kirke og tro
Label Mest læste Liv&Sjæl
 
Label Mest læste udland
Label Mest læste kultur
Label Mest læste debat

Temaer fra Kristeligt Dagblad

Temaer fra religion.dk

Temaer fra kristendom.dk


 
 
 
 
 
 

Afstemning

Er det i orden at holde kønsopdelte forældremøder i folkeskolen?

Ja
Nej
Ved ikke

 
 
Seneste artikler på Kristendom.dk
- Fasten er en chance for at komme tæt på Gud
- Vi må give afkald på hævnen
Kristne tilbyder meditation i frokost-pausen
Deltag i fastelavnskonkurrence
Mirakuløs medalje skal beskytte mod det onde
Hvad ved vi om spyddet i Jesu side?

 

Nyhedsbrev

Ja tak, send mig dagens nyheder på e-mail


E-mailadresse: