Hvordan afspejler troen sig i din hverdag?

– Jeg beder, og jeg både taler og skændes meget med Gud. Jeg synes nogle gange, at han skal svare med både tegn og tilrettelæggelser ud fra mine egne behov, men det gør han ikke. Og med årene er jeg blevet klogere. Jeg ser, at tingene ændrer sig på andre måder, end jeg havde forestillet mig, og på den lange bane er det som regel til det bedre. På den måde har jeg lært at afstå fra at bruge Gud som en automat: Put en bøn ind og træk et selvvalgt svar.

Hvordan spillede troen ind, da du valgte at blive galleriejer og sælge kristen kunst?

– Jeg har jo slet ingen kunstnerisk baggrund. Idéen med galleriet startede faktisk med, at jeg skrev en bog om krucifikser. I arbejdet med bogen kom jeg i kontakt med moderne kirkekunst og kunstnere i Danmark. Her oplevede jeg, at kunstnerne var ved at opgive at lave kristen kunst, fordi de følte sig oversete, og at hele området lå spredt i atomer. Jeg følte på det tidspunkt, at opgaven med galleriet blev sparket hen til mig. At det var min opgave at samle trådene for kunstnerne.

– Jeg har ikke hørt en stemme fra Gud, der sagde, at ”nu skal du åbne et galleri”, men det var en meget stærk indre fornemmelse, som jeg opfattede som et kald. På det tidspunkt fik jeg også et syn. Det skete en dag, da jeg bad. Jeg så et hvidt kors med et fantastisk lys, som blev løftet op. Nogle ville måske sige, at jeg havde fået kors på hjernen, fordi jeg arbejdede med bogen om krucifikser, men sådan oplevede jeg det ikke. Det var et helt konkret syn, som jeg har båret i mig siden.

Det var et kald, at du skulle åbne galleriet. Har du tvivlet i løbet af processen?

– Det har været enormt hårdt at åbne galleriet. Der har været så mange fordomme, og så meget krævende arbejde. Det har medført en helt ændret livsstil og en masse afsavn. Mange gange har jeg tænkt, at det har været uretfærdigt hårdt. Men det har ikke fået mig til at tvivle på Gud. Derimod har jeg løbende tvivlet på, om jeg har gjort det rigtige, eller om jeg har misforstået opgaven. Det føltes ubærligt, hvis jeg skulle svigte den opgave, som Gud har givet mig.

– Så i de perioder, hvor det er rigtigt hårdt, siger jeg til ham, at han ikke kan være bekendt at give mig så urimelige vilkår. Nu er jeg ved at have indset, at Gud netop også er for dem, der svigter, og for dem, der ikke magter det. Det har givet mig ro.