Der er mere end 75 millioner besøg i de danske skove årligt, og tallet er stigende ifølge forskningscentret Skov og Landskab under Københavns Universitet, som løbende analyserer danskernes brug af naturen. Også Skov- og Naturstyrelsen, der er en styrelse under Miljøministeriet, har kunnet registrere danskernes øgede forbrug af naturoplevelser: Oplaget på Styrelsens vandretursfoldere, som findes i statsskovene, er steget støt over en årrække og nærmer sig i dag to millioner eksemplarer.

– Vi går hyppigere i skoven end tidligere, men vi er der i kortere tid, end da vi lavede de første målinger af vores brug af skoven i 1970’erne. Dengang var det typisk en stor familie, som tog i skoven. I dag kommer man alene eller med en eller to eller i en stor gruppe, hvor man motionerer eller på anden måde deltager i en planlagt aktivitet, siger forstfuldmægtig Lars Bendix Poulsen fra Skov- og Naturstyrelsen.

Et billede af udviklingen i danskernes brug af skoven får man i Haderslev. Da man i 1992 anlagde Haderslev dyrepark blev der indbygget tælleapparater, som registrerer hvor mange, der går gennem de røde porte. Fra 1992 til i dag er antallet af årlige besøg i haven steget fra nul til langt over 100.000. Fra april 2007 til april 2008 satte dyrehaven, som er Danmarks næststørste, rekord med cirka 150.000 besøgende. Der er ikke langt fra Haderslev by til dyrehaven og dermed opfylder skoven en af de kvaliteter, som de fleste vægter højt, når de afgør sig for, om de vil i skoven eller ej.

To ud af tre ture går til den skov, som vi har i nærheden af vores bolig. Skal man bruge mere end et kvarter på transport, så kommer man ikke af sted. Tilgængeligheden anses også for en væsentlig grund til, at Dyrehaven nord for København, er Danmarks mest besøgte skov. 7,5 millioner kommer i Dyrehaven hvert år.

Det fremgår også af Skov- og Naturstyrelsens statistikker, at vi bliver stadig mere målrettede i vores brug af skoven. Engang var en fremkommelig skovsti og en bænk alt, hvad der skulle til, for at trække familien i skoven, men siden 1970’erne er vores naturforbrug blevet mere forskelligartet.

– Forskellige grupper har forskellige ønsker til, hvordan de gerne vil bruge skoven. Vi har fået langt mere alsidige tilbud, men samtidig også flere eksempler på konflikter mellem skovgæster, siger Lars Bendix Poulsen.

Som eksempler på, hvordan vores brug af skoven er blevet mere målrettet, nævner han de særlige ruter, der de seneste 10 år er indrettet, beregnet til kørsel på mountainbike i statens skove. Et andet eksempel er hundeskovene. Der er mere end 150 hundeskove, hvor hundeejerne kan lade hunden gå løs. Et tredje eksempel er overnatningspladserne i skovene og ved kysterne, som er blevet anlagt de senere år. Sammenlagt er der over 700 større og mindre primitive lejrpladser. Årets nyhed er primitive lejrpladser for kanofolket ved flere åer og fjorde.

Endnu et eksempel på, hvordan brugen af skoven bliver målrettet, er en kampagnen for at få danskerne til at bruge skoven som fitnesscenter. Skov- og Naturstyrelsen samarbejder med Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse om projektet ”Get moving”, hvor der laves sundhedsstier i skovene. Noget af det næste, man håber at kunne tilbyde er bedre forhold til kvindelige løbere. De vil gerne løbe i skovene, men de vil vide nøjagtigt, hvor langt de har løbet. De 25- til 35-årige kvinder efterspørger mærker, som undervejs markerer, hvor mange meter de har løbet.

– Vi vil også se på, hvad vi kan gøre for at give tilbud til dem, der ikke dyrker motion i dag, men i øvrigt gerne vil. Det kan for eksempel være de 30-45-årige med børn, siger Lars Brix Poulsen.

Og skal man tro fremtidsforskningen, så vil skoven i fremtiden blive endnu mere målrettet brugernes forskellige behov. Liselotte Lyngsø fra firmaet Future Navigator ApS mener, at fremtidens skov skal være mere iscenesat, så overgangen fra byrum til naturrum ikke bliver så stor.

– Skoven må gøres mere praktisk og serviceminded, så flere kan komme ud i den. Som det er i dag, er skoven for langt de fleste større i vores drømmeunivers end i virkeligheden. Vi drømmer om skovtur, men sandheden er, at vi kun sjældent får udlevet vores picnic fantasier, siger hun og foreslår oplyste løberuter, bedre skiltning og mulighed for at koble sig på internettet i skoven.

– Vi ved, at vi tænker bedre, hvis vi bruger hele kroppen, og samtidig har vi aldrig været mere stillesiddende end i dag, hvor mange har deres job ved en computer. Derfor vil flere søge ud i skoven for det psykiske og fysiske velvære. Vi har allerede fået begrebet ”walking coaching”, hvor du går med din coach. ”Walking lunch” er et andet spirende fænomen, som passer til en tid, hvor vi skal have afveksling fra det stillesiddende, siger hun.

Er fremtidens skov et sted, hvor man kan høre træerne springe ud, eller en skov med tælleapparater og mulighed for opkobling til internettet? Begge dele. Ifølge lektor i miljøpædagogik, ph.d. Jeppe Læssøe fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, bruger vi i dag primært skoven til at træde ud af hverdagen og ind i et rekreativt rum. Han har tidligere lavet en interviewundersøgelse om danskernes forhold til og brug af naturen.

Hans dybdegående interview viser, at danskerne føler sig forbundet med naturen. De fleste voksne har det med skoven som med deres barndomshjem. Vi har forladt det, men vi ser helst ikke, at der forandres for meget. Og ligesom vi kan finde frem til en kerne i os selv ved at tænke på barndomshjemmet, så er naturen et sted, hvor vi kan finde os selv.

– Hjemme og på jobbet er vi pressede, og det kan være svært at finde fred og ro til det mere kontemplative og afstressende. I naturen er der et rum for det rekreative, hvor du kan være i nuet og få flow-oplevelser, hvor du glemmer tid og sted og bare er, for flow er det modsatte af stress. At gå en tur ved stranden eller i skoven er en meget intens måde at rekreere på. I et tætpakket liv kan det være en god måde til hurtigt at komme til hægterne på. Derfor tror jeg også, at vi ser, at der er større besøgstal i de danske skove, siger han.

Fra sine undersøgelser af vores brug af naturen ved han, at de fleste af os har svært ved at sætte ord på den daglige naturoplevelse. Men vi har ikke svært ved at tale om ekstraordinære naturoplevelser.

– De fleste af os kan tænke tilbage på særligt stærke naturoplevelser, som har en nærmest mystisk karakter, hvor man oplever sig som ét med universet, siger han.

For nogle år siden viste en Gallup-undersøgelse, at mange danskere har en religiøs grundstemning i forhold til naturen. Af undersøgelsen fremgik, at 80 procent af danskerne ikke troede på Gud, men 80 procent troede på en kraft i naturen eller i universet. Ifølge Jeppe Læssøe kan vi få såkaldte numinøse oplevelser i naturen, hvor vi erfarer vores egen ubetydelighed i forhold til oplevelsen af en udefra strømmende magt.

– Når solen står gennem løvet, kan man få en slags overnaturlig oplevelse. Jeg kender det også fra mig selv og vil kalde det en religiøs oplevelse, selvom jeg samtidig er ateist, siger han.

Som præst har Elisabeth Lidell også hørt mennesker beskrive religiøse oplevelser i naturen. Hun mener, at skov og strand for mange er mødestedet mellem Gud og menneske. Det blev tydeligt for hende, da hun i forbindelse med en studiekreds om troserfaringer bad deltagerne sætte ord på deres første erfaring med Gud. Langt de fleste beskrev i den forbindelse naturoplevelser.

Selv er hun ingen undtagelse. Hun voksede op som præstedatter i Marstal og begyndte tidligt at strejfe rundt på Ærø. På en mark ikke langt fra Marstal havde hun sin første gudserfaring. Hun lå med ryggen mod markens muld og hørte lærkerne, lugtede muldjorden, og det var, som om hun var ét med det hele.

– Mens jeg lå der og mærkede solens varme, hørte køerne og duftede mulden, så fik jeg en stærk erfaring af Guds nærvær, siger hun.

Da hun kom hjem til præstegården, fortalte hun ikke nogen om oplevelsen på marken. Det var først i forbindelse med studiekredsen, at hun blev sendt tilbage på mulden på marken ved Marstal.

Da hun skulle i gymnasiet, kom hun på Nyborg Pigekostskole. Her stak hun nogle gange af ud af vinduet og strejfede omkring i naturen. Det skete også, at hun valgte at overnatte i skoven.

– Jeg måtte ud. Jeg har altid følt mig hjemme i naturen, siger hun.

Når hun kom hjem på weekend i præstegården i Marstal, kunne hun finde på at sige til sin far, at hun hellere ville gå en tur ved stranden end at gå med i kirke.

– For mig var det lige så meget gudstjeneste at gå tur på Strandodden som at sidde i kirken. Min far forstod mig ikke og spurgte, om jeg var blevet panteist. Det kunne jeg klart svare nej til. Jeg troede ikke, at Gud og skaberværket var ét, siger hun.

Hvidtjørn og gyvel dufter sødligt, krydret i den natur, som Elisabeth Lidell beskriver som Guds grønne katedral. Mens vi betragter solstrålernes spil i Kattegat, kommer et marsvin til syne. Da vi et øjeblik efter står klar med kikkerten for at se nærmere på hvalen, er dyret væk. Men spørgsmålet, som Elisabeth Lidells far i sin tid stillede datteren, er der stadig.

– I dag ville jeg svare min far, at jeg tror på panenteisme: Jeg tror på, at Gud bor i skaberværket, og at vi og alt og alle bor i Gud. Vi kan ikke se Gud, men se Guds spor i naturen. Kristen mystik er at sige ja til det guddommelige nærvær i skaberværket, siger hun.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk