FORLEDEN DAG TALTE JEG længe med en ung muslimsk kvinde. Hun fortalte, at det en dag, da hun var 16 år, pludselig stod hende klart, at hun ville bære tørklæde. Fra den ene dag til den anden traf hun denne for hende meget afgørende beslutning. Som sagt så gjort.

Forældrene og de ældre søskende forsøgte at tale hende fra beslutningen, da de syntes, hun var for ung. Men hun havde truffet sin beslutning, eller ”valgt den vej”, som hun sagde, og som hun vidste var den rigtige. Så måtte hun modstå verdens modstand og forresten bede storesøsteren om hjælp til at sætte tørklædet korrekt.

”Hvis Danmark indfører tørklædeforbud, rejser jeg fra Danmark,” sagde den nu veluddannede kvinde.

Og det er vel netop et af problemerne, at hetzer vi det muslimske tørklæde, så rejser de mest veluddannede kvinder, som sagtens kan finde arbejde andetsteds. Og dermed rejser de, der ønsker at kæmpe med åben pande og stå ved det, de tror på.

De, der derimod er parat til at fornægte det, de tror på, forbliver i Danmark sammen med dem, der bevidst og ud fra et gustent overlæg spiller komedien, og lader som om de indordner sig, de bliver. Og det er jo kun tilsyneladende, at de indordner sig, for man kan jo ikke tage troen fra en overbevist muslim ved at forlange, at hun skal smide tørklædet.

Konsekvensen af et tørklædeforbud for alle eller bestemte grupper kan altså blive, at vi kommer til at tage afsked med nogle af de dygtigste og mest ærlige kvinder, mens de, der lader sig undertrykke og de, der er parat til at optræde på skrømt, vil forblive i landet. Er Danmark virkelig bedst tjent med det?

Allerede Grundtvig understregede i sin argumentation for religionsfriheden, at den, der undertrykkes i sin tro, vil blive endnu mere ivrig i trosudøvelsen. Det, der møder modstand, bliver for nogle endnu mere kært. Det har kristne til fælles med muslimer.