En ommer Birte Rønn

Kirke- og integrationsminister Birte Rønn Hornbech blander sig nu kraftfuldt i debatten om de islamiske tørklæder såvel det offentlige rum som i det offentliges rum.

– Tørklædet er i debatten blevet et fjendebillede og en mistænkeliggørelse, der efterhånden retter sig ikke blot mod muslimer, men mod alle troende, siger Birthe Rønn Hornbech.

Forkert grundlag

Birte Rønn anlægger imidlertid en ganske fejlagtig anskuelse på den aktuelle tørklædedebat, når hun hævder at fjendebilledet mod det islamiske tørklæde nødvendigvis retter sig mod alle troende. Sådan er det ikke, fordi vi har religionsfrihed og derfor også retten til at vælge hvilken religiøse fortælling vi hver især foretrækker.

Det valg respekteres naturligvis i det omfang det valgte religiøse ståsted ikke på afgørende områder strider imod, eller er inkompatible med gældende samfundsorden eller retsorden.

I det omfang man vælger sin religiøse overbevisning i islam, opstår selvsagt mange problemer, fordi lovreligionen islam er politik, og den islamiske politik er religion.

Islamisk totalitarisme

Spørgsmålet er, om det er os der ikke er indstillede på islamisk totalitarisme i vore fælles offentlige rum, eller det offentliges rum der skal trække ud i vigesporet, for at give plads.

Det offentliges rum, beskæftiger sædvanligvis mennesker der er velvalgte og kompetente i ansættelser som tjenestemænd, eller på tjenestemandslignende vilkår. Sådanne ansatte gør tjeneste for staten eller kommunerne. Og disse ansatte skal i mødet med borgerne, virke neutrale i deres fremtoning.

Ganske ofte har disse ansatte en myndighedsudøvende funktion i mødet med borgeren. Det er klasselæren der afgør hvilken karakter der bevirker videregående uddannelser hos mødepligtige elever. Det er parkeringsvagterne, sygehuspersonalet, dommerene osv. Medborgere der qva deres ansættelser udøver en vis indflydelse i deres vurderinger og bedømmelser af medborgere, hvis frivillige deltagelse selvsagt ikke ved ethvert møde med øvrighedspersoner, altid kan være frivilligt valgt eller helt ligeværdigt.

Det er her spørgsmålet bliver relevant at diskutere: Nemlig hvilke uartikulerede politiske og religiøse holdninger der med rekvisitter kan tillades de myndighedsudøvende at promovere i deres embedsudøvelse.

De, som under garantier om religionsfriheden, personligt tilvælger sig en religion der er politisk, og en samtidig politik der er religiøs som lovreligionen islam, kan ikke forvente, uimodsagt at kunne hvile med et ben i hver lejr.

Tørklæderekvisitten

I de kanoniserede tekster står, at profeten Muhammed skal fortælle til sine hustruer og døtre , at de skal dække sig til for at kunne kendes og for at der ikke skal overgå dem noget...

Det er nøjagtigt disse forlangender fra den lovreligiøse tekst der afgør, at vi ikke ser allehånde hattedamer i gadebilledet - men de tørklædeklædte muslimske kvinder. På en og samme tid skal kvinden med sit tørklæde indadtil blandt ånds- og kampfællerne udtrykke sin synlige loyalitet, hvilket ikke er helt irrelevant, når man betænker hvorledes islam er designet til indtrængen, bemægtigelse og ekspansion i ethvert ikke-islamisk samfund.

Og udadtil, overfor enhver beskuer, skal den muslimske kvinde med sin gudsbefalede tørklæderekvisit signalere, at denne muslimske kvinde er noget særligt ophøjet, agtværdigt og ubesmittet rent, i relation til enhver ikke-islamisk kvinde.

En ting er, hvordan Birte Rønn Hornbech overhovedet kan undgå at se det helt urimelige i, at myndighedspersoner med sådanne uartikulerede fordomme udstrålende fra hovedbeklædningen, skal kunne møde sine ikke-islamiske medborgere i embeds medfør. Noget andet er, at der med den samtidigt signalerede islamisk forankrede loyalitet overfor ånds- og kampfællerne, principielt skabes begrundet tvivl hos ikke-islamiske medborgere om, hvorvidt der i de mange skøn der ofte skal foretages i sagsbehandlingen, ikke også udvises størrer loyalitet mod islam og åndsfæller, end overfor en ikke-muslims fremtidige skæbne.

Når man er parat til med den foreskrevne tørklæderekvisit, at promovere den politiske religion på hovedet, fordi man ved islamisk lov er blevet pålagt dette, hvilke andre påbud i omgangen med ikke-muslimer som er nedfældede i de hellige tekster, vil da ikke kunne finde vej i de myndighedsudøvendes sagsbehandlinger?

Uanmeldte demonstrationer

Hvis man i enhver anden sammenhæng med sine rekvisitter ville promovere tilsvarende politiske manifestationer i det fælles offentlige rum, ville man være nødsaget til at foretage anmeldelser af sådanne organiserede politiske indlæg i den demokratiske debat, ved behørig anmeldelse til det stedlige politi, mindsat 24 timer forud for demonstrationernes afvikling, Birte Rønn Hornbech.

Og jeg ved ikke om selvtægt - altså de mange daglige uanmeldte demonstrationer af uartikuleret, organiseret islamisk nedladenhed overfor vore kultur, vore religion og vi vantro medborgere - skal nyde direkte fremme, ved eftergivende blot at anerkende den ensidigt islamisk forankrede undtagelsestilstand fra gældende regler om anmeldelse af demonstrationer.

Og jeg tvivler ærligt talt på, at nogen med forankring i nogen form for fornuft, vil billige sådanne uanmeldte demonstrationer afviklede i arbejdstiden, uden at sådanne manifestationer må overvejes som begrundelse for øjeblikkelig bortvisning fra jobbet som ansat myndighedsudøvende i det offentliges rum.

Uden at ville være vulgær ligger det dog snublende nær at fremhæve en anden persongruppe, hvis beskyttelse nemlig også er sikret gennem bestemmelserne om seksuelle orienteringers ligeværdighed: Hvordan ville man have det med at lade sig sagebehandle af en kvinde, hvis seksuelle orientering som lesbisk føltes naturligt og rigtigt for hende at promovere, ved at iføre sig en heftig påspændings-dildo i arbejdstiden og under møde med borgere der skal undervises, behandles eller hvis sager skal vurderes eller dømmes?

Ville man tillade det?

Nej, man ville måske synes det var et morsomt indslag i en behørigt anmeldt og lovligt afviklet demonstration. Man ville som borger tillige have muligheden for at undgå mødet med demonstrationen, når den på forhånd har været omtalt i medierne. Og man ville eventuelt kunne etablere mod-demonstrationer, hvis man mente at ville modsige de fremførte manifestationer.

Hverken moddemonstrationen, eller valget af alternative ruter gennem byen, er muliggjorte i mødet med den politiske islams uvarslede demonstrationer i det fælles offentlige rum. Eller i det offentliges rum.

Og ingen af delene er selvsagt tilrådeligt i mødet med den politiske islams demonstranter, der i det offentliges rum som offentligt ansatte, med deres uartikulerede fremsatte politiske apartheid- og islamiske totalitarismelængsler, promoverer tørklæderekvisitten.

Ingen heller etablerer selvsagt en moddemonstration i mødet med en dommer, en læge, en lærer, en sagsbehandler eller alle de andre myndighedsudøvende. Endsige undslår sig mødet med disse for at undgå det uartikulerede overgreb fra sådanne offentligt ansatte, ulovligt demonstrerende. Disse personer mødes ganske ofte under en mødepligts-form der reelt ikke muliggør undvigemanøvre.

Det kan være højst illustrativt at prøve at kontrastere det faktuelle indhold og de sproglige virkemidler i lederen "Tørklædeligt" med det fænomen der kendes som "virkeligheden".

"Det er ligegyldigt, om dommeren hedder Freja eller Fatima, og om betjenten hedder Anders eller Ahmed".

Her opstilles en ukorrekt problemstilling gående på anderledeshed, afspejlet i navne. Den virkelige problemstilling er religionen/ideologien islam, og de konsekvenser som dette trossystem - en komplet pakke omfattende også juraen - erfaringsmæssigt har haft på de samfund hvor den har slået rod. Hvorfor forfalder lederskribenten til feelgood-problematik om anderledes navne?

"Dansk Folkeparti er naturligvis imod og har puffet til fremmedhadet med en reklamekampagne iført burkaklædt dommer, hvilket slet, slet ikke er på tapetet, og Socialdemokraterne har trampet godt og grundigt rundt i, hvad de skulle mene i den forløbne uge".

At tillægge en modstander synspunkter han ikke har kaldes en "stråmand", og afslører mangel på argumenter. Dansk Folkepartis retorik handler stort set kun om islam, som ikke i sig selv har noget med "fremmedhad" at gøre. Er Abdul Wahid Pedersen og Abdallah Andersen og Bettina Meisner "fremmede", Birgitte Stoklund Larsen? Annoncekampagnen kan lige så vel handle om glidebanen mod islamisering. Hvorfor tror lederskribenten at Atatürk forbød tørklæder hos offentligt ansatte tyrkere? Skyldtes dette "fremmedhad"?

"TØRKLÆDET ER ET uhyre komplekst symbol, og det vækker stærke følelser. I én sammenhæng kan det være helt ligegyldigt, mens det i en anden sammenhæng kan være en afgørende faktor. Nogle opfatter det som udtryk for kvindeundertrykkelse, mens andre ser det som udtryk for en stærk, personlig beslutning".

"Uhyre komplekst" er en retorisk undvigemanøvre. Bortrelativisering. Birgitte Stoklund Larsen, vold, mord, og skamfering af ansigtet med syre kan ikke bortrelativiseres i "kompleksitet". Dette er virkelighed. Forhold dig dog til denne. "Vækker stærke følelser" - ja, den gule jødestjerne vækker også stærke følelser, og bør også gøre det.

"Også folkekirkekristne risikerer at ryge i taleban-kassen, hvis det er de briller, man tager på".

Jeg forstår slet ikke at du kan få dig selv til at skrive dette. Hvor er de folkekirkekristne der ønsker demokratiet afløst af religiøst diktatur? Hvor er de folkekirkekristne der benytter sig at bomber og mord?

"...Danmark er et land med grundlovssikret ret til frihed i religionsudøvelsen. Den frihed bør også følges af en rummelighed og respekt i forhold til andre og anderledestroendes ret til at udøve deres religion. Med de symboler, der nu følger. Kors, kalot og turban. Og det forkætrede tørklæde".

Dine argumenter kan kun have vægt, hvis du forholder dig til hele virkeligheden. Her kommer du ikke med så meget som en antydning af hvordan religionsfriheden kan overleve en udfordring fra en global, voldelig ideologi der ønsker at afskaffe religionsfriheden. Du ignorerer denne problemstilling, og dækker dig bag kønne ord om smukke idealer.

"Den rådvilde og skingre tone"

Aaaah, der var den igen: Tonen. Hvilken "tone" skriger en kvinde i, når hun bliver dræbt af sin familie for at blive for dansk, hvilken "tone" skriger hun i når hun får sprøjtet syre i ansigtet? Lederskribenten beskæftiger sig ikke med den grimme virkelighed.

Må man foreslå de der ønsker at forholde sig til virkeligheden - lederskribenten gør åbenbart ikke - at prøve at google "acid attacks" eller "women islam acid", uden citationstegn. Pas på, der er nogle ualmindeligt modbydelige billeder af hvordan kvinder bliver afstraffet i muslimske lande.

Billeder af tyrkiske teenagepiger der fik sprøjtet syre på benene for ikke at være tilstrækkeligt tilslørede:

http://www.thememriblog.org/turkey/blog_personal/en/5432.htm

Kvinder i Gaza truet til at bære hijab:

http://www.jpost.com/servlet/Satellite?cid=1164881802888&pagename=JPost%2FJPArticle%2FShowFull

Syreangreb på irakiske kvinder, tusinder af kristne kvinder tvunget til at tilhylle sig efter islamiske forskrifter:

http://www.opendemocracy.net/conflict-iraqconflict/women_2681.jsp

UK: Skjult kamera i Channel 4-dokumentaren “Undercover mosque” - en imam opfordrer til vold mod kvinder uden tørklæde:

http://www.channel4.com/news/articles/dispatches/undercover+mosque/158390

Virkeligheden, Birgitte Stoklund Larsen. Skulle en lederskribent ikke forholde sig til denne, i stedet for at bruge plusord og retoriske undvigemanøvrer?

Det' ærgerligt at du ikke bliver lige så træt af at copy-paste den samme trivielle smøre ind i allemulige diskussioner, som andre bliver af at se dig gøre det.