En af Tysklands mest truede jøder har haft bodyguards, der sympatiserer med nynazisterne
De juridiske myndigheder i Tyskland har afsløret, at en række af de bodyguards, som var udpeget til at beskytte embedsmænd i de jødiske kredse i Tyskland, sympatiserer med nynazisterne. Det skriver den jødiske webside
Jewsweek.com.
Livvagterne har været ansvarlige for blandt andet at beskytte den konfrontatoriske talkshowvært, jurist og forhenværende vicepræsident for Det Jødiske Centralråd i Tyskland, Michel Friedman.
Friedman trak sig efter en stor narko- og prostitutionsskandale i 2003 tilbage fra sine officielle poster, men kom dog hurtigt tilbage til tv-skærmene som politisk kommentator og klummeskribent for avisen Die Welt.
Og ifølge Jewsweek er Michel Friedman stadig en af de mest truede personligheder i Tyskland.
I forbindelse med de politiransagninger, der førte til afsløringen af vagternes nynazistiske sympatier, blev der fundet en attest, der var underskrevet "Føreren". Og på en anden vagts computer fandt politiet nazipartiets slagsang, som er forbudt i Tyskland samt et billede af en af vagterne iført en SS-uniform.