Vi kender dem fra filmens univers: Humphrey Bogart som den paranoide kaptajn Queeg i ”Mytteriet på Caine” og Glenn Close som den følelsesmæssigt ustabile Alex Forest i ”Farligt begær”. Men de findes også i den virkelige verden. Mennesker med en personlighedsforstyrrelse, der skaber problemer for dem selv og andre.

– Hvis et menneske påviseligt har tilbagevendende alvorlige problemer med den sociale tilpasning i forhold til uddannelse, arbejde og familie og venner, foreligger der en personlighedsforstyrrelse, siger psykiater Erik Simonsen, der er forskningsoverlæge ved Psykiatrien i Roskilde, Region Sjælland.

Den 58-årige Erik Simonsen er en af de læger herhjemme, der ved mest om den gruppe psykiske sygdomme, der går under betegnelsen personlighedsforstyrrelser. Han har arbejdet med disse patienter siden 1980’erne, og at det blev hans ekspertområde, skyldes ifølge ham selv, at det handler om menneskeforståelse.

– For at forstå mennesker med personlighedsforstyrrelser skal man også kunne forstå almindelig normal adfærd. Og det er spændende patienter. Hvis man interesserer sig for teater, film og litteratur, hvor mennesker bliver portrætteret med alle deres vanskeligheder og særheder, er der ikke langt til interessen for personlighedsforstyrrelser. Grænsen mellem særhed og normalitet er hårfin, siger Erik Simonsen.

Han er redaktør på den nye bog ”Personlighedsforstyrrelser”, der er udgivet af Psykiatrifonden, og som en række af landets førende eksperter på området har bidraget til med kapitler om årsager, symptomer og behandling. Bogen kan læses af alle. At behovet for viden om netop denne type sygdomme er vigtig, viser følgende:

Mellem 12 og 15 procent af den danske befolkning har en personlighedsforstyrrelse som for eksempel psykopati og borderline. Oftest hører man om dem, når de har begået en forbrydelse, men de fleste lever et stille liv med svære problemer. Nogle har en mangelfuld følelsesmæssig udvikling, har som børn lidt under omsorgssvigt og risikerer at gentage omsorgssvigt og begå overgreb på børn. De bliver ofte sent eller slet ikke helbredt for psykiske sygdomme, der kommer oven i som angst, depression og spiseforstyrrelser. Generelt har de et overforbrug af ydelser hos praktiserende læger og sygehuse. Og de sociale og personlige omkostninger er store for personerne selv og deres omgivelser. De har problemer med uddannelse, sygemeldinger og tidlig førtidspensionering. De mest udsatte risikerer lange institutionsophold som unge og voksne og hjemløshed. Og selvmordsrisikoen er høj.