Da ”da” blev ”nu”

Grundtvig mente jo, at mennesket var et gudommeligt eksperiment af støv og ånd. Vist bliver vi til støv, men vi er ikke kun støv. Vi er støv båret af ånd. Og pinsen er den tid, hvor det ånder himmelsk over støvet. Der står også i salmen, hvad der er grunden til, at det ånder himmelsk. Der står, hvorfra det universelle pust kommer: ”Fra Paradis opladt påny”. Dér hvor porten var lukket før, er den åben nu, og det er et himmelsk gennemtræk, der opleves.

Det er ikke et vejr for frimærkesamlere. Men det er nu heller ikke kun de små frimærker, der hvirvles rundt. Det er os alle sammen.

I salmen ”I al sin glans” tænkes der ikke kun på uddrivelsen af Paradiset. Der tænkes også på den babelske forvirring, hvor ingen forstod hinanden. Pinsesalmen nøjes ikke med at digte om det sprogunder, pinsen er. Den er selv det sjælerystende og opbyggelige under, som den forkynder.

På dansk har ordet liv en lys vokal i modsætning til dødens ø. Det er denne modsætning, Grundtvig intuitivt spiller på.

Livet sejrer over døden. Det udtrykkes i salmen ved vekselvirkningen mellem i og ø:

Det ånder himmelsk over støvet.

Det vifter hjemligt gennem løvet

det lufter lifligt under sky.

Grundtvig bruger ”i” som i himmelsk, ”i” som i vifter og hjemligt, ”i” som i lifligt. Og der er endda to i’er i lifligt.

Og så kommer det sprogligt overrrumplende: ”Nu kom vor pinselilje tid”. Hele tre i’er.

Det er mesterligt. Man tænker: ”Det kan digteren ikke gøre en gang til”. Men hør og se så, hvad han formår i salmens sidste linje:

Thi du for hjertet vi gav dig

gav os med ham dit himmerig.

Der er tre i’er igen! Ligesom i pinselilje tid. Derfor slutter evangeliet ikke i Golgatas dødsmørke, men i pinsens livslys.

Der er langt fra Grundtvigs julesalme, hvor det otte gange hedder ”da” til hans pinsesalme, hvor det hedder ”nu”:

Da vågne de mildt i morgengry

Da klinge det sødt i højen sky

Da vandre Guds engle op og ned

på salmens tonestige

Da byder Vor Herre selv Guds

fred

Da åbne sig himlens borgeled

Da komme ret Guds rige

I pinsen derimod hedder det nu:

I al sin glans nu stråler solen.

Nu kom vor pinselilje tid

Nu har vi sommer skær og blid

Nu spår os mer end englerøst.

Jo, i pinsen, da blev da til nu.

Dagens klumme er en forkortet udgave af Johannes Møllehaves prædiken 2. pinsedag i Frederiksberg Have i København.

kultur@kristeligt-dagblad.dk