Johannes Møllehave præst og forfatter |
16. maj 2008
De fleste har svært ved at forstå og forklare, hvad Helligånden er. Men vi får hjælp af Grundtvig
Jul og påske ved de fleste en del om, men pinsen er svær. Grundtvig har dog sat den på form i en klar linje: ”Det ånder himmelsk over støvet”. Enhver husker, hvordan ild blusser op, når man puster på den. Et lille lys kan man puste ud, men en stor ild fænger 10-dobbelt, når der blæses på den. Man puster jo ikke på brændestykker, for at de skal slukkes, men for at de skal blusse op. En anden forklaring på pinsen får vi den sidste aften, Jesus er sammen med sine disciple. Her siger han: ”Modtag helligånden”, og så ånder han på dem.
Det er en gentagelse af skaberunderet, den gang Gudåndede på Adam og Eva. De var taget af agerjorden og blev en levende ånd. På samme måde som Adam fik Guds ånd i næseborene, modtager diciplene Jesu ånd. Sådan havde også Johannes Døberen forkyndt det: ”Jeg døber jer kun med vand”, sagde han. ”Men efter mig kommer den, som døber jer med helligånd og ild.”
Pinsens symboler kan være svære at forstå: Tungen, der bliver til en ildtunge. Åndepustet. I Apostlenes gerninger kapitel 2 står der: ”Da lød der med ét fra himlen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og der viste sig for dem tunger af ild som fordelte sig på hver af dem.”
Skal man sammenfatte, hvad pinsen betyder, må man huske Grundtvigs fire linjer:
Det ånder himmelsk over støvet,
Det vifter hjemligt gennem løvet,
det lufter lifligt under sky
fra Paradis opladt påny.
Hør udsagnsordene: Det ånder. Det vifter. Det lufter.
Grundtvig mente jo, at mennesket var et gudommeligt eksperiment af støv og ånd. Vist bliver vi til støv, men vi er ikke kun støv. Vi er støv båret af ånd. Og pinsen er den tid, hvor det ånder himmelsk over støvet. Der står også i salmen, hvad der er grunden til, at det ånder himmelsk. Der står, hvorfra det universelle pust kommer: ”Fra Paradis opladt påny”. Dér hvor porten var lukket før, er den åben nu, og det er et himmelsk gennemtræk, der opleves.
Det er ikke et vejr for frimærkesamlere. Men det er nu heller ikke kun de små frimærker, der hvirvles rundt. Det er os alle sammen.
I salmen ”I al sin glans” tænkes der ikke kun på uddrivelsen af Paradiset. Der tænkes også på den babelske forvirring, hvor ingen forstod hinanden. Pinsesalmen nøjes ikke med at digte om det sprogunder, pinsen er. Den er selv det sjælerystende og opbyggelige under, som den forkynder.
På dansk har ordet liv en lys vokal i modsætning til dødens ø. Det er denne modsætning, Grundtvig intuitivt spiller på.
Livet sejrer over døden. Det udtrykkes i salmen ved vekselvirkningen mellem i og ø:
Det ånder himmelsk over støvet.
Det vifter hjemligt gennem løvet
det lufter lifligt under sky.
Grundtvig bruger ”i” som i himmelsk, ”i” som i vifter og hjemligt, ”i” som i lifligt. Og der er endda to i’er i lifligt.
Og så kommer det sprogligt overrrumplende: ”Nu kom vor pinselilje tid”. Hele tre i’er.
Det er mesterligt. Man tænker: ”Det kan digteren ikke gøre en gang til”. Men hør og se så, hvad han formår i salmens sidste linje:
Thi du for hjertet vi gav dig
gav os med ham dit himmerig.
Der er tre i’er igen! Ligesom i pinselilje tid. Derfor slutter evangeliet ikke i Golgatas dødsmørke, men i pinsens livslys.
Der er langt fra Grundtvigs julesalme, hvor det otte gange hedder ”da” til hans pinsesalme, hvor det hedder ”nu”:
Da vågne de mildt i morgengry
Da klinge det sødt i højen sky
Da vandre Guds engle op og ned
på salmens tonestige
Da byder Vor Herre selv Guds
fred
Da åbne sig himlens borgeled
Da komme ret Guds rige
I pinsen derimod hedder det nu:
I al sin glans nu stråler solen.
Nu kom vor pinselilje tid
Nu har vi sommer skær og blid
Nu spår os mer end englerøst.
Jo, i pinsen, da blev da til nu.
Dagens klumme er en forkortet udgave af Johannes Møllehaves prædiken 2. pinsedag i Frederiksberg Have i København.
kultur@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad