Det stemmer på øre

I 1873 BESLUTTEDE Danmark sig sammen med Sverige og Norge til at gå fra rigsdaler til kroner ved en stor, fælles møntreform, som samtidig indebar, at man gik fra sølvværdi til den såkaldte guldmøntfod. Rigsdaler, mark og skilling blev erstattet af kroner og øre, og de tre lande gik endeligt i 1875 fra et 3-deleligt system til et 10-deleligt.

Og hvad skal disse metalliske betragtninger så i en sprogklumme? Jo, jeg blev efter et foredrag for nylig spurgt, om der var en sproglig sammenhæng mellem de ører, vi hører med, og de ører, der udgør en del af vores betalingssystem. Det er der næppe. Men bortset fra det er ørerne sprogligt interessante.

Som sagt blev kroner og ører indført som betegnelse for et møntsystem, der var deleligt med 10, i 1870’erne. Kroner henviser til kongen, for det var jo kongens mønt, der således blev sendt i omløb. Ordet krone kommer i øvrigt fra det latinske corona, der egentlig betyder en krans eller noget, der krummer. Der findes et begreb, som knytter sig til solen og især til solformørkelser, hvor der dannes en særlig ring eller krans om solen, der kaldes corona.

Ørerne har vistnok også linjer tilbage til latin, men ad en mere listig omvej. Der er et oldnordisk ord, eyrir, som sandsynligvis er baggrunden for de svenske ører, der er ældre end de danske og norske, og det er altså blevet til ører. Men dette eyrir er vist nok dannet fra eller i hvert fald påvirket af det latinske aureus, der har noget med guld at gøre, og som altså betegner en guldmønt. Aureus lader sig også oversætte ved gylden, og det bringer os jo pludselig på møntfod med hollænderne, før de lod euro og cent tage over.