En dansker betræder sudansk jord

– Hr. Jensen, jeg er ked af at informere Dem om, at vi ikke vil tillade danske statsborgere at rejse ind i Sudan på grund af den seneste hændelse med tegningfornærmelsen af profeten Muhammed, fortæller de mig neutralt.

Der opstår en kort pause, hvor jeg ikke rigtig ved, om jeg skal begynde at tale om ytringsfrihed eller bare undskylde på vegne af mine landsfæller. I stedet giver jeg udtryk for min selvmedlidenhed og siger, at det er jeg meget ked af at høre, og at jeg håber, at situationen snart ændrer sig. Ja, lyder det medfølende fra de højere magter, men det sker nok ikke lige med det samme.

Tre uger senere gør mit fly klar til landing på en stribe rød sudansk jord. Fra luften kan jeg se det tørre slettelandskab. Jeg er 500 kilometer inde i landet fra den ugandiske grænse.

Forinden havde jeg været på konsulatet for den sydsudanske regering og hente min indrejsetilladelse. Der har de et anderledes afslappet forhold til danske statsborgere. Det er ikke før 2011, at de skal stemme om fuld selvstændighed i Sydsudan, men de har ikke noget imod at handle uden om Sudans regering i Khartoum allerede i 2008.

Efter to årtier med krig er der nu en usikker fred mellem Nord- og Sydsudan. Afrikas længstvarende borgerkrig sluttede i 2005, da den sydsudanesiske oprørsgruppe Sudanese Peoples Liberation Movement (SPLM) og Khartoum-regeringen underskrev en fredsaftale. Inden da havde konflikten, der har været uhørt brutal selv efter regionens standarder, nået at koste tæt ved to millioner mennesker livet.

JEG ER LANDET I WAU i det sydvestlige Sudan. Byens befolkning er etnisk og religiøst blandet i en grad, som selv ikke folk på Nørrebro har fantasi til at forstille sig. Arabere, fertiter, dinkaer og luoer er de største befolkningsgrupper, og i byens centrum rejser en stor katolsk katedral sig mod himlen om kap med en totårnet moské.

Fredelig sameksistens har der aldrig været tale om, og som 2011 nærmer sig, siver den arabiske del af befolkningen lige så stille mod nord, mens flygtninge og internt fordrevne dinkaer og luoer vender tilbage til byen.

Wau var i slutningen af halvfemserne centrum for den kombination af hungersnød og systematiske overgreb mod civilbefolkningen udført af et uigennemskueligt miks af regeringstropper, militser og oprørsgrupper, der prægede borgerkrigen, og som næsten tømte byen for indbyggere. Og de 140.000, der nu bor i byen, er stadig påvirket af hændelserne.

– De ville have slagtet dig i Khartoum, siger Matthew uden antydningen af tvivl.

60-årige Matthew er en veteran fra borgerkrigen, som næsten alle andre mænd, jeg møder.

– Det er væsken i undergrunden, det hele handler om, siger Matthew, mens han stirrer på mig med alvor ud over kanten på sine læsebriller.

Freden er yderst skrøbelig, og det skyldes primært olie. Der er store mængder af olie i Abyei-regionen, som deler Sydsudan fra det nordlige Sudan, og de kilder truer med at få konflikten til at genantænde.

Præsident Bashir vil gøre sit for at bibeholde kontrol over indtægterne fra oliefelterne i syden, som ifølge fredsaftalen skal deles. Og hvis man skal tro det, man kan høre via jungletelegrafen, så er han smart nok til at få det til at lykkes. Blandt internationale rådgivere i regionen siges det om Bashir, at han er et niveau over sine modstandere i strategisk tænkning og forhandling, og mens de spiller mølle og dam, spiller Bashir skak.

Og James, der er leder af en lokal hjælpeorganisation, mener netop, at man skal se fordømmelsen af tegningerne og danskerne som endnu et taktisk træk.

– Du ved, i jeres lande går de meget op i frihed og demokrati, og hernede er der lande, der går meget op i religion. Så kan man nemt blive fornærmet. Men der er vel endnu ingen danskere, der er blevet smidt ud?

I WAU ARBEJDER JEG sammen med John. Han er en ung mand fra Khartoum. Han vil med det samme vide, om jeg har været i hovedstaden. Jeg forsøger forsigtigt at sige, at jeg ikke kunne få visum lige nu på grund af min nationalitet. Det får ham straks til at bryde ud i et stort smil.

– Nå ja, det har jeg hørt om! Det er det med tegningen.

Han giver mig et klap på skulderen og trykker min hånd som for at vise medfølelse, mens det er tydeligt, at han finder det ret underholdende.

John fortæller begejstret, at han har set en opfordring til at forsvare profeten Muhammed og ikke købe danske produkter talrige gange, når han tænder for det statslige tv. Og han overvejer, om det kun er en krise, de nævner på tv, fordi han synes ikke, at han hører nogen, der taler om tegningen. Og det undrer ham.

– Er du dansker? spørger Sebit, som er af arabisk afstamning.

Sebit arbejder på et lokalt regeringskontor, hvor de endnu kun har strøm et par timer om dagen, for slet ikke at nævne manglen på computere, køretøjer eller andre hjælpemidler.

– Så kan du ikke tage til Khartoum?

Nej, det kan jeg ikke, fortæller jeg, og spørger ind til, hvad han mener om tegningerne.

– Den tegning af Muhammed, siger han efterfulgt af en lang pause. Jeg har ikke set den … var den slem?

Jeg forklarer, at der er flere tegninger, og at en af dem viser Muhammed med en bombe i turbanen.

– Det lyder slemt, siger han, og kikker ud ad vinduet.

Han får bragt to kopper af den søde arabiske the ind, som de serverer alle steder i byen.

EN UGE SENERE BEFINDER jeg mig igen ombord på Royal Daisy Airlines på vej mod Kampala. Jeg sidder ved siden af Chris. Han er lægestuderende, og han har været tilbage i Sydsudan, hvor hans fars familie kommer fra, for at arbejde frivilligt på en klinik på landet.

– Khartoum? Det er nok det sidste sted i Østafrika, jeg ville rejse hen, siger Chris, som bemærkning til min indskrænkede frihed til at rejse.

Det er nok også det eneste sted, han ikke har været. Flere hundredetusinde flygtede fra Sydsudan under borgerkrigen, og den har drevet Chris og hans familie fra den ene flygtningelejr til den anden. Fra Sudan til Etiopien i 1980'erne, og da der brød krig ud der, tilbage til Sudan og derfra til Kenya og videre som flygtning til USA, hvor Chris endelig fik sikkerhed og opholdstilladelse. Nu er han tilbage.

– Det er jo ikke dig, der har tegnet dem, argumenterer Chris i en samtale om Muhammed-tegningerne.

Han mener, det hele er blæst ud af proportioner.

– Folk burde se på det bredere billede. Hvorfor lader folk sig provokere at noget, som er så ligegyldigt, siger han tydeligt irriteret.

Fra flyet kan jeg igen overskue landet. Sydsudan alene dækker et areal, der er tolv gange så stort som Danmark. Befolkningen står over for en enorm opgave med at genopbygge og forsone. Men de har fokus på det, der betyder noget for deres hverdag og deres fremtid.

Mikkel Nedergaard Jensen er geograf og arbejder som freelance udviklingskonsulent