Endnu en løftet pegefinger

Det er ikke så længe siden, vi kortvarigt drømte om, at historien havde nået slutningen – Fukuyamas vildfarelser. Det var ved Murens fald, hvor mange gerne ville forestille sig det bedste. Hvad vi må – ifølge Harris – er at forestille os det værste og agere ud fra det. Værst tænkelige scenarium.

Men eftersom den rationelle aktør – altså os – ikke længere skal lære at overleve i en jungle, har han det med at glemme de love, der styrer den. Det første, han må prøve at indse, er, at enkeltvis klarer de rationelle aktører sig ikke. Som Harris siger: "Hvis der er en stamme, der hader mig, fordi jeg tilhører en anden stamme, så ligger min eneste overlevelsesmulighed i at stå last og brast med min egen stamme."

I Vesten lever vi i carpe diem-samfundet og med dets etos, som tilskynder os til at leve det intenst individualistiske liv, her og nu, fjendtlige overf or enhver form for traditionel religion og autoritet, materialister om en hals, forbrugerister og hedonister. Bevidsthedsmæssigt styres vi af et system af medier, som systematisk hylder denne carpe diem-etos og bekæmper nedarvede traditioner som en irrationel overtro, som vore børn med mild, men fast hånd skal gelejdes bort fra af en venligtsindet, oplyst elite.

Og det er i de termer, vi vurderer, om en kultur er moderne og progressiv, eller bagstræberisk og formørket, skriver Harris.

Men hvad hvis man bedømmer kultur fra en anden vinkel? Hvad hvis man vurderer dens succes ud fra dens evne til at holde fast på sine nedarvede traditioner over lang tid, dens vilje og evne til at insistere på sin kulturelle identitet og modstå andre kulturers indtrængen? Ud fra dens evne – kort sagt – til at overvinde andre kulturer og deres traditioner i den globale overlevelseskamp? Hvordan skal man så vurdere islams og Vestens relative succes?

Svaret blafrer indtil videre i vinden.

For at spore oprindelsen til romernes moralske tilbagegang undersøgte den romerske historiker Livius for 2000 år siden først, hvordan moralens fundament begyndte at skride, fordi de gamle lærdomme fik lov til at falde bort, dernæst den hurtigt forøgede opløsning, og så det endelige sammenbrud af hele bygningen og vores moderne tiders mørke daggry, hvor vi hverken er i stand til at modstå vore egne laster eller finde midlerne til at kurere dem.

For Livius var årsagerne til sammenbruddet klare: "I de senere år har velstand gjort os grådige, og selvoptagethed har gjort os, hvis jeg må sige det på den måde, forelskede i døden, individuelt og kollektivt".

Ifølge Lee Harris er der derudover to farer, der truer det moderne, liberale Vestens overlevelse. For det første vores overdrevne tillid til fornuftens magt, for det andet vores fatale undervurdering af fanatismens kræfter.

Harris' bog er en løftet pegefinger. Ikke den første af sin art – jævnfør Samuel P. Huntington og "civilisationernes sammenstød" – men derfor ikke mindre velkommen. Vi skal åbenbart have det at vide gang på gang.

Lee Harris. The Suicide of Reason. Radical Islam's Threat to the West. 290 sider. 26 dollar. Basic Books 2007.

kultur@kristeligt-dagblad.dk