Europas familier

Organisationen har delvis ret, og der kan være god grund til at overveje, om det i dag i parforhold med børn er blevet for let at gå fra hinanden. Men en dæmonisering af skilsmisser giver ikke nødvendigvis flere børn eller lykkeligere familier, og den øgede materialisme kan ikke alene forklare den europæiske familiekrise. Den voksende individualisme og sekularisering spiller også en rolle her. Den enkeltes ret til selvrealisering står ofte i vejen for hensynet til andre.

Denne udvikling har taget fart siden Anden Verdens-krig, og fortsætter den i det nuværende tempo, uddør den sidste europæer i 2960, hvis man skal tro en hypotetisk computerfremskrivning af befolkningsudviklingen, som det engelske magasin The Prospect tidligere har bragt. Udviklingen vil samtidig nødvendiggøre indvandring til Europa på en hidtil uset skala, hvis niveauet for velfærd skal fastholdes fremover.

NØGLEN TIL AT VENDE denne triste og selvudslettende udvikling ligger i de rammer, som de europæiske samfund tilbyder deres børnefamilier. Bedre rammer vil både styrke lysten til at få børn og kernefamiliens generelle status i samfundet.

Her er det fint, at Danmark og det øvrige Norden er foregangslande med hensyn til adgang til institutioner. Manglen på institutioner til børnepasning er et reelt problem i flere europæiske lande, og det stimulerer på ingen måde lysten til at få børn.

Men adgang til institutioner gør det ikke alene. Slet ikke hvis den reelle hensigt blot er at skaffe mest mulig arbejdskraft til et umætteligt arbejdsmarked, hvis eneste prioritet er økonomisk vækst.

Rammerne for Europas familier skal med andre ord styrkes væsentligt. Det skal være meget nemmere og økonomisk muligt i højere grad at vælge arbejdsmarkedet fra i børnenes formative år. Det vil give både gladere børn og stærkere familier. Det skylder vi som samfund de kommende generationer. Det vil også give håb om, at Europas demografiske vinter en dag vil blive afløst af et spirende forår.

holm