Bag om et blodtørstigt terrornetværk

I Wrights fængslende fortælling følger man fire hovedpersoner: Føromtalte chef for FBI’s antiterrorafdeling John O’Neil, som opdagede faren ved al-Qaeda før alle andre, men hvis advarsler om et forestående terrorangreb ikke blev taget alvorligt. Han døde paradoksalt nok selv ved terrorangrebet, fordi han tog arbejde som sikkerhedsvagt i World Trade Center. Vi følger den saudiarabiske prins Turki al-Faisal, som var chef for Saudi-Arabiens efterretningstjeneste og tidligere ven med, men nu modstander af Osama bin Laden, som er bogens tredje hovedperson. Den sidste er al-Qaedas chefidelog, Ayman al-Zawahiri.

Allerede i en alder af 14 år blev Osama bin Ladens religiøse vækkelse tydelig. Hans ærbarhed fik ham til at stoppe med at spille fodbold i korte bukser. I stedet spillede han i lange bukser, og han havde sandwich med til de andre unge, som de spiste i pauserne, mens de afholdt quiz med spørgsmål om Koranen, som Osama havde forberedt.

Osama bin Laden var enebarn af forældrene Mohammed bin Laden og dennes fjerde hustru, Alias. Han blev født i 1958 i den saudaiarabiske hovedstad, Riyadh. Hans navn betyder ”Løven”. Da han var seks måneder, flyttede familien til den hellige by Mekka, hvor hans far skulle påbegynde et enormt renoveringsprojekt af Profetens Moské. Netop Osamas far er ifølge Lawrence Wright en nøgleperson, hvis man vil forstå Osama bin Ladens sind.

– Mohammed bin Laden var en simpel arbejder, der endte som en af de rigeste mænd i Saudi-Arabien i arbejdet med at bygge landet moderne. Man kan ikke kigge på landet i dag uden at se den indflydelse, hans hånd har haft. Osama voksede op i hans skygge som en af 54 brødre og søstre, og han kendte ikke sin far så godt . Men han har opfattet sig som hans søn, og han har haft brug for at udskille sig fra mængden, ligesom hans far gjorde det, siger Lawrence Wright.

Osama bin Laden tilbragte det meste af sin ungdom i den lille by Jeddah, der ligger lidt nordvest for Mekka. Selvom hans familie var meget velstående, boede den i et faldefærdigt hus, som i dag er blevet erstattet af en moské. Ifølge Osama bin Laden var hans far nemlig en beskeden mand, der ikke gik op i at udstille sin rigdom. Osama selv fik aldrig færdiggjort sine akademiske studier. I stedet plagede han sine mange brødre om at komme med i familiefirmaet Saudi Binladin Group, der fortsatte sin indbringende virksomhed med at bygge og restaurere bygninger og veje, efter at Mohammed bin Laden i 1960 styrtede ned med et fly og døde.

I gymnasiet meldte Osama sig ind i Det Muslimske Broderskab. Men det var særligt den egyptiske forfatter og pædagog Sayyid Qutb, der påvirkede Osama og hans nærmeste allermest. Qutb rejste i 1948 som ung til New York på et stipendium. Da han to år senere vendte tilbage til Kairo, var det som en endnu mere radikal person end den, der var rejst hjemmefra. ”Den hvide mand i Europa og Amerika er vores fjende nummer ét”, erklærede han med vrede rettet mod hele moderniteten. Han ønskede at vise, at islam og moderniteten var to størrelser, som slet ikke passer sammen. Hans tanker blev nedfældet i bøgerne ”Milepæle” og ”I Koranens skygge”, som er et opslagsværk, der forandrede personer som Osama bin Laden. Men der ligger mere bag ved vreden hos al-Qeadas folk end blot bøger og hellige skrifter.

– Al-Qaeda kan i et vist omfang opfattes som en kult. Det startede i de egyptiske fængsler, hvor flere af organisationens folk sad fængslet og blev udsat for tortur. Det gjorde dem blodtørstige og gav dem lysten til at dræbe så mange mennesker som muligt, siger Lawrence Wright.

Som Lawrence Wright skriver, er islams kamp, som Qutb havde startet den, og som bin Ladens store forbillede, den palæstinensiske forsker og mystiker Abdullah Azzam, opfattede den, en kamp mod ”jahiliya – den vantro verden – der havde eksisteret før islam, og som til stadighed fordærvede og undergravede de troende ved at lokke med materialisme, sekularisme og seksuel ligestilling. Her blev de fattige og partriarkalske afghanere gennem jihad mod den sovjetiske invasion i 1979 forvandlet til heroiske krigere, mujahidinere, der kæmpede en kamp, som kunne blive epokegørende. Bin Laden har forklaret, at han fungerede som kurer fra Saudi-Arabien til Afghanistan med donationer fra rige arabere, indtil hans tilstedeværelse i både Afghanistan og Pakistan blev rigtig bemærket i 1984. Samtidig åbnede Osama et udslusningshjem for rekrutter til krigen i Afghanistan; nogle af rekrutterne boede til tider i hans hjem. Men Osama bin Ladens vrede fik ifølge Lawrence Wright især føde, da Saddam Hussein invaderede Kuwait.

– Bin Laden gik til Saudi-Arabiens Forsvarsministerium og tilbød at forsvare Kuwait med et par hundrede al-Qaeda-mænd mod to millioner irakiske soldater. Han blev grinet og hånet ud af kontorerne. Men han var bekymret for, at Saudi-Arabien ville vende sig til Vesten for hjælp. Han ville ikke have to religioner i Arabien, som profeten også havde talt imod. Og med invasionen i Kuwait blev den arabiske halvø pludselig fyldt med amerikanere, som kom for at forsvare det hellige land.

– Det fik Osama til at vende sig mod både amerikanerne og sit eget land. Al-Zawahiri ville med sine folk i al-jihad kuppe sit eget land, Egypten, men de var ikke i stand til det. Den egyptiske regering knuste derimod Al-Zawahiris bevægelse og smed ham i fængsel, hvor han blev udsat for totur. Da han kom ud, vendte han i stedet for sin vrede mod USA med en forestilling om, at landet beskytter og støtter den egyptiske regering. Den samme forestilling havde Osama bin Laden.

Ifølge Lawrence Wright ligger der storpolitik bag ved spørgsmålet om, hvorfor Osama bin Laden stadig er en fri mand. For man ved, hvor han befinder sig.

– Han befinder sig i et område i Pakistan, som er på størrelse med halvdelen af Danmark. De seneste syv år har vi ikke kunnet finde ham på trods af bestikkelser og infiltrationer i lokalmiljøet. Grunden til det er, at vi går mere op i Pakistan end i Osama bin Laden. At gå ind i Pakistan er med stor risiko for at destabilisere landet, som har en historie knyttet direkte til atombomben, og det er det sande mareridt, som embedsmænd og forhandlere i USA lever med. Men Pakistan er nok ikke så ustabil en nation, som man tror. Hæren ejer det hele, og de vil nok ikke tillade landet at blive et kaotisk rod, siger Lawrence Wright, der desuden mener, at den centrale organisation i al-Qaeda i dag er væsentlig reduceret og i flere år ikke har været i stand til at iværksætte nye, større angreb.

– Krigen mod terror sluttede allerede den 1. december 2001 ved krigen i Torra Borra i Afghanistan, hvor al-Qaeda blev fuldstændig knust. Det var derimod krigen i Irak, der bragte al-Qaeda og hele terrorbevægelsen tilbage på sporet igen. Det var en kæmpe fejltagelse, at vi gav dem denne nye chance. Vi gav al-Qaeda et nyt land at træne deres tropper i og dem en ny sag at kæmpe for. Organisationen genvinder langsomt sin magt og får sit budskab ud bedre end nogensinde før. Der kommer langt flere videoer end tidligere, så dets propagandamaskine fungerer rigtig godt. Selvom selve bevægelsen ikke er så godt organiseret, har den spredt sig ud i hele verden. Denne bevægelse består af mindre formaliserede bevægelser, der har sluttet op om al-Qaeda. De handler i al-Qaedas navn, så på den måde er organisationen nået bredere ud, selvom den ikke er i stand til store angreb længere.

Det aktualiserer ikke mindst de problemer, som den nye, amerikanske præsident efter George W. Bush kommer til at stå over for. Og selvom krigen mod terror har varet i snart syv år, bliver problemerne ifølge Lawrence Wright endnu større.

– Den næste præsident kommer til at stå over for større problemer, end vi har set tidligere. En tostats-løsning mellem Israel og Palæstina glider langsomt væk, og det udgør en eksplosiv risiko og destabiliseringsfaktor for hele regionen. Al-Qaeda fylder 20 år i år, og det er lang tid for en terrororganisation. Jeg kan se tegn på, at der er store interne stridigheder inden for radikalisering i islam om dets taktik. Radikal islam er kommet i krig med sig selv, og det kan blive enden på det. Det er i hvert fald mit håb. Men al-Qaeda som organisation er blevet et mål, som andre islamistiske organisationer ser op til, og det kan få bevægelsen til at fortsætte.

ejlertsen@kristeligt-dagblad.dk