VK-regeringen har i lighed med tidligere socialdemokratiske regeringer øget mængden af lovgivning, forbud og regler i landet og derved bidraget til undermineringen af den enkeltes ansvarsfølelse. De offentlige udgifters vækst er fortsat under VK-regeringen, hvor velfærdsstaten har taget nogle ekstra kilo på.

Den har over en årrække udviklet sig fra at være en samfundsindretning, hvis vigtigste opgave er at hjælpe de svageste, til at blive en pengemaskine, der giver alle borgerne noget tilbage af den høje skat, de betaler. Oprindeligt var velfærdsstaten drevet af ansvars- og pligtfølelse over for samfundets svageste, men i dag fortoner det aspekt sig til fordel for en rettighedstænkning, hvor der ikke gives efter behov, men uddeles offentlige ydelser, fordi vi alle har krav på at få noget. Den store danske middelklasse er blevet bestukket af staten til at betale høj skat til gengæld for, at den selv får noget igen.

Den udvikling er fortsat under denne regering. Og skal vi diskutere øget personligt ansvar for samfundsforhold, kommer man ikke uden om, at ansvarsfølelse ikke kommer af ingenting, men også er en konsekvens af den førte politik.

Hvis man lader statens omsorg for borgerne vokse vild, ender man med et samfund af ansvarsløse mennesker, der vil pege mod staten som den, der skal løse alle tænkelige problemer. Staten og politikerne har været med til at skabe den mangel på ansvarsfølelse, der i et vist omfang har bredt sig. Når der nu i debatten lægges op til, at den ikke skal handle om det, men om den enkeltes ansvar for egen sundhed – færre kager og mere motion – eller ens pesonlige CO2-udslip, må der meldes fra.

DEBATTEN OM ANSVAR er væsentlig, men når regeringen nedsætter ”Ministerudvalget om det personlige ansvar”, understreger det George Orwellsk-klingende navn, at politikerne her bevæger sig ud på et skråplan. Spørgsmålet om personligt ansvar ligger uden for de lovgivningsmæssige rammer, og selvom megen ideologisk diskussion gør det, har denne en bismag. Regimenterne blandes. Først Jesus, siden Paulus og i en protestantisk sammenhæng så Martin Luther påpegede en magtdeling i samfundet, der i sin komplicerede enkelhed består i, at noget tilhører den politiske og samfundsmæssige sfære og noget andet den åndelige og religiøse sfære. Hvis disse to regimenter blandes, ender det religiøse med at blive politisk og det politiske med at blive religiøst. Når det sker, bliver stat og politikere moraliserende på borgernes vegne, og det kommer der ikke noget godt ud af.

bjer