Mere materialisme, tak

– Lige siden kristendommen triumferede og blev en statsideologi takket være kejser Konstantin, der skabte et kristent imperium, har idealismen været de sejrendes ideologi og opfattes derfor traditionelt som den eneste rigtige filosofi. Platon, Descartes og Kant, og ikke at forglemme Hegel, har sat sig på 2000 års filosofi, mener Michel Onfray.

Det, som ifølge Michel Onfray, er galt med idealismen, både den antikke og den kristne, er, at den placerer lykken og det virkelige liv i en anden dimension end den materielle verden.

– I det første og det andet århundrede er der en krampagtig vilje til at installere virkeligheden i himlen, hvor den græske hedonisme foreslår at hente himlen ned på jorden. Kristendommen har konfiskeret filosofien for at gøre den til magthavernes redskab. Nogle filosoffer har holdt stand, for eksempel den franske filosof Montaigne. Jeg vil genoplive denne modstand, der står i modsætning til den kønsløse universitetsfunktionær-filosofi.

Nu kunne man indvende, at de moderne vestlige samfund er temmelig langt fra den glædesløse puritanisme, Michel Onfray tillægger kristendommen. Leder man ikke temmelig forgæves efter kirkens sejr i det sekulariserede Vesten? Er det ikke netop den nydelsessyge materialisme og jagten på tilfredsstillelse af alverdens fysiske, materielle behov, der har sejret over kirkens bud om forsagelse for at nå frelsen?

– Når jeg taler om kristendommen, taler jeg om den ideologi, Vatikanet står for. Og når jeg siger, at kristendommen og idealismen har sejret, er det, fordi de har formateret og præget den vestlige tænkning, så selv ateister, materialister og hedonister tænker i de kategorier, for eksempel synd og frelse, som kristendommen har påduttet os. De udgør normen, som vi opponerer imod.

– Kravet om forsagelse er endt med en sejr til forbrugerhedonismen (en stræben efter lyst og undgåelse af smerte,red). Det er en triviel og vulgær materialisme. Jeg forsvarer ikke denne kræmmer-hedonisme. Jeg taler i stedet om en filosofisk hedonisme, som i parentes bemærket er et middel imod forbrugerismen og have-mentaliteten.

– Samfundsreligionen går ud på at forbruge. Man tilbeder fjernsynet i stedet for bogen, pengene i stedet for ideerne, fritidsfornøjelserne i stedet for kulturen. Man agter ikke længere det "at være", og derfor agter man heller ikke tanken og

filosofien, eftertanken og meditationen. Rollemodellerne i dagens Europa er sangerne på Top 20, fodboldspillere og filmskuespillere, jetset-gæs og mediepampere. Hvor ser man i dag en ny Sartre, en ny Mozart eller en ny Baudelaire? Ingen steder, konstaterer Michel Onfray.

– Men det er vigtigt at gøre modstand og sætte dyderne, der handler om "at være" op mod det laste-fulde "at have". Det er det, jeg forstår ved filosofi: Kunsten at gøre modstand mod denne verden i stedet for at kollaborere.

Modstanden leverer han ved at grave de filosoffer, tænkere og kætterske sekter frem, som i de forløbne 2000 år har reageret mod det, Onfray ser som "den officielle filosofi".

– Der er masser af eksempler på kristen hedonisme, som er blevet ofre for kirkens intellektuelle statskup. Der var middelalderens "fritænker-brødre", men jeg tænker også på senere kristne intellektuelle som Erasmus af Rotterdam, 1600-tallets libertinere eller romantikkens Lamennais, siger han.

Nogle af de første er gnostikerne, ikke de mere kendte platonisk inspirerede, som blev udryddet af kejser Konstantin og efterlod de berømte Nag Hammadi-tekster. Onfray tager os i stedet med ind i barbelo-gnostikernes mareridtsagtige verden.

Her postulerer man enten, at det onde ikke eksisterer, fordi Kristus døde for vore synders skyld, eller også foregiver man at udrydde det onde ved at praktisere det. Mennesket genfødes, indtil det har begået alle tænkelige synder. Der ædes sperm og drikkes menstruationsblod, og når kvinderne bliver gravide, river man fostret ud af deres liv og laver postej af det.

I middelalderen finder Onfray spor af denne tradition hos Jean de Brno, Johannes af Brünnen, som anbefaler både tyveri, vold og mord for at nå det gode. Det er nihlismens åndelige fædre, som inden Marquis de Sade og Nietzsche ophæver gudgivne og moralske grænser for menneskets handlinger.

Men det er nu ikke Michel Onfrays idealer. Hans virkelige materialistiske helte, i hvert fald frem til og med reformationen, hvor hans forelæsninger hidtil er sluttet, hedder Epikur og Montaigne, grækeren, som små 150 år efter Sokrates filosoferede om den jordiske lykke i "Haven", som han kaldte sin skole, og den franske 1500-tals-filosof, der brugte hele livet på ét, monumentalt filosofisk værk, Les Essais.

Her er vi midt i det, som Michel Onfray beskriver som asketisk hedonisme. Epikur vil lære menneskene at tæmme døden, ophæve guderne, kontrollere smerten og finde glæden. Man skal tilfredsstille sult og tørst og også seksualiteten, for det er naturligt og nødvendigt begær. Menneskeskabt begær som ære, magt og rigdom skal man derimod holde sig fra, for man bliver ufri af at tilfredsstille det.

På samme måde, understreger Onfray, sigter Montaigne mod de glæder, der ikke gør mennesket fremmed for sig selv. Og han opfordrer til at afstå fra en umiddelbar glæde, hvis det baner vejen enten for en endnu større glæde senere – eller risikerer at koste smerte.

– Materialismen, som er blevet undertrykt i filosofiens historie, nøjes ikke med at opfordre til at forlyste sig som svin. Det er en karikatur at hævde, at den ikke har en åndelig dimension. Det er det billede, sejrherrerne har villet give, fordi det er lettere at kontrollere mennesker, der piskes fremad med frustrationer og hårdt arbejde end mennesker, der sigter mod velvære, siger Michel Onfray.

– En materialistisk, hedonistisk etik er en spilleregel, der ikke henviser mennesket til en fiktion om et senere paradis, til luftige ideer, til transcendens via Gud, ideen eller noget helt tredje. Det er en spilleregel, der henviser mennesket til menneskets egen sandhed. Menneskene har brug for regler, så de kan leve sammen i fred og fordragelighed. Disse regler er hedonistiske, når de postulerer, at målet er at undgå lidelse og skabe så megen lykke som muligt for så mange som muligt, understreger Michel Onfray.

– Med andre ord: hvor den idealistiske filosofi hævder, at dens mål er at lære at dø, så går den hedonistiske etik ud på at hævde, at døden ikke er et problem.

Men er det ikke netop materialismens begrænsninger? Hvad har materialisterne at sige os om dødens realitet?

– Materialisterne er faktisk de eneste, der svarer direkte på disse spørgsmål uden feberfantasier om andre verdener, uden løfter om det hinsides, uden teologiske livsforsikringer, svarer Michel Onfray.

– Montaigne bruger sit liv på at vise, hvordan "vort store og ærefulde mesterværk er at leve rigtigt", med andre ord, hvordan man kan leve, så man ikke fortryder, at man skal dø. Materialisten ved, at efter døden skilles atomerne. De fortsætter med at leve, men eftersom det er deres samling, der gør,

at man kan leve og føle smerte, er der ingen grund til at frygte døden. Som Epikur sagde det: Når vi lever, er døden der ikke. Og når døden er der, er vi der ikke længere.

– Jeg tror på, at det er vigtigt med et politisk opgør med forbrugersamfundet. Og jeg tror, at min filosofi er en lille sten på den vej, siger Michel Onfray, som til efteråret fortsætter sine forlæsninger om den kristne hedonisme på jagt efter barokke libertinere, dionysiske socialister og andet godtfolk i franskmandens krasse "modfilosofi".

– Den officielle og institutionelle filosofi er en kæmpestor vandhane med lunkent vand. Til forskel fra den dominerende korporation står jeg ved mine holdninger. For mig er filosofien en kampsport. Jeg bærer ikke maske. Det er alt.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

michel onfray

**Født i Frankrig den 1. januar 1959. Han er ph.d. i filosofi og underviste i dette fra 1983 til 2002 på et teknisk gymnasium i Caen i Normandiet. Derefter etablerede han "Folkeuniversitetet i Caen", hvor man gratis kan overvære hans forelæsninger. Onfray mener, at filosofien ikke kan eksistere uden psykoanalysen. Som overbevist ateist anser han religion for at være uholdbar og umulig at forsvare.