Bare fordi man er pensionist, går man jo ikke helt i stå

– Jeg ville slet ikke af sted, for min veninde havde sagt, at højskolen var sidste chance for dem, der endnu ikke var blevet gift, og jeg ville ikke giftes. Men da jeg først var der, var jeg vild med det, selvom det var meget gammeldags. Det var mest bondekarle og tjenestepiger, og vi blev holdt hver for sig. Øl var forbudt på værelserne, og forstanderen var meget religiøs. I dag er det jo helt anderledes. Vi bliver flere og flere ældre på kurserne, og folk kommer af lyst til at lære og måske især lyst til at møde nye mennesker og gense de gamle. Rigtig mange kursister er gengangere, og på den måde er det næsten som et traditionelt ophold, bare spredt ud over flere år, siger Else Jørgensen.

Selv er hun blevet så meget en genganger, at Vestjyllands Højskole til sidst spurgt hende, om hun ville være medhjælper på skolen. Servere lidt kaffe og sådan, og så kunne hun være lidt med på alle de kurser, hun orkede, uden at skulle betale for det. Hun slog straks til.

– Mange kursister kommer, fordi de er ensomme, men jeg er mere drevet af min nysgerrighed. Det er fantastisk at møde så mange forskellige mennesker og høre deres historier. Jeg har været på hold med alt fra en 20-årig med selvværdsproblemer til en 93-årig, der har oplevet to verdenskrige, og det inspirerer mig til at ville vide endnu mere.

Selvom det gerne bliver til 7-10 kurser om året, er det ikke altid nok for Else Jørgensen. For kurserne er ofte kun appetitvækkere, der giver mod på mere. Derfor har hun nu tilmeldt sig en VUC-uddannelse, der løber over et helt skoleår. Her skal hun fordybe sig i både historie og filosofi, og det er netop meningen med højskolekurserne, siger hun:

– De fleste ældre kommer for at genoplive en gammel interesse, som de så arbejder videre med, når de kommer hjem. Det er det fine ved højskolen, det sætter så meget i gang. Hver gang, når jeg kommer hjem fra et kursus, glæder jeg mig til at bruge min nye viden, og jeg glæder mig til gensynet med de dejlige mennesker, jeg lige har mødt. Det er det, der holder mig ung – eller relativt ung, i hvert fald.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk