Religionsfriheden er truet i Danmark

Danmark er ikke blot på vej til at blive et afkristnet samfund. Vi er godt på vej til at blive et samfund, som er anti-kristent i sine intolerante holdninger over for anderledes tænkende

FORLEDEN AFTEN SÅ og hørte jeg i tv-programmet Deadline gruppeformanden i et af Folketingets partier definere sit parti som anti-muslimsk.

Efter voldsomme reaktioner fortrød han sine udtalelser, selvom han under interviewet flere gange fik muligheden for at modificere dem. Han blev for eksempel spurgt, hvad han ville tænke, hvis nogen erklærede sig som anti-kristne eller anti-jødiske det ville han ikke have det godt med. Men at være anti-muslimsk havde han i første omgang ingen problemer med.

Blandt en stor del af de politiske partier er der et voksende ønske om at få religionen ud af det offentlige rum. Foreløbig har det ført til, at alle dommere og retsfunktionærer sandsynligvis ikke må bære noget symbol på religiøst eller politisk ståsted fremover.

Det har fra flere politiske partier været nævnt, at der også bør være et forbud mod religiøse symboler i militæret og i politiet. Og den 19. maj står der på forsiden af Kristeligt Dagblad, at Dansk Folkeparti til efteråret vil være klar med forslag, der skal forbyde lærere, læger og hjemmehjælpere med flere at bære religiøse og politiske symboler.

Mantraet om religionen ud af det offentlige rum gentages fra snart sagt alle partier i Folketinget. Det er på tide at sige fra højt og klart og tydeligt.

Hvad er en kristen kultur? Er det, at vi privatiserer religionen og holder den uden for det øvrige liv? Er det at stuve kristendommen af vejen inde i kirkerne?

Er det kristen kultur at være intolerant eller ligefrem fjendtlig over for alle andre religiøse og kulturelle holdninger og skikke? Jeg har læst Bibelen gennem de sidste 30 år, og jeg har svært ved at genkende sådan et billede af kristendommen.

I MIN OPTIK ER DANMARK ikke blot på vej til at blive et afkristnet samfund vi er godt på vej til at blive et samfund, som er anti-kristent i sine intolerante holdninger over for anderledes tænkende. Og det værste er, at disse ikke-kristne holdninger pakkes ind i en retorik, der hævder at forsvare de kristne værdier.

Det blev sat tydeligt i perspektiv i sidste uge, hvor kirke- og integrationsministeren åbnede munden og i en kronik blandt andet vender sig mod de ukristelige holdninger, som er tydelige i den anti-muslimske hetz, som en række politikere fører. Aktuelt i sagen om forbuddet mod at dommere bærer tørklæde i danske retssale. Man kan være enig eller uenig i det konkrete men der, hvor det er virkelig alvorligt, er, når Folketinget i sin lovgivning begynder at gribe ind i religionsfriheden.

Der er kræfter på spil, som er lige så intolerante over for herboende muslimer, som man i nogle muslimske lande er over for anderledes tænkende. Og nu kan de gøre fælles sag med dem, der gerne ser alle religiøse symboler og ytringer pakket langt væk.

Jeg har aldrig gået med et kors om halsen, for jeg har altid syntes, at det var ubehageligt med en kæde om halsen. Men det bliver anderledes.

Et andet mantra, som gentages af hele det politiske spekter, er, at "religion er en privatsag", og at det hævdes, at det skulle være god dansk tradition. Min tro er ingen privatsag, den er en personlig sag, og det er noget ganske andet.

Jesus Kristus har givet alle sine efterfølgere den opgave at gå ud i verden og gøre alle folkeslag til hans disciple, døbe dem i den treenige Guds navn og i øvrigt lære dem at holde alt det, han har befalet. Og ja, den befaling står i min syge religiøse tankegang over dansk lovgivning.

DE KRISTNES TRO er anderledes end muslimernes. Vi deler ikke troen på den treenige Gud Fader, Søn og Helligånd. Den kristne bekendelse siger, at Gud fuldtud har åbenbaret sig i sin søn Jesus Kristus, som levede, led, døde og opstod for os for at åbne vejen til Gud for os og åbenbare hele Guds væsen.

Men jeg har mere til fælles med de muslimer, der går i moskeen om fredagen og søger at leve med deres tro og lade den forme deres liv og værdier, end jeg har til fælles med mange danskere, som fuldstændig har lagt kristendommen fra sig.

Islam er ingen trussel mod dansk kultur og mod de kristne værdier, som trods alt stadigvæk findes i vores land. Den største trussel er vores egen ligegyldighed, som har resulteret i en ligegyldig leverpostejskristendom, som består i lidt venlighed, 100 kroner til Røde Kors og en gudstjeneste juleaften.

Kristendom er et liv det er en livsstil. Paulus henvender sig i meget direkte vendinger til menigheden i Rom (Romerbrevet kapitel 12). I skal ikke være ligeglade. I skal være brændende i Ånden, siger han og introducerer her, hvad en kristen livsstil kan være. Den består af oprigtig kærlighed, afsky for det onde og fokus på det gode.

Han opfordrer til hengivenhed i broderkærlighed og til at kappes om at vise hinanden agtelse, at være glade i håbet, udholdende i trængslen og vedholdende i bønnen. Han opfordrer til at hjælpe andre af den samme tro, og generelt til at lægge vægt på gæstfrihed. Han indskærper, at vi velsigner og ikke forbander, og at vi ikke skal gengælde ondt med ondt.

HAN PRÆSENTERER ET budskab, som Gud har lagt ned i de kristnes hjerter, for at de skulle leve det, så det kunne ses, høres og mærkes i det offentlige rum. Hvis kristendommen kun havde levet et skjult privat liv i kirkerne, havde den aldrig spredt sig ud over verden.

Så havde det stadig være Odin og Thor, vi tilbad her i landet, eller også havde muslimske missionærer bragt islam til os. Men Ansgar og andre med ham lod være med at gøre deres personlige tro til en privatsag. De adlød deres kald og lod sig sende som missionærer til Danmark for mere end 1000 år siden.

Kristendommen spredte sig ud i det offentlige rum kristendommen krydsede grænser for de kristne ville, at deres tro og værdier skulle forme lovgivningen og præge den kulturelle udvikling.

De frihedsprincipper, vi hylder den grundlæggende respekt for individet, vores omsorg de for svage og mange andre værdier skyldes, at kristendommen levede i det offentlige rum.

Det er religionsfriheden, altså vores frihed til at leve i det offentlige rum med vores personlige tro, der står på spil i denne tid. Og vi skal ikke tie stille og lade vores tro privatisere. Vi skal leve den ikke bare med kors om halsen men i vores holdninger, handlinger og ord.

Der er rigtig mange politikere og meningsdannere og det er uanset, hvilket parti man stemmer på der trænger til at blive talt imod af mennesker, der er brændende i ånden, fordi Gud har lagt noget i deres hjerter, der er så betydningsfuldt, at de ikke kan holde det for sig selv.

Christian Alsted er præst i Metodistkirken