Denne kommen og gåen

En af Benny Andersens digtsamlinger, ”Denne kommen og gåen” (1993), skildrer underfundigt livets tildragelser, tilfældigheder og højtider som en stadig puslen af mennesker og skæbner, der kommer og går. Mennesker mødes, mennesker skilles, mennesker går ind og ud af hinandens liv.

Når Benny Andersens samling melder sig, er det, fordi Johs. Due Jensen opfordrer mig til tage verbet gå op til behandling, herunder kommentere brugen af det i nyere vendinger som: gå ind og undersøge.

Due Jensen har ret i sine iagttagelser. Det er blevet almindeligt tale- og mediesprog at anvende verbet gå på en måde, så et budskab eller en hensigt understreges. Man går ud og gør noget! Jeg har registreret formuleringer som: gå ud og se nærmere på vilkårene, gå ind og speede en proces op, gå ud og gøre en forskel. Og så er der: Vi må jo ligesom gå ud og gøre noget for miljøet. Jeg ved ikke, hvordan man ligesom går ud?

Interessant nok har jeg også læst, at Folketinget går ud med en lovgivning! Ups! Gå ikke over gaden, der kommer ting! Hvem, hvad, hvor spørger jeg bare? Hvis Folketinget går ud, hvor går det så hen? Hvad er tilbage? Folkestyrets fundament måske? Det fysiske, rumlige, begrebslige, personer, bygninger – det hele går i ét. Men samtidig er det netop her, spændstigheden i sproget skabes, fordi flere betydninger spændes op mod hinanden.

Hvorfor bruges gå på den måde til at understrege? Man kunne jo blot se nærmere på vilkårene, speede en proces op eller gøre en forskel. Måske ligger der i anvendelsen af gå ønsket om at understrege handlekraft: Nu gør vi noget! Nu går vi ind i sagen eller ud i virkeligheden! På den måde sætter brugen af gå ind i eller gå ud i streg under noget. Det bruges som forstærker. Men Due Jensen har ret i, det ikke klæder med al denne gåen hid og did.