Undskyld, hvor meget salt skal der i et økonomisk mirakel?

– Det er en forbløffende vellykket rapport. Den rummer ikke de store overraskelser med hensyn til, hvad der skaber økonomisk vækst, men den er befriende, fordi den ikke kommer med nogen patentløsninger. Tværtimod gør den op med opfattelsen af, at der findes ét vidundermiddel til at opnå økonomisk udvikling, siger han.

Carl Johan Dalgaard mener, at rapporten er meget nøgtern og ærlig i sin vurdering af, hvor svært det er at overføre positive erfaringer fra et land til et andet.

– Den lægger op til, at staterne må tænke selv. Når det kommer til konkrete udviklingsplaner for et land, må de pågældende ledere ned i materien og vurdere, hvilke muligheder og behov netop deres land har for at indarbejde nogle af de vækstfaktorer, som rapporten anbefaler, siger han.

Efter hans mening udgør rapporten et nyttigt ”katalog” over de faktorer, som økonomerne har erfaring for stimulerer en økonomisk vækst. Blandt andet en økonomi, som åbner sig mod verdensmarkedet, høje investeringer, gode muligheder for uddannelse og en stabil politisk ledelse. Faktorer, som fattige lande, der ønsker udvikling, med fordel kan overveje at inddrage i deres egne strategier.

Han understreger dog samtidig, at man skal være umanerlig forsigtig med at tro, at det er disse fællestræk, der har skabt væksten. Det kan lige så vel tænkes, at det er væksten i sig selv, der er årsag til, at nogle bestemte forhold udvikler sig ens i landene. F.eks. ved man, at opsparingen (som er et af de fællestræk, kommissionen fremhæver) stiger, når den økonomiske vækst stiger.

Når alt kommer til alt, bringer rapporten derfor heller ikke politikerne i de fattige lande meget nærmere en forklaring på, hvad der vil garantere økonomisk vækst.

– Rapporten er lige så tæt på en erkendelse af, hvad der med sikkerhed skaber vækst, som den akademiske litteratur. Og det vil sige ingenting. Vi har ingen opskrift, pointerer han.

Jørgen Dige Pedersen er lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet og har gennem mange år forsket i Indien og Brasilien. Brasilien er et af de 13 lande, Vækstkommissionen bygger sine konklusioner på. Indien er – sammen med Vietnam –lige på nippet til at tilhøre gruppen. Dige Pedersen er sikker på, at lande kan lære noget af hinanden, og han mener, at det er en god idé at samle en liste over ting, der tidligere har vist sig at virke. Men han understreger også, at lande skal være varsomme med at tro, at de kan kopiere andres erfaringer direkte.

– Vi er i en foranderlig verden, og det er vanskeligt at tage erfaringer fra en bestemt historisk og økonomisk periode og overføre dem til en helt anden periode. Vilkårene for Brasilien i 1960 er altså nogle helt andre end for for eksempel Tanzania i 2008, siger han.

Han tvivler også på, hvorvidt udviklingen i de 13 lande egentlig har været så strømlinet, som den kan forekomme, når man analyserer den 25 år efter – for nogle af landenes vedkommende (Japan og Brasilien) 50 år efter – som Vækstkommissionen har gjort. Indien har f.eks. ikke fulgt en bestemt økonomisk strategi gennem sine snart 25 års uafbrudte vækst. I begyndelsen skelede landet meget til Japan, siden blev det Sydkorea, og nu er det Kina, man forsøger at tage ved lære af.

– Det har været forskelligt over tid. Det har ikke været sådan, at man har kopieret hele pakken fra et bestemt land. Alle indiske regeringer har gerne villet skabe vækst. Men de er ikke gået frem efter en overordnet plan, siger Jørgen Dige Pedersen.

Det, man skal huske, fremhæver han, er, at når regeringer tilpasser deres politik, sker det ikke ud fra økonomiske lærebøger, men ud fra en lang række lokale interesser.

– Man kan ikke se landene som isolerede størrelser. Lande eksisterer ikke i lukkede systemer. De er afhængige af deres naboer, af deres geografiske beliggenhed, af deres historie, kultur og politiske magtforhold. Der er masser af interesser i spil, som enhver regering må balancere imellem, siger han.

Netop de mange forskellige omstændigheder, som karakteriserer de enkelte u-lande, er vigtige at have i baghovedet, inden man begynder at lade de gode råd flyde for frit. Det fremhæver Lars Engberg-Pedersen, ph.d. og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i udviklingsøkonomi.

– Rapporten beskriver de ideale politikker, men det kunne være nok så interessant at få et bud på de mulige politikker. Problemet er jo, at der er mange halv-velmenende præsidenter, som gerne vil gøre noget for deres land, men samtidig lever i en politisk virkelighed, hvor mange forskellige hensyn presser sig på, siger han.

– Hvis du sidder som politiker i Uganda og læser denne her rapport, tænker du formentlig, at ”det lyder jo alt sammen meget godt – men vores virkelighed er anderledes”, mener Lars Engberg-Pedersen.

Den store hurdle for u-landene er først og fremmest, at deres problemer er så komplekse og mangfoldige – og deres ressourcer så få – at de har meget svært ved at planlægge noget på lang sigt.

Det problem er Vækstkommissionen dog også bevidst om. I rapporten citerer gruppen således tidligere kinesiske leder Deng Xiaopings ord om ”at krydse floden ved at søge fra sten til sten” som henvisning til, at det klogeste for en regering kan være at eksperimentere sig frem med sin økonomiske politik.

– Regeringer bør undertiden gå frem skridt for skridt og undgå pludselige ændringer i politikken, hvis risikoen ved forandringer overstiger fordelene, skriver kommissionen.

Tilbage står, at det uanset alle gode erfaringer er uendelig svært for nutidens u-lande at lægge fattigdommen bag sig.

– Det er svært. Det er simpelthen svært. Selvfølgelig ser u-landene på, hvad andre lande har gjort og prøver at tage ved lære. Men deres vilkår er så forskellige. Nogle af de lande, der har haft økonomisk succes indtil nu, har været forskånet for ydre stød. Nogle har været fordelagtigt placeret geografisk. Derfor lader det sig ikke gøre blot at kopiere løsninger fra et land til et andet, siger professor i udviklingsøkonomi ved Københavns Universitet Finn Tarp.

Trods alle de praktiske vanskeligheder ved at overføre erfaringer fra et land til et andet ser Finn Tarp dog meget positivt på rapporten fra Vækstkommissionen. Det nytter noget at blive ved med at forsøge at forstå, hvorfor noget går godt, og andet går skidt, mener han.

– Udgangspunktet for, at vi bliver dygtigere til at rådgive og planlægge, er, at vi forstår fortiden bedre. Derfor er det altid en rigtig god idé med den slags studier. Som verden skrider frem, er det vigtigt at opsamle viden. Også selvom vi ikke har fundet den magiske model endnu, understreger Finn Tarp.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk