Hovedkvarteret for Mellemøsten i det største danske mejeriselskab, Arla, kommer nu til at ligge i Dubai. Flytningen skal bringe Arla tættere på de arabiske forbrugere og være med til at afhjælpe Muhammed-krisernes eftervirkninger
Arla er klar med en aggressiv strategi, som skal være med til at standse nedturen i Mellemøsten.
Efter de to Muhammed-kriser har arabiske forbrugere nemlig i stor stil vendt Arlas produkter ryggen, skriver DR.
Første træk i den nye offensiv er en flytning af selskabets hovedkvarter for Mellemøsten til Dubai.
Hovedsædet for det vigtige marked har hidtil ligget i København, men i dag får medarbejderne at vide, at det om nogle måneder bliver flyttet til Dubai, skriver Berlingske Tidende.
Muhammed-krisen har sat sporArla sælger i dag for mere end 2,5 milliarder kroner mejeriprodukter til landene i Mellemøsten.
Virksomheden har egen produktion i blandt andet Saudi-Arabien, men blev hårdt ramt, da karikaturtegningerne af profeten Muhammed i 2006 fik detailhandlere og forbrugere til at boykotte danske produkter.
Siden har Arla kæmpet for at få standset nedturen og igen få gang i salget i de mellemøstlige lande.
Forbrugerne fravælger ArlaDet var i høj grad lykkedes. Men i februar blev salget igen ramt, fordi Muhammed-tegningerne blev genoptrykt i flere aviser.
Og mens det under den første Muhammed-krise var de handlende og supermarkederne, der tog de danske varer af hylderne. Har den anden Muhammed-krise medført, at det nu er forbrugerne, der fravælger Arlas produkter.
Ingen politiske motiverIfølge Tim Ørting Jørgensen, koncerndirektør med ansvar for Arlas internationale salg, er der dog ingen politiske motiver bag flytningen.
- Vi driver en forretning og tænker ikke i politiske signaler. Vi gør nu det i Mellemøsten, som vi allerede har gjort på andre markeder, nemlig at flytte ledelsen tættere på markedet og forbrugerne. Jeg tror, at vi i forvejen bliver opfattet som en god borger i Mellemøsten. Vi er en stor arbejdsgiver og har gode relationer, og det vil vi gerne udvikle, siger Tim Ørting Jørgensen.