Det kan være en dyd at bære nag

Det engelske ord "resentment" er neutralt i psykologisk og moralsk forstand. Det kan betyde krænkelse, vrede, fortrydelse over noget, uvilje, men den franske variant, "ressentiment" (nag, nagfølelse, forurettethed) har opsamlet alt det negative.

Især Nietzsche gav "ressentimentet" et dårligt image. Det var den dominerende følelse hos den livsuduelige slavesjæl, der intet selv magtede, men bare betragtede de stærke med had, misundelse og forurettethed. Helt fra Luther til Løgstrup har det ikke været velset at være "kroget ind i sig selv".

Men tilgivelsen er, argumenterer Brudholm, ikke en "ren" moralsk kategori, fordi der er terapeutiske og samfundsmæssige hensyn blandet ind. Samfundet kan tabe tålmodigheden med de overlevende i en "Vi må også se at komme videre-tænkning". Det vil på alle måder være bedst at tilgive, og derfor – hellig jord eller ej – kunne der i Sandhedskommissionen snige sig en tendens ind til emotionelt pres på og let intimidering af vidnerne.

Undersøgelser viste, at 60 % fik det værre efter have afgivet vidnesbyrd. Men overliggeren blev også sat højt. Nelson Mandela, som selv bliver betragtet som inkarnationen af tilgivelsens mirakel, fordi han ikke lod sig knække af de mange års fangenskab, sagde: "Personlig bitterhed er irrelevant. Det er en luksus, som vi som individer og som land simpelthen ikke har råd til".

Man kan komme til at føle det som en moralsk pligt, at man skal præstere miraklet. Tutu understreger ganske vist, at det ikke er nemt eller billigt, men han dvæler ikke meget ved det negative. Det er den ubetingede tilgivelse, der bliver beundret. Brudholm mener, at det herskende syn på tilgivelsen er moralsk "sløret", fordi de terapeutiske og sociale hensyn spiller med. Og det er maksimalistisk, fordi den kræver noget nær det umulige.

Jean Améry var født som Hans Meyer i Østrig i 1912 som søn af en assimileret jødisk far og en katolsk mor.

I 1938 måtte han flygte til Belgien. Han blev flere gange interneret og flygtede, men blev fanget af Gestapo i Bruxelles i 1943 og sendt til Auschwitz i 1944. Som en af de få jøder fra Belgien overlevede han opholdet i lejren og vendte tilbage blot for at finde ud af, at hans kone var død. Han blev senere forfatter og skrev romaner, essays, journalistik og rejseberetninger.

I 1960'erne begyndte han at skrive om offerets situation, ikke bare om erindring og vidnesbyrd, men også som en form for eksistens- og moralfilosofi, præget af hans personlige erfaringer. Som Camus kredsede han om selvmordet som tema, og i 1978 lykkedes det ham efter et tidligere forsøg at tage sit eget liv. Améry er blevet sammenlignet med bibelske Lots hustru, der absolut skulle se tilbage på ødelæggelserne og blive forvandlet til sten i stedet for at vende sig mod fremtiden, som Lot gjorde. Men det afgørende for Améry er, at det ikke må accepteres for let, det, der skete i Tyskland med holocaust. "Resentment" er også en måde at bevare selvrespekten på og gøre sin pligt over for de døde.

Som bekendt var en hel verden chokeret, da jødeudryddelserne blev almindelig kendt efter Tysklands sammenbrud i 1945. Det var en forløsningens stund for de overlevende ofre. Lidelsen og ondskaben blev nu set, anerkendt og dømt af en tredje part. Da drengen Elie Wiesel oplevede en allieret officer råbe og skrige over det, han så, tænkte han: Nu er menneskeligheden kommet tilbage! Denne fase varer bare ikke så længe.

Ifølge Améry bliver folk hurtigt trætte af at høre om jødeudryddelserne. Den uforsonlige er oppe imod en almenmenneskelig trang hos individer og samfund til at se fremad og ikke hænge sig i fortiden. Det er acceptabelt at sørge. En tid. Men det er ikke acceptabelt at sørge alt for længe. Vi kender det fra enkeltmenneskelige forhold. Améry er stædig. Han vil ikke finde sig i det og mener, at uhyrlighederne skal anerkendes fuldt ud.

Den naturlige tidslinje følger devisen, at i morgen er vigtigere end i dag. Men så bliver offeret slynget ud af det almenmenneskelige. Han har oplevet noget, der ikke lader sig overkomme på den almindelige tidslinje. Han kæmper imod det sociale hukommelsestab. En generation, der burde været tynget af skyld, ældes nu i stedet med ære. Han vil ikke have hævn, men han vil måske alligevel have, at bødlerne og deres efterkommerne skal kunne føle sig ind i det forfærdelige: den ensomhed, der ramte offeret, følelsen af ikke længere at høre hjemme i verden.

Den uforsonlige person er lige så moralsk som den tilgivende. Han stiller høje krav. Til sig selv. Der er noget, der er vigtigere end at have et godt helbred og "komme videre". Han kræver, at alt skal huskes indtil den yderste dag. Han kræver det umulige, ikke bare at det "aldrig må ske igen", men at tiden kan vendes, og at det gjorte kan gøres ugjort.

Selvfølgelig er det sidste en umulighed, men hvis Tyskland igen vil leve "historisk", det vil sige med mindet om sin fordums storhed, må det også tage skammen med. Nok så meget "Vergangenheitsbewältigung" og nok så mange monumenter kan ikke gøre det gjorte ugjort. Men hvis der ikke er et passende svar fra samfundet, er det, som om ødelæggelsens arbejde fortsætter, som om der kommer et moralsk efterskælv efter jordskælvet.

Ifølge Brudholm har Tyskland i efterkrigstiden på mange måder levet op til Amérys fordring. Der har været en konstant bevidsthed, blandt andet hos Jürgen Habermas, om at man ikke måtte forsone sig for hurtigt og for let med fortiden. Men i dag kan man i den internationale debat om reaktioner på masseuhyrligheder møde en hel "tilgivelses-industri", der kritiserer uforsonligheden ud fra terapeutiske og moralistiske tilgange. Nag er både en potentiel sygdom og en moralsk defekt. Måske har man pådraget sig et "syndrom". Men sådan en tilstand kan jo godt være et passende svar på den virkelighed, offeret har gennemlevet. Og hvor den eneste vej frem er vejen tilbage. Selv om alle andre gerne vil videre.

Thomas Brudholm: Resentment's Virtue. Jean Améry and the Refusal to Forgive. Forord af Jeffrie G. Murphy. 235 sider. 343 kroner. Temple University Press.

gunder@kristeligt-dagblad.dk