Når præsten er væk

Det har været en anderledes og udfordrende opgave. Det er grænseoverskridende som lægmand at stå som en slags reservepræst i kirken og "udstille" sig selv og sin tro. Samtidig er det en opgave, man siger ja til med en vis ydmyghed.

– Dels fordi der jo kommer mennesker, som har afsat tid til at gå i kirke, og dels fordi det også handler om at tage hensyn og vise respekt for kirkeritualerne og over for dem, som har svært ved at forstå, hvorfor det skulle være nødvendigt at lave noget om. Dem, der synes, det er noget underligt noget, at det ikke er præsten, man møder i kirken, siger Susanne Thorning. Hun er med i den gruppe på 10 frivillige fra menigheden, som træder til og holder gudstjeneste i Svenstrup Kirke på Nordals, når sognepræst Peter Ruge har fri.

For i det lille sogn, der ligger ved Nordborg og tæller godt 1400 indbyggere, blev menighedsrådet på et tidspunkt så træt af halvhjertede afløsere, at man valgte at tage sagen i egen hånd.

– Når nabopræster skulle vikariere, blev gudstjenesterne ofte placeret på uheldige tidspunkter, og flere af nabopræsterne var meget lidt engagerede i dem, med det resultat, at der højst mødte en håndfuld mennesker op, fortæller menighedsrådsformand Thomas Damgaard.

– Jeg har selv været med til de fleste af disse gudstjenester. Ved en bestemt lejlighed var jeg den eneste voksne, og så var der et par konfirmander.

Svenstrup Sogn på Als hører under Haderslev Stift, og med biskop Niels Henrik Arendts velsignelse blev projekt menighedsgudstjenester – lægmandsgudstjenester uden medvirken af en præst – søsat. Ordningen har nu kørt halvandet år og bedømmes til en "relativ succes". Ganske vist er der ikke ligefrem tale om nogen eksplosion i antallet af kirkegængere, men der er kommet flere, og i øvrigt er tallet ikke så afgørende, mener menighedsrådsformanden.