Hvi er Herrens ord forsvundet fra hans hus?
Mon det er spørgsmålet, de unge teologer stiller?
Nej, det er nok nærmere: Hvi er Herrens gerninger forsvundet fra hans hus.
Jeg selv har meldt mig ud af Folkekirken, fordi jeg bogstaveligt talt aldrig traf bossen hjemme.
Han var og er at finde hos de hjemløse,de retsløse, de fattige og navnlig blandt de børn, samfundet misrøgter.
Desværre falder ordet navnekristen mig let på sinde, når jeg tænker på alle disse velbjærgede personer, der kalder sig kristne, men giver en god dag i andres lidelser.
Selv vore biskopper taler hellere om etikette end om etik.
Hvorfor skal udmærkede lægfolk som Birthe Rønn Hornbeck og Ole Hartling være alene om at forsvare kristen etik?
Hvad med Kirkens gienmæle overfor korruption, umoral og retsløshed og undertrykkelse i vor samfund?
Skal medborgere ikke myndiggøres?
Er det den kristne kirke helt uvedkommende?
Min mand og jeg har udført frivilligt socialt arbejde, så længe, at det føles som altid - en del af vores identitet.
Kirken synes ikke at være en mulighed for støtte. Dertil er den alt for verdensfjern. Vil/kan ikke se over sin egen næsetip.
Selv Sct. Nicolaitjenesten måtte vi give op overfor. Der er meget hårdt brug for den, men vi kunne ikke bære hver nat at blive konfronteret med alvorlige psykiske, retlige og sociale problemer uden at kunne anvise den mindste hjælp eller løsning.
I privatlivet kan vi dog kaste en lillebitte redningskrans i havet med vore egne beskedne midler
Desværre er vi ved at være for gamle, syge og fattige til at være til større hjælp for nogen.
Gid Folkekirken ville besinde og integrere sig i samfundet.
Måske de unge præster da så et kald og vendte tilbage.








































