Nathalie Ostrynski |
24. maj 2008
Med Tove Videbæk i spidsen ønsker det kristent funderede Værdipolitisk Netværk at få politisk indflydelse. Det bliver svært, mener Kristen-demokraternes formand
De er ikke et politisk parti, men de ønsker stadig at få politisk indflydelse igennem deres medlemmer. I dag afholder Værdipolitisk Netværk med det tidligere kristendemokratiske folketingsmedlem Tove Videbæk i front et såkaldt opstartsmøde på Christiansborg, hvor man skal tale om netværkets fremtidige linje.
Målet er at bringe de kristne værdier på banen i dansk politik. Men det bliver et svært mål at ramme, når netværkets medlemmer spænder over hele det politiske spektrum. Sådan lyder kritikken fra Kristendemokraternes formand, Bodil Kornbek.
– Alt, hvad der kan sætte fokus på de kristne værdier i 2008, er fint. Men netværket vil jo ikke kunne komme med fælles udtalelser til offentligheden. Medlemmerne er en del af et uforpligtende netværk, og de kommer fra vidt forskellige politiske partier. Det bliver lidt diffust, for hvad er det, de vil opnå? Det er fint, hvis de vil debattere de kristne værdier. Men de kan ikke klart kommunikere deres holdninger, siger Bodil Kornbek.
Hun peger på, at abortspørgsmålet vil være et af de punkter, hvor netværket kommer til at sætte sig mellem flere stole, fordi medlemmerne er politisk uenige. Oprettelsen af netværket er sket i kølvandet på krisen hos Kristendemokraterne, hvor Tove Videbæk forlod
partiets hovedbestyrelse. Men formanden mener ikke, at netværket er et udtryk for den tidligere splittelse i partiet.
– Det her viser bare, at der en tydelig forskel på at være netværk og på at være et parti med et politisk mål, siger Bodil Kornbek.
Indtil videre har Værdipolitisk Netværk samlet hundrede medlemmer. Blandt dem finder man De Konservatives Charlotte Dyremose og tidligere kirkeminister A.O. Andersen fra det nedlagte Centrumdemokraterne. Ifølge inititativtager Tove Videbæk er meningen med netværket, at man netop ikke skal være enige om store samfundspørgsmål som abort.
– Vi skal være et debat-forum, hvor vi skal inspirere og støtte hinanden i de kristne værdier. Vi skal ikke komme med entydige markeringer, siger hun. Selvom netværket har karakter af en debatklub, ønsker Tove Videvæk stadig at få politisk indflydelse gennem diskussionerne.
– Vi ønsker afgjort at få politisk indflydelse. Politikerne kan få støtte i vores netværk, og derefter kan de gå ud i deres egne partier og sætte fokus på de kristne værdier. Det her handler om at styrke de kristne værdier, og vores indflydelse bliver bredere igennem et netværk, siger hun.
ostrynski@kristeligt-dagblad.dk