Judas for folket

Den fælles konklusion på de to meget forskellige udgivelser er, at Judas ikke var den ultimative skurk, som han ofte i kirkehistorien er blevet gjort til. Ej heller den overraskende helt, som flere medier i et anfald af nyhedsrus for nogle år siden gjorde ham til.

Nej, Judas var blot en af mange andre tilhængere af Jesus i oldtidens Palæstina. Og en som kom i tvivl om, hvorvidt Jesus var den ventede Messias – på samme måde som også mennesker i dag kan være i tvivl.

Mens disciplen Judas på den måde bliver til et almindeligt, religiøst nysgerrigt, menneske, bliver hele det kristne projekt fra oldtiden dog samtidig især i den første akademiske bog til et ualmindeligt svært gennemskueligt sammensurium af fortolkninger, meninger, holdninger og personligheder. Og det er formentlig også mere historisk korrekt end alverdens vidtløftige og forsimplede konspirationsteorier om Jesu sande væsen. Men særligt folkeligt bliver det desværre ikke.

Især Anders Klostergaard Petersen og Marie Vejrup Nielsen fra Aarhus Universitet er de unge teologiske håb, som i dele af den akademiske Judasbog formår at gøre det svære let.

Men forlaget svigter dem ved at pakke det hele ind i et tungt og tørt layout, ligesom nogen burde have sagt stop, når akademikere i en folkebog selv siger, at den "skal kunne finde anvendelse i undervisningssammenhæng ved universiteterne".

Langt mere folkelig er gendigtningen i sagens natur. Men fagligt bør man faktisk heller ikke rynke på næsen. Archers projekt oser i overraskende høj grad af viden om den første kristendom. De 104 sider bobler lystigt og let tilgængeligt løs med både direkte og indirekte henvisninger til de "rigtige" evangelier.

Dansk teologi har brug for, at flere unge håb i fremtiden tager den slags vovestykker op.

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk