Hvorfor eksperterne har valgt de nominerede byer

Det er også dem, der får lov at give nogle bud på, hvad der skal til, for at en by er seværdig – og dermed et oplagt mål for sommerudflugten eller ferien. Lad os tage panelets personlige favoritter først.

– Skagen, kommer det prompte fra Ove Sørensen.

– Den har alt, hvad der skal til for at skabe en seværdig by. En enestående kombination af natur og kultur og nogle kulturelle institutioner til at bære det.

Carsten Bach-Nielsens favoritby ligger noget sydligere i Jylland – og ikke ved vandet.

– Det er Christiansfeld. Der er mange pæne, smukke og interessante byer, men Christiansfeld er den eneste by, det er værd at skrive hjem om, siger han om byen i det sønderjyske, som herrnhuterne grundlagde i slutningen af 1700-tallet efter tilladelse fra Struensee.

– Det er byen over alle byer i det her land. Den er jo bygget som en model af himmelstaden, det ny Jerusalem. Den har en fuldstændig regelmæssig byplan, med templet, kirken, i midten. I den oprindelige by kunne man, uanset hvor man stod i byen, se ud på bondelandet. ”Verden”, det var alt det grønne, og man var helt klar over, at man var i byen, samfundet.

Også Lene Høst-Madsens favoritby skal man finde inde i landet, det er nemlig Ribe.

– Ribe er gået fuldstændig i stå siden engang i 1600-tallet. Det har givet en meget speciel by. Det er jo en ”kummerby”, hvad de nok ikke er særligt glade for, at jeg kalder den i Ribe. Men det er den manglende udvikling, der giver byen sit særpræg, mener Lene Høst-Madsen.

– Når man tænker arkæologisk, er det sjovt med steder, der viser tilbage til noget andet. Steder med identitet, siger Lene Høst-Madsen.

Kulturhistorisk seværdige og velbevarede byer er altså ikke nødvendigvis hverken innovative eller aktuelt driftige. Tværtimod.

– Driftigheden har en pris, den går ud over den gamle kultur. Herning er jo et godt eksempel på en driftig by, og her river man lige så meget ned, som man bygger, påpeger Carsten Bach-Nielsen.

I den anden ende af spektret finder man to klosterbyer Mariager og Maribo.

– Det er byer, som slet ikke har været byer. Begge steder har der ligget birgittinerklostre, og så er byen kommet til ved klostrets fod. Der er ingen grund til, at Mariager skal eksistere. Det er en torneroseby, den udvikler sig ikke, der er ingen naturlig trafik til stedet, men det er en meget smuk lille by, yndig og stille og idyllisk.

Lidt det samme gælder Maribo, mener Carsten Bach-Nielsen:

– Det er en af de få byer, som ligger inde i landet. Den udviklede sig aldrig rigtigt – i modsætning til den nærliggende Nakskov, der fik skibsværft og industri.

Det er dog ingen naturlov, at driftighed og seværdighed udelukker hinanden. Ove Sørensen peger for eksempel på en by som Horsens som kandidat til titlen som Danmarks mest seværdige by. Han forstår ganske enkelt ikke, at Horsens er så turistmæssigt undervurderet – ligesom i det hele taget den jyske østkyst med sine dybe fjorde og et kuperet landskab præget af istiden :

– Horsens er en gammel arbejder- og industriby og en gammel middelalderby, men det er først og fremmest placeringen ved fjorden og de to store vådområder Nørremark og Bygholm Sø, der giver Horsens dens seværdighed – i højere grad end Vejle og Kolding. Samtidig er det en koncertby. Det er kombinationen af tingene, der gør en by seværdig, siger Ove Sørensen.

Han peger også på, at en del af de byer, som optræder på listen, ligger i det område, som man lidet flatterende kalder ”den rådne banan” inden for regionalplanlægningen. Det er den halvbue af områder under affolkning, der ligger ”bag” de bymæssige dynamoer Århus, trekantsområdet, Odense og København. Her finder man for eksempel seværdige byer som Ringkøbing, Skagen og de sydfynske kystbyer Svendborg og Fåborg.

Hvis man lader øjnene glide ned over listen, er det bemærkelsesværdigt, at store byer som Aalborg, Århus, Odense og Esbjerg glimrer ved deres fravær. Det er der flere forklaringer på.

Ove Sørensen peger således på, at disse storbyer mangler de naturmæssige seværdigheder, der for ham for alvor også gør en by seværdig, mens Carsten Bach-Nielsen anfører, at tidligere tiders hovedløse byplanlægning har skrevet nogle af disse byer ud af seværdigheden med for eksempel store vejgennemføringer i både Aaborg og Odense.

Lene Høst-Madsen har også et andet argument for ikke at sætte de store byer på listen:

– De kan jo selv. Man behøver ikke at reklamere for dem. Det er også lettere at fange stemningen i de mindre byer. De er mere simple, lettere at overskue end større byer.

Benno Blæsild er dog ikke blind for kvaliteterne i Århus, hvor området omkring domkirken og fritlægningen af Århus Å har skabt et første klasses bymiljø. Når han alligevel ikke har peget på Århus som kandidat til titlen, så skyldes det blandt andet dynamikken:

– Det er, som om de store byer er for virkelige, for dynamiske. Hvis en by skal være stor, så kræver det dynamik og en klog og veluddannet befolkning - men det står slet ikke til i forhold til svineheld.

Det har Århus til gengæld haft, mener Blæsild. Fordi byen ikke tænkte i udvikling i 1800-tallet, var der - tilfældigvis - nogle store arealer, som kommunen kunne tilbyde til Statsbanerne, så Århus blev et jernbaneknudepunkt - med alt hvad derefter fulgte af store institutioner som hospital, fødselsstiftelse etc.

– Århus har kun én gang taget skæbnen i egen hånd, det var da byen byggede universitetet, som faktisk var privat helt frem til 1971, hvor staten overtog det.

Derfor, mener Benno Blæsild, fortjener Århus at være på listen. Selv om han selv kan bruge dagevis i byen, der hører til hans absolutte personlige favoritter.

Der er også andre oplagte ”danske” byer, som ikke optræder på listen, fordi de nu ligger i Sverige eller Tyskland. Det gælder for eksempel Lund, som - sammen med København - i kraft af universitetet var et vigtigt center for dansk dannelse. I Tyskland peger Benno Blæsild på Altona som en historisk vigtig brik i Danmarks kontakt med omverdenen, som altid har gået via havnene - og været intens.

– Altona var porten til verden, og byen er stadig et besøg værd. Den er nemlig også gået bag af dansen, som Benno Blæsild siger og nævner den danske arkitekt C.F. Hansen, som kom fra byen, hvor man finder fornem arkitektur fra guldlalderen, og hvor man kan se hans smukke villaer på Palmaillen, byens gamle hovedgade. Eller Lund, som med sit universitet frem til midten af 1600-tallet var en vigtig del i etableringen af den danske dannelseskultur - sammen med Københavns Universitet.

Hvor nogle byer overrasker med deres fravær, så er der til gengæld andre byer, der overrasker ved deres tilstedeværelse på listen. Vejers, for eksempel.

Det er Benno Blæsild, der har gode argumenter for, at denne modpol til det mondæne Skagen ind på listen.

– Vejers er et godt sted at komme ned på jorden, hvis man bliver lidt for selvfed over vores egen yndighed. Det er ”Die hüggelige Däne” med alt muligt tingeltangel til turister og en hovedgade naturgroet med grillbarer med afdelinger for noget, der ikke kan spises. Det er det tætteste, vi i Danmark kommer Klondyke. Vejers er grim - og hvorfor? Fordi de mennesker, der kommer der, tyskerne, ikke må købe sommerhuse i området. Hvis de måtte det, skulle de nok passe bedre på byen, mener han.

De historisk kyndige er - ligesom ejendomsmæglerne - enige om, at beliggenhed spiller er rolle. Men betyder en godt beliggende og seværdig by, at det også er et sted, hvor man gerne vil bo? Ikke nødvendigvis. Selv om Carsten Bach-Nielsen argumenterer varmt for Christiansfeld som Danmarks mest seværdige by, så ville han ikke bo der

– Det er dejligt en sommerdag, men der er jo også måneder som november og februar, som han siger.

Dertil kommer, at der ikke er noget vand.

– Man skal kunne se ud, gå til vigen og bugten. Byer ved vand åbner udad, og man vil jo gerne bo, hvor der er en vis dynamik. Christiansfeld taler meget i fortid.

Lene Høst-Madsen er inde på noget af det samme. Hun havde landsbyen Horne ved Varde på sin personlige liste, blandt andet fordi man i kirkediget kan se jernslagger, der vidner om, at byen så tidligt som 500 år efter Kristus var et kæmpe jernudvindingscenter, hvor landsbyer flyttede efter jernudvindingsstederne. Hun er selv fra Vestjylland, men som hun siger ”jeg ville hellere dø end bo i Horne”.

Modsat har Ove Sørensen det med sine favoritbyer.

– Man kan sagtens bo i en seværdig by, mener han, der bor i Horsens og er født og opvokset i Skagen. Mere seværdigt kan det næsten ikke blive, hvis man skal tro ham selv.

larsen@kristeligt-dagblad.dk